Le Sommelier – god gennemført mad, men skal creme bruléen være blød?

I torsdags bestod jeg sidste eksamen på søværnets erhvervsdykkerkursus (SCUBA-kurset), og det skulle jo fejres. Derfor tog en klassekammerat og mig på tur i København. Planen var egentlig Grønbech & Churchill, men da de kun havde lam og fisk gik turen videre og vi endte på Le Sommelier.

Jeg har længe haft lyst til at prøve stedet, men har aldrig rigtig fundet tiden. Nu var jeg der, og de havde en treretters for 415,- vist. Den røg vi selvfølgelig på, for så slipper man for at vælge. Vi fik byttet desserten ud med creme brulée, men mere om den senere. Inden jeg går igang må jeg desværre indrømme at jeg kun fik fat i en af vinene.

Første ret var en torskeagtig fisk, eller babytorsk, serveret på selleripuré og med rødvinssovs! Vinen der blev serveret til var hvid. Jeg tror aldrig at jeg har fået rødvinssovs til fisk, men det smagte da meget godt. Fisken blev godt nok overdøvet lidt. Vinen skulle nok også hellere have været en frisk ung rødvin, måske ikke lige Beaujolais nouveau, men noget andet end hvid. Vinen kunne eventuelt være en Corteaux Champanoirs (hedder det ca.), en rødvin fra champagneområdet som man ikke rigtig hører om.

Forretten på et dårligt mobil-billede, derfor er der ikke flere billeder.

Hovedretten var super, og bestod af noget okse på sauterede spinatblade, stegte karl johan svampe og en vildt lækker sovs. Det var en vinderret og vi var begge meget glade! For sjov, nu hvor vi var på Le Sommelier, spurgte vi lidt ind til vinen. Vores tjener vidste en smule, men syntes ikke selv at hun leverede varen, og hentede derfor en vintjener. Vintjeneren har vist været med i firestjerners middag, sammen med Bo Jacobsen, Mick Schack og en tøs, men jeg kender ham ikke fra andet. Nå men han kom og doserede og fyldte i glassene, så vi endte med at få over en halv flaske vin serveret under hovedretten – sådan skal det være.

Desserten som var creme brulée med citronis havde en fin hård skal, men var blød nedenunder. Da jeg spurgte om det var meningen spurgte de om jeg ville have ny, så det tror jeg ikke det var. Jeg var dog halvvejs igennem og sagde nej tak. Grunden til at jeg spurgte, og i det hele taget var i tvivl, var sommerferiens tur til Champagne. Her fik vi creme brulée i næsten alle faser, lige fra flydende til fast.
Og jeg er stadig i tvivl, hvordan skal den være? – Jeg kan bedst li den hård og kold.