På tur i Champagne del III – succes hos de store huse

Taittinger

Andendagen/tredjedagen i Reims gik meget bedre end de foregående. Vi kom ind til centrum og hjem igen uden problemer og vi fik smagt en masse champagne. Om morgenen fik jeg fat i Taittinger og Veuve Clicquot og fik derved arrangeret to ture.

Figur hugget ind i kalken hos Taittinger. I mange af kældrene finder man 'tegninger' der er hugget igennem tiderne. Herunder også en masse fra de forskellige krige hvor grotterne har været brugt som beskyttelseskamre.

Jeg har været på Taittinger før, men ville have Katrinen med denne gang, for sidst var turen i deres kædere rigtig god. Igen var det en stor succes, de starter med en film og giver derefter en god tur i deres kældere som afsluttes med deres almindelige champagne. Tur og champagne kostede 16 €. Der er desværre ikke mulighed for at betale mere og så få en anden champagne til sidst, men sådan er det. Veuve Clicquot er det første store sted der ikke har været video, men guidet museum.

Le Jardin

Omkring Taittinger ligger Veuve Clicquot, Pommery, Ruinart og en restaurant kaldet Les Crayéres. Til restauranten, der har en masse Michelinstjerner, hører et brasseri kaldet Le Jardin hvor vi spiste frokost. Noget a la sellericoleslaw med røget and til forret, rigtig god okse med rattatuie(staves?) til hovedret – den var rigtig dejlig – og en god dele creme brulée med et tykt lag karamelliseret sukker til sidst.

Et af de bedste måltider i Champagne

Veuve Clicquot aka. Den Gule Enke

Vi fik brugt en masse tid i restauranten hvilket passede meget fint med vores næste besøg der var hos Veuve Clicquot. Som tidligere beskrevet var jeg lidt sent ude, og den eneste tur vi kunne komme på var ‘I den gule enkes fodspor’, eller lignende, til hele 35 € pr. person.

Turen kom godt ind på ‘den gule enkes’ liv og på champagnefremstilling og det hele sluttede med et glas ‘La Grande Dame 2004′ deres luksus cuvée – jeg må tilstå at den var meget dejlig, og en jeg gerne smager igen.

Et par gamle flasker hos Veuve Clicquot - de talte meget om den ene flaske de havde fået fra vraget ved Åland, hvor der blev fundet en masse champagner - måske på vej til det russiske hof.

Champagne Martel

Efter ‘den Gule Enke’ var klokken mange, men vi to alligevel en chance og gik forbi Champagne Martel for at høre om de havde en tur på engelsk, og det havde de heldigvis. Deres kældere er nu lavet om til museum, men det vidste vi ikke. Før turen gik derned skulle vi lige se en film. Til forskel fra de store huse der fortæller en masse historie om dem selv, viste denne en ærlig fortælling om hvordan champagne bliver lavet med ståltanke, maskiner osv. – de andre steder er det mere romantiske fortællinger med håndarbejde, tønder og safter. Så røg vi ellers i kælderen og fik lidt at vide om de gammeldags maskiner, mærkattegneborde, dosagedoseringsdims propdims, og ja. det bliver ved. Efterfølgende kom vi ind i deres smagerum hvor vi smagte tre forskellige flasker. Den ene købte jeg to af, og så fandt jeg en 89′er som også røg med i bagagen, og hermed var første champagnekøb gjort. Tur og smagning kostede 11 €.

Golfen og en dejlig læbestift-hilsen fra føsdaen på køleren... Tak, hvem der nu gav den.

Nu var det tid til aftensmad og på vejen gik vi forbi nogle kager der så vildt lækre ud. Dette var dagens dummeste stunt, for senere da vi var færdige med maden var konditoren s’føli lukket, og kagerne ude af vores rækkevidde.

Lessons learned: Indiana har strenge importregler. Aftal med hus inden . Stå tidligt op. 2 huse om dagen er ca. maks, 3 kræver planlægning. Parably er godt. Ingen taler andet end fransk. Middagspause overalt mellem 12 og 14.

Ahhh... champagne!

 

Blindsmagning af otte champagner fra 2002

Madbladet ’Copenhagen Food’ anbefalede restaurant Nipisa i Nuuk, men sejladsen ville det således at jeg aldrig kom forbi. Derfor præsenterer jeg her notaterne fra en blindsmagning af årgang 2002 champagne sammen med et par tips til at forstå hvad du kan smage i champagne.

Husk at bruge snuden når du skal drikke champagne.

Først tager vi de forskellige noter der kan findes i champagne. Som de fleste ved er der sødt, salt, surt, bittert og umami, og hvis du er forkølet, er det hvad der er tilbage af oplevelsen. Så derfor, vær rask når du drikker. Smagen er utrolig meget afhængig af næsen, og her er otte hovedgrupper som næsen kan genkende – de er som udgangspunkt fra Richard Julins bog ’4000 Champagner’, men jeg har ændret en smule:

Dyrenoter: vildt, rå bøf, fisk, østers, hav, fløde og kødgryde.

Balsamiske noter: kogle (?), rosin og balsamico.

Empyreumatiske og herunder aotolytiske noter: brød, bagning, toast, brændt, røg, kaffe, træ, læder, kage, karamel, marzipan, hø og mandel.

Æteriske: alkohol, acetone, eddike, svovl, gær, oxidation, sherry, madeira, lim og vaskepulver.

Krydderier: Ja, hiv dem bare ned fra hylden; hovedsageligt vanilje, peber, kanel, mynte og ingefær.

Blomster: æbleblomst, akacie, jasmin, limeblomst, rose og honning. Frugtige noter:

Alle slags, men hovedsageligt æble, citron, abrikos, fersken, hindbær, lime, grape og passionsfrugt.

Grøntsags og mineralnoter: Mineral, flint, sten, drivhus, nedfaldne blade, svamp, kælder, kogte grøntsager, peberfrugt, broccoli, blomkål og sukkerroer.

Og nu til smagningens resultater. Her vil du se at jeg ikke kan huske det ovenstående når jeg drikker ;) Smagningen foregik på NIMB, hvor der hver måned er Champagnebar og en sideløbende smagning (400 kr. for vinklubmedlemmer, 500 for andre).

Rotunden hvor smagningerne oftest foregår... et flot og hyggeligt rum!

 

Denne smagning var årets første, og en ny tradition blev startet her; nemlig at årets første smagning er på flasker fra ti år tidligere. Denne januarssmagning blev derfor på 2002 årgangen og derudover blind. Noterne var som følger i vilkårlig rækkefølge:

Charlemagne Brut 2002: L: Æbler, tør, frisk. S: støv, lidt smagsfattig, blød, lakrids ved udånding. Efter lidt tid, proppot og sød.

Charlemagne Millesimé 2002: L: grøntsager, syrlig, stængelfrugt, meget lidt brød og smør, blomstret. Blød men syrlig. S: mynte og meget anderledes.

De Sousa Brut 2002: Måske BdB Brut Reservé. L: toast. S: syrlig, tør, lidt kork, champignon. Lidt uinteressant.

Launois Pere et Fils, Special Club, 2002: L: Grøntsager, polet (ved smag). S: polet, meget syrlig men byder ikke på det helt store, blomstret. Meget anderledes end ved 1. smagning 12 2011.

Marguet Vielle Vigne 2002: L: tør, autolytisk, sjove bær (måske multe). S: rigtig god, blød syre,meget mild, slikkugle plus syre, lidt hav.

Moët Vintage 2002: Lavere dosage efter 2000. L: gammelt sengetøj, meget tør, lidt bark, toastet brød, karamel og svagt af chokolade. Efter tid røget og syrligt sød, lidt brændt. S: god, korn, syre på en god måde, meget fersk (hav). Grøn og frisk over tid, men ikke flere lugte. 2000’eren syntes jeg bedre om.

Dom Perignon 2002: L: Meget syrlig, kan ligge længere. S: blød syre, lakrids. Serveret for kølig og må gerne ligge flere år. Jeg ville gerne have haft den lige så ”varm” som de andre, da jeg drikker for hurtigt til at de kan udvikle sig ;)

Aftenens ynglings var Veuve Clicquot’en. Den udviklede sig helt vildt, på trods af en meget træt start, hvor smagen virkede overvældende sherryagtig. Helt klart en flaske jeg må have fat i…

Skål og få så drukket lidt bobler i det nye år!

En kort gennemgang af en rosé-champagnesmagning på NIMB

Det følgende vil kort byde på nogle af mine smagenoter fra en smagning på NIMB, der næsten udelukkende bød på rosé champagner. Vinene kom som de andre gange fra L’esprit du Vin. Rosé er på ingen måde min ynglings, og jeg synes ofte at det er ret overdrevet. Alligevel trak det lidt i mig da der kom en smagning, for hvad nu hvis der var en god?! – Ud fra smagningen har jeg da også fundet en ynglings, men det kommer.

Inden jeg kommer til roséerne tar’ jeg lige velkomstchampagnen. Denne var, inden da, ingen favorit men denne flaske havde en forskel i forhold til dem man normalt smager. Champagnen havde fået lov til at ligge nogle år inden åbning. Den var lidt gammel i lugten og havde korn i smagen. Flasken var en Veuve Clicquot brut, non vintage og degorgeret i 2008.

Lige et par roséer med lidt farveforskel. Forskellen imellem farven på rosé champagne kanv være kæmpe, fra meget gullig og svagt rød til mild rødvinsrød.

Og nu til roséerne; der var seks forskellige men det er altså ikke alle der får så meget plads her. Den første vi fik, var samme hus som velkomstchampagnen, nemlig Veuve Clicqout bedre kendt som den gule enke. Jeg har fået den før fra en magnum hvor den var god, men denne gang skuffede den desværre ved at være meget neutral.

De Sousa, et hus som jeg ikke har de bedste erfaringer med, overraskede i denne smagning. Deres rosé, som var utrolig lys, bød på en smag af noget godt fra køkkenet, karamel, balsamico og lakrids. Flasken var degorgeret i 2010, så det var en ung flaske.

Lidt om at lave rosé

Der findes en to-tre forskellige metoder at lave rosé på. Den ene, som man godt kunne opfatte som fuskeragtig, laves ved at man blander rødvin i den normale vin inden anden-gæringen (der hvor boblerne kommer). Ved den anden metode, kaldet Saignée, kommer farven fra de røde drueskaller. Før druerne bliver presset mekanisk får de lov til at ’bløde’, altså presse sig selv ved egen vægt, og det er denne væske der bliver til ’Rosé de Saignée’.

En lille mosaik af indtryk fra aftenen på NIMB.

 

Sidste metode der minder meget om nummer to, består i at lade de røde drueskaller ligge sammen med presset i kort tid. På denne måde bliver farven også trukket lidt ud af skallerne og man ender med en rosé. Selv om der er flere metoder er der ikke nogen garanti for den ene er bedre end den anden. Min favorit ved smagningen var på saignée-metoden, men min nummer to (De Sousa) var lavet ved at blande rød- og hvidvin.

Smagningens bedste var en Fleury rosé fra år 2005, degorgeret i 2010. Den var kamprød, og lige det jeg vil have fra en rosé. Det var en god og kraftig champagne, med frugt, lakrids og i det hele taget mindede den lidt om en Chateauneuf du Pape jeg tidligere har smagt. Det var helt klart en champagne som ville klare sig godt i selskab med mad. Inden vi fik dette glas smagte vi samme hus, bare i en lidt yngre udgave. Her var der en klar forskel på årgangene, og det var klart den gamle som var bedst.

Det afsluttende glas, som lige må komme med, var fra huset Henri Giraud. Denne smagte af rødbede i første mundfuld og var ellers jordet og frugtig i smagen. Det var første gang jeg har smagt rødbede i champagne.

Dette var så afslutningen, men inden jeg stopper helt kan jeg informere om, at jeg laver en oversigt over de bedste champagner året har budt på. Så er der noget at gå efter til nytår.