En kort gennemgang af en rosé-champagnesmagning på NIMB

Det følgende vil kort byde på nogle af mine smagenoter fra en smagning på NIMB, der næsten udelukkende bød på rosé champagner. Vinene kom som de andre gange fra L’esprit du Vin. Rosé er på ingen måde min ynglings, og jeg synes ofte at det er ret overdrevet. Alligevel trak det lidt i mig da der kom en smagning, for hvad nu hvis der var en god?! – Ud fra smagningen har jeg da også fundet en ynglings, men det kommer.

Inden jeg kommer til roséerne tar’ jeg lige velkomstchampagnen. Denne var, inden da, ingen favorit men denne flaske havde en forskel i forhold til dem man normalt smager. Champagnen havde fået lov til at ligge nogle år inden åbning. Den var lidt gammel i lugten og havde korn i smagen. Flasken var en Veuve Clicquot brut, non vintage og degorgeret i 2008.

Lige et par roséer med lidt farveforskel. Forskellen imellem farven på rosé champagne kanv være kæmpe, fra meget gullig og svagt rød til mild rødvinsrød.

Og nu til roséerne; der var seks forskellige men det er altså ikke alle der får så meget plads her. Den første vi fik, var samme hus som velkomstchampagnen, nemlig Veuve Clicqout bedre kendt som den gule enke. Jeg har fået den før fra en magnum hvor den var god, men denne gang skuffede den desværre ved at være meget neutral.

De Sousa, et hus som jeg ikke har de bedste erfaringer med, overraskede i denne smagning. Deres rosé, som var utrolig lys, bød på en smag af noget godt fra køkkenet, karamel, balsamico og lakrids. Flasken var degorgeret i 2010, så det var en ung flaske.

Lidt om at lave rosé

Der findes en to-tre forskellige metoder at lave rosé på. Den ene, som man godt kunne opfatte som fuskeragtig, laves ved at man blander rødvin i den normale vin inden anden-gæringen (der hvor boblerne kommer). Ved den anden metode, kaldet Saignée, kommer farven fra de røde drueskaller. Før druerne bliver presset mekanisk får de lov til at ’bløde’, altså presse sig selv ved egen vægt, og det er denne væske der bliver til ’Rosé de Saignée’.

En lille mosaik af indtryk fra aftenen på NIMB.

 

Sidste metode der minder meget om nummer to, består i at lade de røde drueskaller ligge sammen med presset i kort tid. På denne måde bliver farven også trukket lidt ud af skallerne og man ender med en rosé. Selv om der er flere metoder er der ikke nogen garanti for den ene er bedre end den anden. Min favorit ved smagningen var på saignée-metoden, men min nummer to (De Sousa) var lavet ved at blande rød- og hvidvin.

Smagningens bedste var en Fleury rosé fra år 2005, degorgeret i 2010. Den var kamprød, og lige det jeg vil have fra en rosé. Det var en god og kraftig champagne, med frugt, lakrids og i det hele taget mindede den lidt om en Chateauneuf du Pape jeg tidligere har smagt. Det var helt klart en champagne som ville klare sig godt i selskab med mad. Inden vi fik dette glas smagte vi samme hus, bare i en lidt yngre udgave. Her var der en klar forskel på årgangene, og det var klart den gamle som var bedst.

Det afsluttende glas, som lige må komme med, var fra huset Henri Giraud. Denne smagte af rødbede i første mundfuld og var ellers jordet og frugtig i smagen. Det var første gang jeg har smagt rødbede i champagne.

Dette var så afslutningen, men inden jeg stopper helt kan jeg informere om, at jeg laver en oversigt over de bedste champagner året har budt på. Så er der noget at gå efter til nytår.

Sommerens champagnesmagninger, årgang 2000 og De Sousa.

Hver måned bliver der holdt en mindre champagnesmagning på NIMB, og det er de to sidste jeg vil komme ind på. Den første var en blindsmagning af 6 flasker fra år 2000 og den anden var udelukkende med huset De Sousa. Inden jeg går i gang, så vil jeg bede om brød næste gang – det kom nemlig ikke, men er altid en rar ting at have…

Som sagt var den første smagning blind. Her fik vi glassene et af gangen imens Jørgen Krüff, bagmanden om man vil, fyldte tiden ud med masser af snak om champagne, både generelt og mere specielt omkring visse huse – især Selosse, som lader til at være meget godt og jeg skal nok få det smagt.

Jeg har ikke lige tage billeder under smagningen, men her er et par dejlige glas

Det viste sig at champagnerne kom i par, således at de to første flasker begge var Fleury, den ene ekstra brut og den anden almindelig brut kaldet Millesime Robert Fleurie (og nu er jeg i tvivl om det er –y eller –ie der er enden). Jeg syntes helt klart den sidste var bedst. Den vil sikkert være godt til mad, Jørgen sagde vildt, og havde masser smag af bær, brød, røde druer og vanilie.
Næste to flasker kom fra huset Charlemagne. Den første, Grand Cru Blanc de Blanc, havde druer fra områderne Mesnil og Oger, mens den sidste, Millesime 2000, kun havde fra Mesnil. Millesime er den bedste champagne huset vil lave fra en årgang. Katrinen syntes at den første af de to, Grand Cru’en, lugtede af Riesling og dermed også ville være dejlig til ting fra havet. Jeg var ikke den store fan af de to flasker, men har dog haft en rigtig god smagsoplevelse med det hus i Paris, men der var også mad til champagnen.
5’eren var en Marguet 2000 Millesime som ikke vækkede de store følelser. Smagen var frisk med ananas og lugten var meget syrlig.

Hvor nummer fem ikke gjorde noget stort indtryk var nummer seks ganske anderledes. Det var en Möet Vintage 2000. Der var en lækker eftersmag med masser af vanilie. Jeg har faktisk ikke lavet de store noter, men den er røget ind på min top fem.

Det var så første smagning og anden smagning af huset De Sousa kan gøres en del kortere. Det var helt sikkert ikke noget i retning af mit ynglingshus, og det var kun to ud af fem flasker jeg syntes der var noget ved. Selv om champagnen ikke var så interessant for mig, brugte Jørgen, som altid, en masse tid på at fortælle om champagne, champagne og mere champagne, hvilket altid er interessant.

Søren Frank dukkede også op til smagningen med temmelig god smagning. Søren kom nemlig da alle de forskellige glas var skænket, og kunne på den måde komme hurtigt igennem smagningen med sin ven Jørgen ved sin side. På den måde kunne Søren også hurtigt få en lille brandert mens vores ikke rigtig kom frem fordi smagningen tog vældig lang tid.

De to bedste fra De Sousa som var Cuvée des Caudalies Vieilles Vignes og Cuvée des Caudalies Millesime 2004. Jeg syntes Vieilles Vignes var bedst, men de fleste andre omkring bordet var mest til Millesime 2004.

VV’eren smagte kraftigt og af vanilie. Den er blandet af årgange fra 1995 til 2004, og har ligget minimum 48 måneder på fad. Millesime havde mere syre men alligevel var første smagsindtryk smør.

En lille sidenote til huset De Sousa, så er det et biodynamisk hus (Rudolf Steiner tilgang til produktion, sol måne, ræve og stjerner).  De Sousa vælger at lade være med at filtrere vinen, således at der bliver trukket endnu mere smag fra de små rester der findes i vinen. Dette er måske grunden til at jeg syntes de gamle De Sousa’er var klart bedst, her havde vinen nemlig fået lov til at udvikle sig ordentligt.

Sommeren er heldigvis ikke slut endnu, så jeg har endnu en smagning på NIMB og en smagning gennem en Facebookgruppe kaldet Champagnesmagning. Mit internet er nede, så i skrivende stund kan jeg ikke fortælle hvilke champagner det kommer til at dreje sig om, men prisen er i hvert fald 450,-

Champagnesmagning hos Nimb – Philipponat

Forkølelse er bare skidt! Det er ikke kun til irritation, men også utroligt ubelejligt når man skal til smagning. Selv om jeg var klar over at alle smage og lugtesanser var bedøvede, allierede jeg mig alligevel med en næsespray og lommetørklæder og tog afsted. Smagningen jeg skulle til var med fem forskellige champagner fra Philipponat som ligger i et prisleje fra 330 kr. til 1300 hos Løgismose. Den jeg syntes var bedst kostede 500 kr., og derudover ville jeg næsten overveje at dekantere den, men mere om det senere.

Jeg vil beskrive champagnerne i samme rækkefølge vi smagte dem, og hermed indledes med den første ’Royal Réserve Brut’; næsen var ikke begyndt at løbe på dette tidspunkt. Dette var en non vintage, altså ikke årgang, og det der normalt bliver smidt på markedet i en fart. Druerne var plukket i 2006, dosagen (sukkerindholdet) var på 9 g/L og dermed var den en brut vi havde med at gøre. Smagen i denne var ikke fantastisk, men var toasted efter kort tid, havde noget brændt og lakrids efter længere tid og til sidst noget i retning af sprittet marcipan.

Der var kun fem champagner, hvilket gjorde smagningen let og overskuelig, om end lidt hurtigt overstået :) Nu nævnte jeg dosage, som altså var sukkerindholdet i champagnen. For at give et kort overblik er det noget i retning af følgende: 0-7% ekstra brut; 7-15% brut, som er det mange køber og bliver skuffet over fordi det er surt; 15-30% er sec, og altså halvsød; 30% og opefter er demi sec, og altså sød og dermed noget der nok vil falde i de flestes smag.

Anden flaske vil jeg først nævne til sidst, men det var min ynglings. Tredje flaske derimod var Cuvée <<1522>> Ekstra Brut. Denne var jo ældre end den første, og også den anden, noget man indimellem kan se på en mørkere farve. Denne var mørkere og dens lugt var temmelig sur; jeg tror faktisk at jeg syntes mindst om denne, og dog…

Clos des Goisses fra 2000, nummer fire, var en enkeltmarkschampagne og dyrest af de smagte. Den var langt mørkere end tre’eren og den smagte brændt og af mørk karamel (chokoladekaramel). Selv om det var en enkeltmarksvin, syntes jeg ikke at den var så fantastisk, og når man kan lave et bedre produkt ved at blande bør man gøre det. Det interessante ved en enkeltmarksvin ville være at smage den over for en vin lavet på præcis samme måde, bare fra et andet område.

Den femte champagne vi smagte var en rosé, også non vintage som den første. Her må jeg så indrømme at rosé sjældent siger mig noget, og at det samme var tilfældet med denne. Så derfor vil jeg springe direkte til smagningens bedste; Grand Blanc Brut fra 2004. Lige fra starten lugtede denne champagne rigtig dejligt og jo længere den var i glasset jo mere udviklede den sig. Jeg var godt nok forkølet, men dette glas blev ved med at være godt, og jeg ville ved køb ligefrem overveje at dekantere den så den kunne få ilt til at udvikle sig. For satan et lækkert glas, smagen var fed, kraftig, blød og cremet med stærke af toner af karamel og vanilie… Mmmm!

Afslutningsvis kan jeg fortælle at jeg til sidst var nødt til at rende lidt ind og ud af rummet for at pudse næse. Den ene af gangene jeg kom tilbage lugtede hele rummet af frugtig champagne, dejligt. Næste gang vil jeg komme lidt ind på maloaktisk gæring som også er noget der har relevans for en champagnes smag.

Og kom så ud og drik lidt champagne!