Honningmumser, bløde og gode julekager…

Den gode læser har måske opdaget at jeg bruger en del af min tid som sømand. I forbindelse med dette arbejde sejlede jeg på Grønland, Island og Færøerne hen over jul og nytår 2012. Mine forældre sendte dengang en kasse hvor indholdet ihvertfald var verdens bedste julekage, honningmumser, men den nåede aldrig frem.

3 år gamle honningmumser og et gavekort til Zalando fra i år(?).

3 år gamle honningmumser og et gavekort til Zalando fra i år(?).

I oktober i år (2015) blev fik jeg en besked fra Arktisk Kommando, Færøerne. De ville fortælle at jeg har modtaget en pakke dateret til 2012. De spurgte også om de måtte åbne, men det ville jeg da helst selv, så den fik lov til at vente en måned ekstra, hvorefter jeg selv kom til Færøerne.

Da jeg kom om bord og pakken blev åbnet var der et julekort fra mine forældre, en dåse med 3 år gamle honningmumser og et gavekort fra Zalando dateret 2015. Hvordan eller hvornår det gavekort er kommet ned i kassen vides ikke, men hvad der er helt sikkert, er at min kæreste fremover vil komme glimmer i pakkerne til mig. Så lærer toldere eller lignende at holde fingrene væk. Om der var mere i pakken vides ikke. Mine forældre kan i hvert fald ikke huske det.

Selv om honningmumserne var tre år gamle kunne de stadig spises, og over de efterfølgende fjorten dage blev dåsen tømt. De mindede måske mere om honningbeskøjter end om de bløde kager de engang var. Jeg synes dog at du skal have opskriften, for når de er friske smager de vildt godt!

Inden du får opskriften er her et stemningsbillede. Velbekomme!

Inden du får opskriften er her et stemningsbillede. Velbekomme!

Ingredienser:
500 g honning
500 g brun farin
1 tsk natron
1 tsk kardemomme
1 tsk kanel
1 tsk ingefærpulver
1 tsk pulveriseret koriander
6 knuste stjerneanisfrø (dem inde i den hårde skal)
Kornene af en stang vanilie
En pakke pomerans (en slags syltet appelsinskræl)
3 hele æg
750 g hvedemel

Fremgangsmåde:
Honning og brun farin smeltes i en tykbundet gryde, uden at det kommer op og koge. Når det ikke længere er en grynet væske slukkes varmen og natron samt krydderier inklusive pomerans kommes i. Derefter kommes de tre æg i, og til slut røres melet i. Herefter stilles dejen på køl til dagen efter. Dagen efter tages dejen ud og rulles i kugler på 2 cm i diameter. Der bliver til omkring 5 bageplader, og kuglerne må ikke ligge for tæt, de flyder nemlig ud. Kuglerne bages i ovnen ved 200 grader varmluft i 10 minutter (der havde jeg det bedste resultat). De må ikke falde sammen når de tages ud, og de må ikke blive tørre. Til sidst kan man komme en tynd glasur på for at give dem en pæn overflade – jeg plejer ikke at komme glasur på. Når de er taget ud at ovnen, så nyd nogle med det samme og lad resten stå ude i et stykke tid så de trækker fugt og bliver en smule bløde og seje.

 

Rejsetip: Har du tænkt dig at tage til Færøerne, så vil jeg anbefale restaurant KOKS. Du kan læse mere om den her!

God risalamande,

Let risalamande, nem risalamande og fremtidens risalamande var det måske ikke. Men det var et bud på hvordan man også kunne gøre det. Og hvad faen skriver manden om (ja, eftersom jeg er blevet 30, må jeg være en mand)?

Jeg så for længe siden et eksempel på friturestegt risalamande med kirsebæris, og nu havde jeg taget mig sammen til at prøve ideen. Jeg fulgte ingen opskrifter men arbejdede med hvad jeg vidste – desværre manglede jeg æggeblommer.

Og hvad er det der stikker op? Salvie i marengs. Bare rolig det er pynt og skal ikke serveres til.

Kirsebæris

Resultatet var en lidt mild kirsebæris, desværre. Jeg tog en billig kirsebærsovs (8,95,- i Netto), hvor der var brugt en smule. Bærene blev siet fra væsken; lidt vand og et bæger æggehvide blev tilsat. Derefter blev det hele (ca. 5 dl) kørt på ismaskine. Voila, is.

Risalamande

Jeg lavede en risengrød, kun tilsat en knsp salt, efter opskriften på posen med grødris. Jeg tilsatte vaniliesukker bagefter, fordi jeg glemte at smide en vaniliestang i da jeg lavede grøden. Derudover kom noget flødeskum og nogle hakkede mandler i. Der skulle også have været en æggeblomme i, således at det ville ende som parfait (se opskrift her) med ris i.

Og så en anden vinkel...

Grøden blev hældt på poser så jeg kunne lave nogle pølser, og derefter røg den i fryseren. Planen var at panere/fritere den frosne risalamande ved først at rulle den i mel, derefter i æggehvide og til sidst i mandelmel. Dette gjorde jeg lige inden servering, således at risalamandeisen ville blive til “grød” igen. Det virkede fint, MEN, og nu kommer alle fejlene.

1. Olien var for varm, således at mandelmelen blev let branket, og derfor kom til at smage for meget af mandel.

2. Der var også mandler i risalamanden, så man kan sige det blev til en mandelfest – alt for meget mandel.

3. Æggeblommen manglede, så det blev hverken en god parfait eller grød fordi fløden krystaliserede.

4. Frossen risengrød bliver ret hård.

5. Jeg skulle ikke have hældt vand i kirsebærsovsen, den blev for mild. Alt bliver jo mildere når det bliver koldt. Måske lige med undtagelse af kul der vist har modsatte egenskaber end andre ting.

Næste gang

Næste gang vil jeg først lave en vanilie-parfait-pølse/kugle. Denne vil jeg pakke ind i ris og derefter give samme omgang som tidligere. Dog skal olien nok ikke være mere en 100 grader varm, således at mandlerne ikke bliver brankede. Olien skal enten være smagsløs eller evt. mandelolie.

Kirsebærisen skal laves med en kraftig, og slet ikke fortyndet, kirsebærsovs. Så sovs og æggehvide næstegang.

Min anbefaling til juleaften er helt klart at fortsætte med den almindelige risalamande, og gemme eksperimenterne til en anden dag.

Inden jeg slutter kan jeg henvise til http://madbloggerneshimmel.dk/ som har en god samling med links til andre bloggeres juleopskrifter.