Tag Archives: god

1.th, en anbefaling og beskrivelse

1.th, et sted omgærdet af mystik og gode anmeldelser. Siden jeg første gang hørte om stedet, for mange år siden, har jeg villet derind, men tiden har aldrig været til det. Rygterne var gode og det skulle vise sig at de var sande.

Så tydeligt er restauranten markeret ved porten...

 

Døren

Indgangen til restauranten gemmer sig bag en lille port, på en mørk, mørk gade. Lige ved siden af en tidligere besøgt, dejlig vinbar (fandt vi ud af). Vi ringede på, blev buzzet ind, gik op ad trappen, og så skulle jeg lige have et billede af skiltet ved døren. Dette tog åbenbart temmelig lang tid, så døren blev åbnet med mig sidende på hug med et kamera der ikke gad fokusere og en tålmodig kæreste ved siden af.

Stuen

Vi kom ind, jakkerne kom af og vi blev vist videre ind i stuen, hvor vi bare skulle sætte os til rette. Vi valgte den store bløde blå og hvidstribede sofa, men rykkede os da næste selskab kom ind. Valget stod nemlig mellem at være i midten af dette selskab eller finde et sted til to, så vi tog et par dejlige stole og satte os ved en lækker bred vindueskarm. Desværre blev den gode vindueskarm taget af nogle andre efter maden. I stuen fik vi en æbletoddy med lidt snacks (berlinere med bacon og løg vist).

En lille mosaik af indtryk, stuen var mørk og hyggelig mens spisesalen var noget lysere. Jeg tror dog at de dæmpede lyset i løbet af aftenen.

Spisesalen

Da folk var færdige med deres toddy blev alle vist ind i spisesalen. Salen var et langt rum, som bestod af to dele, spiseområde og køkken. Køkkenet bestod af kraftige, røde og rustiktudseende møbler. Jeg fik heldigvis plads så jeg kunne se ind i køkkenet og så derfor hvordan maden blev lavet. Ud fra det jeg så, kan jeg sige, at jeg efterhånden gør det hele på samme måde, ved at have forberedt alt inden.

Ved bordet var der dækket op med fire knive, gafler og glas. Jeg regnede derfor med at der i hvert fald ville være fem retter, for man må da få en ret der kræver ske. Det viste sig at der kom hele ni retter, fire forretter, to små hovedretter, en gang ost og to desserter baseret på samme indhold. Alle retter havde gode idéer og elementer; f.eks. friturestegt knækbrød, sovs på ristet kyllingeskind, wasabisovs, ristede solsikkekerner til mug ost og roesukkeris. Flere retter var lige i skabet, herunder især en ret bestående af røget ål og syltede løg, dækket af knoldselleriskum med knas af flæskesvær, røde bær og sårn, ovenpå. Desserterne var også dejlige sammensætninger af havtorn, gulerod, roesukkersirup. Hvis du er kommet hertil og har lyst til at se billeder, findes de flere HER!

Sprængt kalvebryst eller sårn - sprængt er det ihvertfald. Fint billede.

Toilettet

Toilettet var egentlig ikke så stort. Som min kæreste sagde, så virkede det som om der engang var ét lokum hvor man bare havde sat en skillevæg og et ekstra toilet ind. Man har opdaget dem større, og faktisk synes jeg at herrelokummet på Lord Nelson, som er MEGET lille, er større :)

Anbefalingen

Som andre synes jeg også at det er mærkeligt en avec til kaffen skal betales separat på stedet, når alt andet er betalt på forhånd. Hvis de bare smed en halvtredser oveni, ville man være over det problem.

Hele aftenen kan jeg ikke sætte noget på; det var en dejlig aften, hvor vi følte os godt behandlet. Som skrevet stod der glas parat til fire, men det blev til hele ni retter med forskellige vine, og det kan man på ingen måde klage over. Der var masser af gode detaljer i retterne, og den eneste jeg ikke syntes om var friturestegte rejer.  Prisen endte på 2700 i alt, hvilket er et meget fornuftigt leje for sådan en aften. Slutteligt vil jeg sige at 1.th helt klart er et besøg værd, og jeg håber at komme forbi igen en dag – måske en dag hvor vinbaren nedenunder også har åbent…

Da det var 91 år siden første pølsevogn kom på gaden den dag, var hot dog faktoren nødt til at være en. Dog skulle vi gå en halv time for at finde en åben pølsevogn – og han vidste ikke engang at de havde haft føsda… skuffende pølsemand.

En af de super gode desserter!

Sidder du tilbage med lysten til at læse andres oplevelser kan du finde dem her:

Spis det råt – nyt spisested helt uden kød…

Jeg må nok indrømme at jeg i denne beskrivelse er farvet af to ting. For det første bliver der ikke serveret kød, ikke lige noget jeg sympatiserer vildt med. For det andet kender jeg ham der har åbnet stedet og det kan være at jeg derfor er en smule mere positiv – men det vil jeg nu forsøge ikke at være.

Stedet

Spis det råt ligger lige på den anden side af søerne, Åboulevarden 32, og er absolut nyåbnet. Maden der bliver serveret efterlever raw food ”reglerne”. Ejeren, Hans, har valgt ikke at bruge ordet raw for ikke at blive fanget eller begrænset af dogmet. Selv om det er et sundt udgangspunkt bliver der serveret vin (et glas om dagen er vist super sundt). Da jeg spurgte omkring vinen fortalte Hans dog at den ikke kommer over et par og tredive grader under gæringen, så det er da i det mindste under 42 grader.

Nå, jeg var altså forbi i sidste uge, meget kort efter en stille åbning – jeg venter stadig på en reception eller åbningsdag :) Da en af mine venner, Andreas, havde tvunget mig til at træne den dag, valgte jeg at tage ham med for at smage på tingene. Det viste sig oven i købet at han så småt var begyndt rode med raw food opskrifter, så han var lidt mere inde i det end mig…

Maden

Nu er det jo maden det drejer sig om, så det følgende er hvad mig og Andreas syntes (jeg fik ham til maile mig sine meninger). Da vi kom fik vi en kort rundvisning og blev efterfølgende serveret hvad der skulle vise sig at være en voldsomt stor frokost. På hver vores tallerken var marinerede svampe og en squashsalat. Da vi fik præsenteret sqashsalaten, foreslog jeg kækt at cremen var guacamole – hvilket den ikke var, og efterfølgende holdt jeg min kæft :) Cremen var lavet af pinjekerner, cashewnødder, citronsaft og olivenolie, og det passede super godt med squashen. Både Hans og Andreas syntes at den manglede en smule salt, men det nåede jeg ikke lige at opdage for den smagte faenme godt og var væk inden de nåede at kommentere det. De marinerede svampe var ikke noget helt vildt, men Andreas syntes de var gode.

Vi fik to salater på fade, den ene en rødbede-pastaniak salat, som jeg ikke syntes der var så meget smag i  – Andreas foreslår også den burde vendes i noget med kant, eddike eller sårn – derfor vil jeg koncentrere mig og den anden som var vildt god. Den anden salat var en ”pasta” med pebersovs. Her blev jeg som med squash-salaten voldsomt overrasket over hvor god den var, og der var nærmest konkurrence om at få mest imellem mig og Andreas. Jeg kan ikke helt huske hvad pebersovsen bestod af, men vist nok peberfrugt og soltørrede tomater, lidt krydderier og noget olivenolie. Pastaen var lavet af squash og vistnok pastaniak – frugterne var lavet til pasta på en avanceret æbleskræller som lavede lange tynde strimler der ligefrem lignede spagetti.

Efter maden, hvor der var lagt en god bund, skulle vi lige smage de kager som var lavede. De havde selvfølgelig ikke været i ovnen, så det var spændende at smage. Den ene var en chokoladekage der var vildt tung – lidt a la min dødschokoladekage, bare sundere, hvis så meget frugt er sundt. Hvis jeg skal beskrive den kage billedeligt, så forestil dig en kage der er en centimeter høj, hvor et stykke på 3×5 cm nærmest får dig til at gå i gulvet :) Den anden kage er lidt svær for mig at beskrive men jeg synes den smagte meget af honning, Andreas gjorde ikke, men han syntes den var bedst fordi den ikke var så tung. Denne kage havde dog en god chokolade glasur, og jeg foreslår i den sammenhæng at man kombinerer de to kager, så man får den tunge chokoladekage uden bund, men med den bløde glasur som top i stedet, det vil være vildt.

Al vores mad blev selvfølgelig forfulgt af drikkevarer, som var lavet på meget pressede frugter. Nummer et og tre var meget lækre, men nummer forstod hverken Andreas eller mig. Den anden var der kommet noget tangpulver i, således at folk med raw-tendenser kan få deres protein, og det gav en smag som ikke passede mig helt – Andreas syntes den var tung. Den tredje var der noget i som mindede om karamel, vi fik ikke spurgt, men vi gætter på at det var dadel, måske en tørret en?

Hvad var resultatet af besøget så? – jo det er helt klart noget jeg gerne vil igen, men jeg vil dog aldrig give slip på mit kød. Selv om der ikke var kød i, manglede jeg ikke kødet i måltidet. Især ”pastaen” gjorde ønsket af kød nærmest ikke eksisterende da smagen var så fyldig. Squash-salaten gjorde det ikke ud for kød men den var et fantastisk tilbehør og noget som jeg gerne selv vil lave snart. Alt i alt var mit første besøg på en grøntsags/sundhedsbar en rigtig positiv overraskelse, og noget jeg helt klart gerne vil gøre igen…

Hotdogfaktor = 1. Dog skal det siges at jeg ikke havde behovet for mad, men en hotdog kan man altid spise.

Til slut, så håber jeg ikke det var alt for farvet :)