Champagnesmagning – Rosé

Sidste år blev der købt utrolig mange souvenirs i Champagne, og siden da er der drukket utroligt få af disse. Derfor havde jeg i lørdags et par stykker forbi til en lille rosé-smagning. Eftersom vi var så få, blev det til mad og champagne – men jeg vil nøjes med at beskrive gæsterne.

De to første gæster

Den første der ankom, var storebroderen Alain Lallement’s Cuvée Prestige. En frisk fyr, ikke rosé, der var behagelig at møde. Det var uventet, da jeg ikke havde set ham som et interessant møde. Hans deodorant var med en masse citrus i stedet for den gammelkendte og meget brugte æbleluft.

Hans lillesøster ankom lidt efter og havde medbragt lidt snacks, Alain Lallement’s Rosé. Hun havde ikke meget at byde ind med, ud over en svag duft af træ eller tønde. Det kan være hun havde været ude og hugge brænde. Kedelig var hun i hvert fald.

Et lille kig på bordet efter smagningen. Det hele foregik stille og roligt, så dugen er stadig tilnærmelsesvis hvid.

Et lille kig på bordet efter smagningen. Det hele foregik stille og roligt, så dugen er stadig tilnærmelsesvis hvid.

Resten af gæsterne

Da resten var kommet, satte vi os til bords for at få lidt at spise. Alain Lallement’s Rosé valgte at blive siddende på terrassen, da den åbenbart ikke var specielt selskabelig og overhovedet ikke gad at åbne sig for os andre.

Omkring bordet var vi nu: Tange-Gérard Cuvée de Assemblage, Tange-Gérard Rosé de Saignée, Fleury Rosé de Saignée, Drappier Rosé brut nature og Daniel Etienne Rosé.

Det var lillesøsteren, fra Tange-Gérard, Assemblagen, der præsenterede forretten. Havde jeg kun hørt hendes stemme, havde jeg nok ikke gættet rosé. Hendes stemme var blød og kornet. Behagelig at høre på men ikke noget der skilte sig ud, og hun forsvandt blandt de andre gæster.

Lillesøsteren blev fulgt op af sin storesøster, Tange-Gérard, Saignée’en. Hun var mere moden med en god, fyldig parfume, om end en smule metallisk. Lillesøster og storesøster mindede lidt om hinanden i og med at storesøsteren heller ikke gjorde et stort nummer ud af sig ved bordet. Dog fandt hun godt selskab hos en af de mandlige gæster som vi ikke kommer nærmere ind på.

For bordenden sad to tøser og talte godt sammen, begge lækre med rødt hår og fregner. Den af de to som talte mindst var Fleury Rosé. Hun kom med nogle friske, frejdige og krydrede kommentarer. Drappier Rosé talte mest, og det var gode historier om at plukke hindbær og andre røde bær i en frisk sommerbrise. Fleury talte indimellem med, men det var Drappier som var mest underholdende. Jeg var lidt småforelsket i Drappier, men kunne ikke lade være med at kigge mod Fleury indimellem.

Den sidste gæst ved bordet var lidt anderledes i sinde holdninger og sit udtryk Daniel Etienne Rosé. En tøs, men en drengetøs. Hun talte ikke om røde bær men mere om kød. Og når hun gjorde det havde hun et nærmest animalsk udtryk i ansigtet. For at være helt ærlig tror jeg ikke at hun var ægte rødhåret, men havde farvet det for at komme med. Hendes historier var dog underholdende og rare at lytte til efter de to andres sprudlende bærhistorier.

De bedste af de syv. Af os der drak var der delte meninger om hvilke der var bedst.

De bedste af de syv. Af os der drak var der delte meninger om hvilke der var bedst.

Maden

For lige at vende tilbage til maden, var menuen på:
Snacks: Sorte oliven, chips med rygeost og syltet skalotteløgsdip, toast med foie gras samt ananas og lakrids.
Forret: Agurkesuppe a la tzatziki, med agurkestykker og kammusling.
Hovedretter: 1: Ovnbagt torsk med kammusling og en variant af stuvet hvidkål (flødesovs og blancheret spidskål) – denne ret var nogenlunde til champagne, trods flødemængden.
2: Ovnbagt torsk med stegte kantareller og ærter med en ærtesovs.
Dessert: Rabarbercrumble med en rabarberflødeis.

Og hvor finder man så lige disse champagner?

Fleury her: http://esprit-du-vin.com/arkiv/Sortiment/SORTIMENT_2013.07.01_WEB.pdf

Tange-Gérard her: http://www.champagneselskabet.dk/index-filer/Page426.htm Tange-Gérard er et fransk-dansk par som laver champagne og Solveig skriver om processen på følgende gode blog: http://bobler.blogspot.dk/

Drappier her: http://www.philipsonwine.com/default.aspx?m=511&p=215&startaction=10&wt=CHAMPAGNE&ns=1&drp=2&lbl=1&g=5&gst=0&ly=1

Alain Lallement fås ikke i Danmark, men man kan bo hos dem. Læs her: http://www.champagne-alain-lallement.com/ElementsRubrique.aspx?SITE=ELALLE2&RUB=33&MP_SS_RUB=ELEM&MP_ELT=DETAI&PAGE=1&Lang=FR

Onsdagschampagnen der heldigvis kan købes i Danmark

Mens alle i andre brugte lørdag aften på gode alkoholiske drikke og godt selskab, sad jeg alene i Nordjylland og drak vand, som oven i købet smagte dårligt. Udover at se kedeligt tv, skrev jeg dog dette fantastiske indlæg om en dejlig champagne.

Champagnen stammer fra den sydligste del af champagneområdet, Aube, og kommer fra huset Fleury. Nogle mener at Aube ikke burde være en del af Champagne fordi de ligger så langt væk og har en anden jordbund. Lige meget hvad, synes jeg dog at de laver fantastiske champagner dernede. Kraftige og frugtige.
Fleury blev besøgt under ferien, flasken var et af souveniersne. Besøget er beskrevet her.

Champagnen i selskab med nogle fantastiske sorte oliven med sten der fås hos Søsterne Grene til 20 kr. Det er helt klart nogle af de bedste oliven der fås, medmindre du vil præsentere mig for nogle endnu bedre...

Huset er biodynamisk, noget i retning af økologisk blandet med hippietanker og troldom. For at være ekstra øko, har de udviklet deres egen gær ud fra forsøg med de forskellige gærsporer fundet på deres marker. Jeg ved ikke om man ville kunne smage forskel, men det skulle man tro, og der er i hvert fald masser af købere til deres gær.
Nå, champagnen jeg drak, var Fleur de l’Europe Brut. Den består af 90% pinot noir og 10 % chardonnay og har et sukkerindhold på ca. 5 g/L. En fjerdedel af champagnen har gennemgået førstegæring på egetræsfade, mens resten gærede i ståltanke e.l..

Men hvordan var oplevelsen? God, igen. Det kan selvfølgelig godt være at jeg var i champagnehumør, men jeg havde prøvet den tidligere og da var den også god. Duften var frisk med grønne æbler i starten men ændrede sig til hvid chokolade og støvede korn når den blev varmere. Smagen bevægede sig også fra syrlig og frisk imod det blødere. Alt i alt en rigtig dejlig champagne, der heldigvis kan fås i Danmark til 300,- flasken, her.

Tips, tricks og anbefalinger for en tur til Champagne

Her vil jeg dele de bedste ting du kan se, spise, gøre og opleve i Champagneområdet. Det hele er summen af min ferie, hvor jeg kom godt omkring i området og dermed fik en del erfaringer som jeg ihvertfald selv vil arbejde ud fra næste gang.

Alt for sen planlægning af huse der skal besøges i Reims. Dette skal ske og reserveres hjemmefra.

Sprog

Hvis du ikke kan fransk er det en god ide at lære bare lidt. Vi mødte meget få mennesker der kunne andet end fransk og få kunne højest en smule engelsk. Hvis du ikke kan fransk er en kuglepen og papir derfor en fordel da det så er muligt at ‘tegne og fortælle’

Overnatning

Det meste af turen sov vi på B&B’er, på nær i Reims, hvor vi boede på et motorvejshotel i udkanten af byen. Fordelene ved motorvejshotellet var billige priser, gratis parkering og okay værelse. Ulemperne var faktisk kun afstanden til de områder hvor der sker noget. Receptionen på vores hotel var hele tiden lukket, men det er nok ikke typisk. Hotels.comog lignende er en let måde at finde et sted at bo på, Google er heller ikke værst.

Ståltanke til førstegæring hos en af de vinbønder vi boede hos. B&B kan anbefales da man på denne måde kan bo hos en vinbonde, hvilket om muligt kan give fantastiske oplevelser.

B&B er en god måde at møde folk på, og der er mange vinbønder der også har et lille B&B – kaldet Chambre d’Hotes. På denne måde får du et sted at sove, morgenmad og ofte en rundvisning i deres kældre og produktionsfaciliteter. Vi boede på tre forskellige, og priserne lå mellem 75 og 85€ pr. nat. Ved hvert B&B var det fruen i huset der styrede det administrative mens manden lavede champagnen. Et kendetegn ved dem vi boede hos var, at alle var meget hjælpsomme.

Det gode hotel vi boede på i den hyggeligt middelalderby Les Riceys.

De steder vi boede var:

Daniel Etienne i Cumieres. Det er ca. 4 km fra Epernay centrum, og hvis du kan gider gå derind er det intet problem at drikke. Epernay er helt sikkert et godt sted at få smagt champagne og oplevet store huse.

Pierson Whitaker i Avize. Et dejligt sted der måske lukker snart, vi så ihvertfald at huset var til salg for ca. 1,1 mio €. Også en producent, men vi fik ikke set deres kældre da ‘det var et stort rod’. Avize ligger godt, midt i Cotes de Blancs (chardonnay-område). Både i Avize og byerne et par kilometer ved siden af (Cramant, Oger og Le Mesnil-sur-Oger), vrimler det med champagnehuse med åbne døre.

Alain Lallement i Verzy: Verzy var ikke nogen specielt interessant by for os, men vi var måske for tilbageholdende. Vi var dog forbi nogle huse og smagte nogle gode champagner. Også huset hvor vi boede lavede champagne, nok ikke den bedste kvalitet, men det er altid interessant at smage de forskellige. I Verzy fik vi dog den bedste champagneoplevelse, en tidlig aften i en baggård, siddende på druekasser omkring en vintønde hvor vi blev budt på alle mulige flasker, herunder også ratafia, en områdespecifik druelikør.

Hotel Le Marius i Les Riceys: Byen er en rigtig fin middelalderby. Selv om det er i bunden af Champagnedistriktet er her masser af champagnehuse. Byen har også sin egen udgave af Rosé vine som man også bør smage når man, forhåbentlig, tager dertil. Det er helt klart en by jeg skal forbi igen.

Gode muligheder for at finde B&B

http://www.ot-epernay.com/index.php/chambres-d-hotes er nok den bedste side jeg har fundet, her kan man også se hvorvidt dem man kan bo hos laver champagne eller ej.

For nogle år siden fandt jeg en .pdf der beskrev en masse forskellige B&B’er, herunder om de lavede champagne. Skriv til mig og jeg sender den til dig.Mange af dem er desværre lukkede, men det giver et godt overblik.

Le Jardin, et brasseri der hører til en Michelin-restaurant. Den ligger i Reims og kan helt klart anbefales.

Mad

Maden er et meget kort kapitel, for så speciel var den ikke. Men en baguette, pølser, rilettes og ost kan man få i de fleste byer, og så er der en god frokost. De har også en forret/dessert bestående af en halv cantaloupemelon med ratafia hældt over, den skal have lov til at trække og så smager det bare dejligt – ratafia er en druelikør lavet på druesaft blandet med sprit.
Husk at du ikke må gå forbi et konditori uden at købe en fin kage, de laver nogle fine nogen.

Restauranter

Hvis jeg lige skal anbefale et sted må det være Le Jardin i Reims, La Cave a Champagne i Epernay (de har en lille champagnemenu), Restaurant Le Mesnil i Le Mesnil-sur –Oger, La Table Champanoise i Beaumont-sur-Vesle og Le Caveau i Cumieres (pas på osten).

Cantaloupe melon med ratafia. Jeg fik det som forret her og som dessert et andet sted.

Besøg hos champagneproducenter

Hvis du vil besøge champagnehuse, er det, på trods af de åbne porte, en god ide at have planlagt lidt hjemmefra.  Selv hvis du vil besøge de store huse kan det være en fordel at have reserveret plads – vi kom f.eks. ik ind hos Ruinart fordi vi var for sent ude. Med en aftale er det mere behageligt bare at droppe forbi ude i landsbyerne.

Når man aftaler hjemmefra kan man nemmere få planlagt dagene og sikre at man får det bedste ud af besøgene. Vi havde f.eks. to super gode besøg hos de dansk-franske Tange-Gérard og Biodynamiske Fleury. Når man gerne vil besøge mindre champagnemagere er det dog tit afhængig om de har tid, så derfor er aftaler meget vigtige.

På tur i marken med Alain og danske Solveig fra huset Tange-Gérard. Deres champagner kan købes hos www.smallevine.dk

Hvis du vil besøge et interessant, og stort, champagnehus, kan Taittinger (Reims), Veuve Clicquot (Reims, dyrt) og Möet (Epernay) klart anbefales. Mercier er også et besøg værd, men det er mere som en tivolitur i forhold til de andre, hvor man går en tur i kældrene.

Af mindre steder er Fleury (Courteron), Tange-Gérard (Soulieres), Daniel Etienne (Cumieres) og Etienne Lefévre (Verzy) fine og kan anbefales.

Priser

På champagne varierer en del, afhængig af husene. Eksempelvis koster en Dom Perignon det samme hos Möet som i Danmark, og det er altså alt for meget. Samtidig kan man købe flasker hos andre producenter, især de mindre, til lidt over halvdelen af den danske pris. Derfor, når du rejser i champagne er det meget godt at have undersøgt priser de steder du besøger inden.

En gade der er et besøg værd i Epernay. Men husk at kende dine priser før du køber noget...

Rejsetidspunkt

Høsten ligger som regel omkring september. Sidste år var den sidst i august. I denne periode skal du ikke rejse, da alle har for travlt. Derudover foregår der i løbet af året en masse ting i marken. Juni, tror jeg, er den bedste måned, det er ihvertfald der er flest turister efter hvad jeg forstod.

Jeg håber at alt dette har givet et lille indblik, og hvis du har spørgsmål er du velkommen til at skrive. Ellers held og lykke hvis du tager derned, jeg håber du kan fransk!

God tur!

På tur i Champagne del VIII – Les Riceys og champagnehuset Fleury

Champagne er et af de, eller det, største vindistrikt i Frankrig. Alligevel er størstedelen beplantet af korn, majs og andre almindelige landbrugsprodukter. Hele distriktet virker også som om det er delt i to, delt af korn og manglende bakker. I den nordlige del ligger de alment accepterede områder, herunder Côte des Blancs, Vallée de la Marne og Montagne de Reims. I den helt sydlige del ligger Côte des Bar, og det var her turen gik hen for en enkelt nat.

Les Riceys

Hed byen vi skulle bo i, men vi fandt ud af det faktisk var to byer. Byen er en meget gammel, meget slidt, meget charmerende og meget hyggelig by, med meget lukkede skoder. Egentlig mindede byen om en tidligere velhavende by med masser af arbejde, men det har nok været nogle hundrede år siden. Stadig er byen helt sikkert et besøg værd, og da det jo er i champagne er der også flere producenter.

Sort og hvid passer godt til Les Riceys. De lukkede skoder er generelt for byen, men hvor der er champagnehuse er der åbne porte...

 

Champagne Morel

Var det eneste hus vi besøgte i Les Riceys, tiden var ikke til meget mere og vi ville gerne se lidt af byen også. Morel-huset var blevet anbefalet af Laurent Bouy (del V) da han fandt ud af vi også sQ sydpå. Her blev det forklaret vha. en tegning af en kirke, en vej og et X… hvad mere skal man bruge? Igen var det et champagnehus hvor vi ligesågodt kunne have prøvet at tale mongolsk istedet for engelsk eller tysk, for det var kun fransk der virkede. Alligevel fik vi da lidt ud af besøget, og der blev forsøgt på en masse kommunikation. Vi smagte både husets champagner og deres variant på den lokale appelation af rosévin. Vi smagte to årgange lavet på pinot noir. Den ældste var blevet kraftigere og var en rigtig god rosé der passede kanon til mad.

Det ser ikke stejlt ud, men det er meget stejlt, men Golfen klarede det uden problemer. Bremserne blev dog lidt varme ved nedturen. Vi blev anbefalet at køre op i vinmarkerne og spise frokost.

Fleury, et biodynamisk champagnehus

På vej til byen Les Riceys var vi forbi Fleury. Katrinen og mig var i Paris for et par år siden. Her ledte jeg som altid efter champagne og i en mindre pæn gade (Skelbækgade bare med flere butikker) fandt vi en champagnebar. Denne var ejet af en i familien Fleury, og vi smagte deres champagner for første gang. Siden er deres forskellige champagner blevet smagt mange gange da jeg synes de er rigtig dejlige og kraftige.

Jean-Sébastien ved siden af tønder med vin der engang bliver til Robert Fleury champagne. Tønderne er brugt på forhånd og bliver brugt i, op til,15 år efterfølgende

Jeg havde for engangs skyld lavet en aftale på forhånd, og vi fik derfor en rundvisning på deres produktionsområde og i deres kælder (denne gang en kælder lavet af beton og ikke udgravet i kalken). Fleury er halvstore og får druer fra flere bønder i området. Druerne er ikke kun chadonnay, pinot noir og meunier men også pinot blanc og nogle andre af de mindre brugte druer. Jean-Sébastien, der viste os rundt står i dag for produktionen. Vi talte især om deres luksuscuvée Robert Fleury, om den gær de har været med til at udvikle, om den gæring i egetræstønder meget af deres vin gennemgår og lidt om den biodynamiske tankegang hvor man tager hensyn til stjerner og alt muligt andet under produktionen. Alt i alt var det et rigtig godt besøg, og det kan anbefales. Det eneste jeg er ked af, er at jeg ikke fik købt en flaske fra 1995 og ikke havde en diktafon med mig.

Fire forskellige Fleury-champagner. For første gang fik vi flere glas, så vi kunne smage dem op imod hinanden. Roséen udviklede sig helt fantastisk og tre flasker røg med videre :)

Hotel og restaurant Le Marius

I Les Riceys boede og spiste vi på Le Marius. Et super dejligt sted til trods for at engelsk heller ikke virkede der. Stedet fungerer både som hotel, restaurant og bar og virker som om det holder liv i byen. Værelserne var store og lækre og kostede 80€ pr. nat for de “små”. Morgenmaden kostede 10€ pr. person og var en kende dyr i forhold til de andre steder.

Hotellet, et ganske hyggeligt sted!

Årets fem bedste champagner plus gratis champagnesmagning-i-dag-tips

Som alle andre laver jeg også lige en kort opsamling på året. Men det er ikke nogen om tanker, blot et par champagneanbefalinger baseret på den latterlige mængde der er drukket i løbet af året. De fleste af champagnerne er prøvet til smagninger, hvor de har fået tid til at ilte, hvilket har udviklet flere af dem utroligt meget. Og nu starter det i vilkårlig rækkefølge:

Fleury, Fleur de l’Europe fra www.esprit-du-vin.dk

Degorgeret 10 2010. Friskere en BdN. Behagelig lugt, lidt som BdB. Et lækkert glas!

Philipponat 2004 fra Løgismose

Lige fra starten lugtede denne champagne rigtig dejligt og jo længere den var i glasset jo mere udviklede den sig. Jeg var godt nok forkølet, men dette glas blev ved med at være godt, og jeg ville ved køb ligefrem overveje at dekantere den så den kunne få ilt til at udvikle sig. For satan et lækkert glas, smagen var fed, kraftig, blød og cremet med stærke af toner af karamel og vanilie… Mmmm!

Mandois, Cuvée Victor 2002 fra Theis vine og den kan smages i dag (på tilbud til 400,- Lidt dyrt)

En rigtig lækker champagne, og noget jeg gerne vil smage igen… Jeg tror måske det er den bedste indtil videre i år (2011 06).

Möet Chandon, Vintage 2000. Årgang 2002 kan købes hos Suenson vin for 400,-

Lækker eftersmag, vanilie. Grønlig i farven. Spids. Jeg har efterfølgende købt vintage 2002 i håb om de er lige så gode. Hvad jeg ikke tvivler på.

Thienot Brut fra Theis Vine (måske udgået af sortiment)

En super champagne, god til begyndere. Jeg drak den efter hjemkomst fra togt hvor man ikke må drikke, og den var mild og god. En flaske der helt sikkert skal smages igen! – jeg er lidt i tvivl om hvordan den er nu hvor jeg har drukket andre siden hjemkomst, men den er stadig god.

Rose

Fleury, Rosé de Saignée, 2005 fra www.esprit-du-vin.dk

Noter: God champagne, smagningens bedste. Den vil være god til mad da den er ret kraftig. Den smagte lidt i retning af en tidligere omtalt Chateauneuf fra Philipson med god lakridssmag og røde bær. Meget flot rød farve.

Et par tips omkring smagninger

Inden dette slutter helt, så har jeg lige et par tip til gratis champagnesmagning i dag:

Theis Vine fra 15 til 17, link: http://www.theis-vine.dk/gratis-nytaarssmagning-i-bredgade-fredag

Suenson vin fra 9.30 til 18, link: http://www.suenson.dk/article.asp?newsid=72&ref=frontbanner

Ses vi? – ellers godt nytår!

Champagnesmagning – de søde og de gode, del to.

Nogle siger at søde champagner giver svagere lugt og smagsindtryk. Men om det, eller den store mængde indtagede champagne var skyld i de få kommentarer, ved jeg ikke. En ting er sikkert; det blev for sødt. Det blev til fire søde, hvor den første var et Tjekkisk indslag, Bohemia Sekt Demi Sec fra www.tjekvinimport.dk. Det er den dejlig gang bobler, som er let at drikke. Umiddelbart virkede den rigtig fin, men da vi smagte den over for de andre søde champagner stod det klart at det var et andet og mindre gennemført produkt. Til en pris af 75 kr. eller lignende er det dog et fornuftigt produkt.

De tre søde champagner, i rækkefølge fra højre.

Sukkerindholdet i champagne er bestemmende for hvad produktet må hedde. Ligger det fra nul til syv/otte procent pr. liter er det extra brut eller brut nature. Mellem syv og femten er det den almindelige brut som man oftest finder i butikkerne. Herefter kommer de søde og meget søde. Fra 15 til 30 er det sec, fra 30 til 60 er det demi sec og fra 60 opefter er det den meget søde doux. Vi smagte to demi sec og to doux. ’Den Gule Enke’, der desværre var propsyg, havde 28 g sukker pr. liter og var derned sec, men den fik vi jo ikke rigtig glæde af. Pleonasme? – Jeg tror det ikke.

Bohemiaen blev efterfulgt af en Fleury Demi Sec fra www.esprit-du-vin.dk. Det var vist en ok champagne, men den gav ikke anledning til de store oplevelser. Det folk smagte var følgende: Banan, lidt prop. Mango, granatæble, tørret frugt og figen. Blid lime. Med denne flaske smagte vi dog forskellen mellem champagne og et billigere produkt, og den var stor. Champagnen var langt mere afrundet, stilren og mild i sit udtryk.

De tre mildeste 'brut' champagner. Til højre ser man den champagne der passede bedst med kransekage af alle de tørre.

Næste champagne havde omkring dobbelt så meget sukker i, nemlig ca. 50 g/L. Dette var en M. Brugnon Doux fra www.juuls.dk. En så sød champagne er ikke noget som huset normalt ville lave. Den er derimod bestilt efter Juuls vines forventning om at danskere er utrolig glade for søde ting, hvilket vel passer meget fint. Champagnen bød på masser af æbleduft, såsom friske røde æbler, rådne æbler og discoveryæbler. En har ligefrem skrevet, at den var god til kransekage.

Smagningens sidste flaske var endnu en doux, men en flaske Fleury fra 1995 også fra www.esprit-du-vin.dk. Hvis jeg husker nogenlunde rigtigt hæmmer gærrester, kulde og sukkerindhold forældelse af champagne. Ud fra dette var jeg meget nysgerrig for hvordan vinen havde udviklet sig. Den havde imidlertid udviklet sig en masse og mindede om en champagne fra 1982 jeg engang havde smagt. Det var dog ikke en udvikling til det dårlige, og champagnen havde noter af honning, toast, rosin, blomme og sirup. Den var både god og blid, og den bedste af de søde.

De bedste og dyreste tørre. Vinderen blandt disse (til prisen), var Henri Goutorbe der får hos Handy vine.

Søde champagner og tørre champager?

Til at starte med ved smagningen, forventede flere af os at de søde champagner ville være optimale til kransekage. Vi fik dog åbnet øjnene en smule, idet vi fandt ud af de første tørre champagner, der var friske og lidt syrerige, gik godt sammen med kagen. De meget søde champagner gik derimod hen og blev for søde, så selv om de var gode, var det nærmest vammelt til sidst.

Som jeg skrev i første indlæg overvejede jeg kraftigt at bruge De Vallois Brut til kransekagen nytårsaften, og det er stadig på overvejelsesstadiet. Jeg er dog pt. lidt i tvivl om hvordan den virker efter man har spist en masse mad og en masse dessert – for på det tidspunkt har man fået en masse sødt, og så kan det være den er alt for sur. Umiddelbart har de dog også en god, sød og billig champagne i IRMA, Louis Launois Demi Sec, til 150 kr., den kan være et alternativ.

Lige meget hvad, lad være med at drikke de dyre champagner kl. 24. Dine smagsløg er færdige efter en hel aften med en masse mad, så det er spild af penge.

Til smagningen var der vin fra: www.esprit-du-vin.dk, Handy Vine, www.juuls.dk og www.sydfranskevine.dk

En kort gennemgang af en rosé-champagnesmagning på NIMB

Det følgende vil kort byde på nogle af mine smagenoter fra en smagning på NIMB, der næsten udelukkende bød på rosé champagner. Vinene kom som de andre gange fra L’esprit du Vin. Rosé er på ingen måde min ynglings, og jeg synes ofte at det er ret overdrevet. Alligevel trak det lidt i mig da der kom en smagning, for hvad nu hvis der var en god?! – Ud fra smagningen har jeg da også fundet en ynglings, men det kommer.

Inden jeg kommer til roséerne tar’ jeg lige velkomstchampagnen. Denne var, inden da, ingen favorit men denne flaske havde en forskel i forhold til dem man normalt smager. Champagnen havde fået lov til at ligge nogle år inden åbning. Den var lidt gammel i lugten og havde korn i smagen. Flasken var en Veuve Clicquot brut, non vintage og degorgeret i 2008.

Lige et par roséer med lidt farveforskel. Forskellen imellem farven på rosé champagne kanv være kæmpe, fra meget gullig og svagt rød til mild rødvinsrød.

Og nu til roséerne; der var seks forskellige men det er altså ikke alle der får så meget plads her. Den første vi fik, var samme hus som velkomstchampagnen, nemlig Veuve Clicqout bedre kendt som den gule enke. Jeg har fået den før fra en magnum hvor den var god, men denne gang skuffede den desværre ved at være meget neutral.

De Sousa, et hus som jeg ikke har de bedste erfaringer med, overraskede i denne smagning. Deres rosé, som var utrolig lys, bød på en smag af noget godt fra køkkenet, karamel, balsamico og lakrids. Flasken var degorgeret i 2010, så det var en ung flaske.

Lidt om at lave rosé

Der findes en to-tre forskellige metoder at lave rosé på. Den ene, som man godt kunne opfatte som fuskeragtig, laves ved at man blander rødvin i den normale vin inden anden-gæringen (der hvor boblerne kommer). Ved den anden metode, kaldet Saignée, kommer farven fra de røde drueskaller. Før druerne bliver presset mekanisk får de lov til at ’bløde’, altså presse sig selv ved egen vægt, og det er denne væske der bliver til ’Rosé de Saignée’.

En lille mosaik af indtryk fra aftenen på NIMB.

 

Sidste metode der minder meget om nummer to, består i at lade de røde drueskaller ligge sammen med presset i kort tid. På denne måde bliver farven også trukket lidt ud af skallerne og man ender med en rosé. Selv om der er flere metoder er der ikke nogen garanti for den ene er bedre end den anden. Min favorit ved smagningen var på saignée-metoden, men min nummer to (De Sousa) var lavet ved at blande rød- og hvidvin.

Smagningens bedste var en Fleury rosé fra år 2005, degorgeret i 2010. Den var kamprød, og lige det jeg vil have fra en rosé. Det var en god og kraftig champagne, med frugt, lakrids og i det hele taget mindede den lidt om en Chateauneuf du Pape jeg tidligere har smagt. Det var helt klart en champagne som ville klare sig godt i selskab med mad. Inden vi fik dette glas smagte vi samme hus, bare i en lidt yngre udgave. Her var der en klar forskel på årgangene, og det var klart den gamle som var bedst.

Det afsluttende glas, som lige må komme med, var fra huset Henri Giraud. Denne smagte af rødbede i første mundfuld og var ellers jordet og frugtig i smagen. Det var første gang jeg har smagt rødbede i champagne.

Dette var så afslutningen, men inden jeg stopper helt kan jeg informere om, at jeg laver en oversigt over de bedste champagner året har budt på. Så er der noget at gå efter til nytår.

Copenhagen Wine Forum, del 1. Champagnesmagningen.

Det hænder at jeg bliver en smule ebrieret når jeg er på messe. Helt uden det er min skyld, skylden ligger derimod på de folk der står i boderne og insisterer på at jeg starter fra den ene ende og derfra smager sig igennem alt hvad de tilbyder. Lørdag var jeg på Copenhagen Wine Forum og jeg endte som andre gange temmelig ebrieret. Den snu læser burde nu have regnet ud at ebrieret er et lægeterm for at være fuld.

Og så går vi igang. Første champagne en Fleury Brut Nature og ikke min ynglings den dag.

Beskrivelsen af messen må hellere blive delt op i to, da jeg, i løbet af messen, var til champagnesmagning. Og netop champagnesmagningen vil jeg starte med. Den blev holdt i l’Esprit du Vins bod, en gangske fin vinbutik, i samarbejde med klubvin.dk. Den, som har læst bloggen før vil nok genkende Jørgen, der står bag l’Esprit du Vin og champagnesmagningerne i NIMBs vinklub.

Anden vin er bedre og en jeg ofte drikker. Fleury, 100 % Pinot Noir i Brut.

Jørgen, der var i skarp konkurrence med støjen fra messen fortalte at vi skulle igennem en ni forskellige, og så kan man jo ikke andet end være glad. I forhold til NIMB-smagningerne var portionerne mindre, meeen til halv pris og med masser af andre vine som skulle smages gjorde det intet.

Fjerde champagne syntes jeg var meget sur. En Launois Blanc de Blanc.

De to bedste vine var henholdsvis en ’Launois pere et fils, Special Club, 2002’ Og ’Jacques Selosse Initial’. Selossen var en blanc de blanc, lavet på champagner fra en masse årgange – alle årgange fra 1985 mener jeg. Den var degorgeret i december 2010 og burde måske have ligget længere inden smagningen. Dog smagte den rigtig godt, og det var første gang jeg kunne smage ferskner klart og tydeligt – rigtig lækkert.

Snyderen, og en god en af slagsen. Cremant de Bourgogne

Launois’en som var en Special Club og dermed en pendant til større huses cuvée de prestige – det bedste. Var også rigtig dejlig og en som man meget gerne vil drikke mere af. Den havde en blød og lækker lugt, med en smule toast i lugten.

Af gengangere var der bl.a. huset De Sousa, et hus jeg normalt ikke er tosset med. Det var ikke rigtig et glædeligt gensyn med dem, da de ikke rigtig har overrasket positivt. Den ene, De Sousa Brut Reserve, overraskede dog positivt. Det var en blanc de blanc, altså kun chardonnay, og den var degorgeret i december 2010. Den blev serveret efter en Launois blanc de blanc, som jeg slet ikke har taget nogen notater af, så den har nok ikke sagt mig det store :)

Manden bag smagningen, Jørgen Krüff - jeg håber det er stavet rigtigt.

Vi smagte også to champagner fra det biodynamiske hus Fleury. Den første var Fleur de l’Europe brut nature. Smagen var fyldt med friske grønne æbler. Lugten var i retning af æbler som er faldet fra stammen og er begyndt at smårådne. Derudover var den i kraft af syren og boblerne meget cremet i ganen.

Den anden fra Fleury var en almindelig brut og dermed lidt sødere. Det var en blanc de noir, hvilket vil sige at den er lavet på mørke druer. Efter den første var den nærmest slikagtig, og det er da også en champagne jeg er meget glad for.

Michael og mig syntes begge rigtig godt om denne champagne, og den var sammen med Selosse min ynglings på dagen.

Af de første fire vi fik serveret, var den ene blind. Da der blev stemt om hvilken var bedst af de fire, gik en hel del stemmer, inklusive min, til den ukendte. Det viste sig at det ikke var en champagne men en cremant de Burgogne kaldet La Grande Chaume, prestige brut. Jeg syntes den var endnu sødere end Fleurys Blanc de Noir.

Nu da jeg er ved at være igennem champagnerne har jeg et spørgsmål som jeg aldrig fik svar på ved smagningen. Det drejer sig om Fleurys Blanc de Noir. På flasken stod:

L4590 . HT03

13/01/11 02.09.10

Jeg ved at 13/01/11 er degorgeringstidspunktet, men resten er jeg ikke rigtig klar over.

Det var så rækken af smagte champagner. Hånden er ved at tage fat i den eneste 'ikkechampagne'.

Sommerens champagnesmagninger, årgang 2000 og De Sousa.

Hver måned bliver der holdt en mindre champagnesmagning på NIMB, og det er de to sidste jeg vil komme ind på. Den første var en blindsmagning af 6 flasker fra år 2000 og den anden var udelukkende med huset De Sousa. Inden jeg går i gang, så vil jeg bede om brød næste gang – det kom nemlig ikke, men er altid en rar ting at have…

Som sagt var den første smagning blind. Her fik vi glassene et af gangen imens Jørgen Krüff, bagmanden om man vil, fyldte tiden ud med masser af snak om champagne, både generelt og mere specielt omkring visse huse – især Selosse, som lader til at være meget godt og jeg skal nok få det smagt.

Jeg har ikke lige tage billeder under smagningen, men her er et par dejlige glas

Det viste sig at champagnerne kom i par, således at de to første flasker begge var Fleury, den ene ekstra brut og den anden almindelig brut kaldet Millesime Robert Fleurie (og nu er jeg i tvivl om det er –y eller –ie der er enden). Jeg syntes helt klart den sidste var bedst. Den vil sikkert være godt til mad, Jørgen sagde vildt, og havde masser smag af bær, brød, røde druer og vanilie.
Næste to flasker kom fra huset Charlemagne. Den første, Grand Cru Blanc de Blanc, havde druer fra områderne Mesnil og Oger, mens den sidste, Millesime 2000, kun havde fra Mesnil. Millesime er den bedste champagne huset vil lave fra en årgang. Katrinen syntes at den første af de to, Grand Cru’en, lugtede af Riesling og dermed også ville være dejlig til ting fra havet. Jeg var ikke den store fan af de to flasker, men har dog haft en rigtig god smagsoplevelse med det hus i Paris, men der var også mad til champagnen.
5’eren var en Marguet 2000 Millesime som ikke vækkede de store følelser. Smagen var frisk med ananas og lugten var meget syrlig.

Hvor nummer fem ikke gjorde noget stort indtryk var nummer seks ganske anderledes. Det var en Möet Vintage 2000. Der var en lækker eftersmag med masser af vanilie. Jeg har faktisk ikke lavet de store noter, men den er røget ind på min top fem.

Det var så første smagning og anden smagning af huset De Sousa kan gøres en del kortere. Det var helt sikkert ikke noget i retning af mit ynglingshus, og det var kun to ud af fem flasker jeg syntes der var noget ved. Selv om champagnen ikke var så interessant for mig, brugte Jørgen, som altid, en masse tid på at fortælle om champagne, champagne og mere champagne, hvilket altid er interessant.

Søren Frank dukkede også op til smagningen med temmelig god smagning. Søren kom nemlig da alle de forskellige glas var skænket, og kunne på den måde komme hurtigt igennem smagningen med sin ven Jørgen ved sin side. På den måde kunne Søren også hurtigt få en lille brandert mens vores ikke rigtig kom frem fordi smagningen tog vældig lang tid.

De to bedste fra De Sousa som var Cuvée des Caudalies Vieilles Vignes og Cuvée des Caudalies Millesime 2004. Jeg syntes Vieilles Vignes var bedst, men de fleste andre omkring bordet var mest til Millesime 2004.

VV’eren smagte kraftigt og af vanilie. Den er blandet af årgange fra 1995 til 2004, og har ligget minimum 48 måneder på fad. Millesime havde mere syre men alligevel var første smagsindtryk smør.

En lille sidenote til huset De Sousa, så er det et biodynamisk hus (Rudolf Steiner tilgang til produktion, sol måne, ræve og stjerner).  De Sousa vælger at lade være med at filtrere vinen, således at der bliver trukket endnu mere smag fra de små rester der findes i vinen. Dette er måske grunden til at jeg syntes de gamle De Sousa’er var klart bedst, her havde vinen nemlig fået lov til at udvikle sig ordentligt.

Sommeren er heldigvis ikke slut endnu, så jeg har endnu en smagning på NIMB og en smagning gennem en Facebookgruppe kaldet Champagnesmagning. Mit internet er nede, så i skrivende stund kan jeg ikke fortælle hvilke champagner det kommer til at dreje sig om, men prisen er i hvert fald 450,-