Romariz 1834 colheita portvin

En kammerat og jeg har, siden vi drak en portvin fra 1900, haft et mål om at bryde grænsen til 1800-tallet. I starten af året fik jeg fat i en tudsegammel portvin, en Romariz 1834, og i fredags prøvede vi den. I det følgende vil jeg gennemgå nogle tanker omkring en så gammel vin og derefter give mine smagenoter.

Hvad jeg tror jeg ved om flasken

Først og fremmest står der klart og tydeligt på flasken at Romariz-selskabet er grundlagt i 1850. Det er dog ikke uhørt at forskellige portvinshuse køber gamle piber (tønder) portvin fra andre og dette må man gå ud fra også er sket i dette tilfælde. Historien omkring flasken har været godt og vel umulig at finde. Noget kan dog aflæses. På seglet står I.V.P, forkortelsen for portvinsinstituttet der godkender portvine. Dette blev oprettet i 1933, så portvinen må være flasket efter 1933. Dermed er det i hvert fald en colheita. Etiketten passer vist meget godt til tidsperioden, men det er bare noget jeg synes.flasken

Historik siden flaskning

Hvor man kan gå ud fra at det var okay portvin der blev hældt på flasken, er det straks en helt anden sag med hvordan vinen har været opbevaret igennem tiden. Siden 1834 er der jo sket en del, og siden 1933 er der også sket en del, så hvad er flaskens historik. Ja, jeg aner det ikke, men man må jo tage chancer indimellem. Grunden til at flaskens historik er vigtig, har meget at gøre med hvorvidt den er ”død” eller ej. Det er jo forfærdeligt at åbne en flaske vin og finde ud af at indholdet er udrikkeligt.flasken2

Forfalskning?

Der har været en del fortællinger om vinfalsknere og med en ukendt historie, er denne flaske så en af dem? Flasken havde et segl med serienummer fra Portvinsinstituttet (I.V.P), det er rimelig lovende – i skrivende stund venter jeg på svar fra portvinsinstituttet angående serienummeret. Proppen så ikke ud til at have været rodet med og den ser meget gammel og indtørret ud. Flaskens støbning ser gammel ud. Der var dog noget ved forseglingen som var interessant. Da jeg søgte information om flasken fandt jeg billeder af andre flasker og på en af dem var der skrevet Romariz på forseglingen, det var der ikke på den vi drak. Den anden flaske havde dog mistet delen af seglet med serienummer.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Smagning

Til smagningen prøvede jeg at bruge et smageskema jeg har fra kurset WSET Level 2. Du kan finde det HER.

Udseende:      Klarhed: klar
Intensitet: medium
Farve: kobber til korn til tawnygrøn

Lugt:                Ren, dog med noget metallisk
Intensitet: medium
Aromaer: Noget metallisk, karamel, dadler, rosiner, tropisk frugt, let ristet                             hasselnød, eg/tønde, kokos, honning, romkugle, jordbærkerne…

Smag:             Sødme: Sød men med en udtørrende finish
Syre: medium
Tannin: lav (det udtørrende kunne være noget tanninagtigt)
Krop: medium til lang. Den blev faktisk i munden i et stykke tid, men det                              samlede indtryk var ikke specielt kraftigt.
Smagskarakteristikker: karamel, dadel, metallisk, udtørrende, kul,

Konklusion:    fejl – dårlig – acceptabel – god – meget god – fantastisk
Alene alderen gør det til en meget speciel oplevelse at drikke denne vin,                               men indholdet skal også tages i betragtning. Vinen var mild men fyldig og                             havde et halvlangt finish. Det virkede som om at portvinens smag havde                             peaket og nu var på retur, men med 181 år på bagen er det vist okay. På                             trods af at vinen nok havde set bedre dage var det en vældig god portvin                             som jeg meget gerne vil have smagt op mod nogle andre gode tawnyer.

Vinen blev købt af Peter Skov fra http://www.passtheport.dk/WIN_20160107_21_38_05_Pro - Kopi

Dessert på knoldselleri, resultatet fra en forretsaften

Lørdag aften var vi en del venner som mødtes til lidt madkonkurrence. Det drejede sig om en forretsaften hvor hver deltager skulle have en ret med. Temaet for denne aften var vinter og hver ret skulle på en eller anden måde indeholde knoldselleri. Samtidig skulle retten suppleres med en passende drikkelse.

Selv om det var en forretsaften, tænkte jeg at det ville være sjovere, og meget mere udfordrende, at lave en dessert. Det er jo ikke altid man bruger noget fra det salte køkken i det søde køkken.

Som det lidt kan ses er desserten serveret i et syltetøjsglas. I bunden er der æble-selleritern og hvid chokoladeknas. Oven på dette er en klump selleri-æble-rosin-is med en sellerichips på. I låget er der et stykke sellerikage, sat fast med karamel så det ikke faldt af.

 

Min ret tog udgangspunkt i en gulerodskage (find opskrift her, under kager; byt gulerod ud med 600 g knoldselleri), hvor jeg byttede gulerod med knoldselleri. Dette smagte ganske fint, og den ret kraftige sellerismag blev rimelig afdæmpet, om end at kagen lugtede lidt anderledes. Jeg bagte en lille version af kagen i starten af ugen, så jeg kunne finde noget at drikke der passede samt finde flere elementer.

Af andre elementer var en is lavet på 200 g knoldselleri, ¾ æble, en håndfuld rosiner, 75 g brun farin, samt tre blade husblas. Hertil var en passende mængde vand, hvori det hele blev kogt, og derefter blendet, sammen. Jeg endte med at have 7 dl isblanding, hvilket passer til min simple ismaskine.

Der var også en chips lavet på sødet selleri. Først var det blancheret, dernæst vakuumpakket med sukker og til sidst bagt/tørret i ovn. Vakuumpakning gjorde jeg fordi jeg tidligere har hørt at cellerne i planten bliver ”åbnet” og derfor har nemmere ved at optage eksempelvis sukker.

For at isen ikke skulle smelte havde jeg lavet selleri og æbletern der fik lov at trække i brun farin. Den brune farin skulle som i isen, dæmpe den kraftige sellerismag. Disse tern blev lagt i bunden sammen med noget hvid chokoladeknas – 150 g sukker og 75 g vand koges op til 150 grader og hældes over 100 g smeltet hvid chokolade. Jeg prøvede at komme whiskey i vandet, men det lavede ballade, så lad være med at komme andet end vand i.

Til desserten serverede jeg en 1996 Colheita fra Burmester fra Philipsonwine. Den var lidt sprittet, men dette kan også være pga. de store rødvinsglas vi drak den af – en større overflade giver jo større fordampning – så næste gang bliver det mindre glas. Jeg valgte colheita ud fra kagens smag og da dette valg var taget måtte jeg tilpasse resten lidt; derfor rosiner i isen og brun farin på ternene.

Hvis du ønsker at se billeder af de andres retter, finder du dem – desværre uden opskrifter – her: http://signenagly.typepad.com/signe-nagly/2012/01/knold-og-tot.html