Madaften i Michaels nye køkken II, confit de canard med løgconsomme

Første opskrift jeg vil smide op er min egen ret. Retten består af to elementer, nemlig en kugle confit de canard (andelår kogt møre i andefedt) der er friteret i olie, og så løgconsomme, eller bare løgsuppe.

Kugle af confit de canard (alt kan laves dagen før)

Til seks kugler bruges: 2 confiterede andelår, et par små kartofler, 3 skalotteløg og krydderier, såsom salt, rosmarin, timian og hvad du ellers synes smager godt til confit. Olie.

Kartoflerne er med som bindemiddel, og skal først skrælles og derefter koges uden salt. De blendes/moses og blandes så med kødet fra andelårene som du har varmet langsomt på en pande inden. Løgene steges blanke i lidt smør og blandes sammen med krydderier i ande-kartoffelblandingen. Sørg for at smage det til, så det smager af noget (det fik jeg ikke gjort).

Nu kommes det hele i en plastikform (hvis du har en), og smides i fryseren natten over. Dagen efter vendes de frosne kugler i æg, mel og rasp (istedet for rasp kan man bruge nogle asiatiske små brødflager, men jeg kan desværre ikke huske hvad de hedder). Vend/tril kuglerne i blandingen to gange. Nu kan de så kommes i olien som skal være varmet til ca. 160 grader. Præfriter dem til de har en fin farve, men pas på, de kan revne.

Ved servering friteres kuglerne igen så de bliver dejligt varme. Man kan også bare smide dem i ovnen hvis man alligevel har gang i den… Hvis du ikke har en form, kan du vist trille massen til kugler når den er kølet af og derefter smide den i fryseren.

Løgconsomme eller løgsuppe

Løgconsommen, som også bare kan kaldes suppe eller bouillon er oprindelig lånt fra NOMAs nye bog, men ændret en smule. Jeg brugte 2,5 kg løg, blandet af 40% almindelige løg, 40% rødløg og 20% skalotteløg. Løgene blev skrællet, skåret i halve og smidt i en gryde. Over dem blev hældt 1,25 liter tynd hønsefond og 1,25 liter vand. De skal derefter stå i ovnen i 30 timer ved 90 grader. SØRG FOR AT GRYDEN ER LUKKET HELT! TÆT, evt. med folie, således at det hele ikke bare damper af. Efter de 30 timer koges væsken ind til det halve, filtreres igennem et viskestykke og køles af. Til sidst hældes tre æggehvider i, og med let omrøring i starten varmes suppen. Når den har kogt lidt og der er kommet en stor klam kage på toppen filtreres suppen igen (uden tvang). Nu har du så en lækker klar suppe som kan varmes når den skal bruges.

For at få kuglen til at ligge stille serverede jeg den på syltede rødløg der laves ved at skære løgene i skiver og derefter koge dem i kort tid i en blanding af 50% vand, 25% eddike og 25% sukker, og derefter lade dem trække heri.
Rundt om kuglerne havde jeg hældt karseolie som laves ved at blende karse sammen med solsikkeolie, lade det stå natten over og filtrere planterester fra dagen efter.

Til denne ret fik vi Champagne Diebolt Valois fra 1983, der passede super med den meget sherry, rådne og gamle smag den havde. Det er dog en MEGET speciel champagne, og vil ikke være god til almindelig druk…

4 tanker om "Madaften i Michaels nye køkken II, confit de canard med løgconsomme"

  1. Pingback: Madaften i Michaels nye køkken II, confit de canard med løgconsomme | Madbevægelsen -- danske madblogs

  2. Hej – meget spændende ret.

    Jeg undre mig dog over hvordan du har fået kuglerne runde, ved at anvende en form til halvkugler.

    Har du lagt to halvkugler sammen, trillet halvkuglen til sidst eller noget helt tredje? 🙂

    vh

  3. En SUPER spændende ret, som jeg vil prøve at lave ved FØRSTE mulighed.
    Er vild med kombinationen med kuglen og suppen, og drømmer om hvordan det vil føles i munden med to SÅ forskellige konsistenser.
    Dog tænker jeg straks at trøffel (eller til nød trøffelolie) ville pifte farsen ekstra op, eller et par dråber i suppen.
    Og det Japanske “rasp” heder Panco og ville havde givet en overflade med yderligere sprød og ujævn tekstur.
    Tak for endnu en blæret ret.

    • Hej Jacob
      Tak for det. Jeg har sidenhen prøvet hvor jeg simpelthen bare trillede kuglerne i hånden. Det blev et næsten lige så rundt og pænt resultat.

      Sørg for at smag confitten til inden du laver kuglerne, for kartoflen giver et øget behov for salt.
      God arbejdslyst og godt nytår,
      Lasse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.