Kanelsnegl og skimmelost… en super kombination og opskrift!

Som sømand har jeg rejst til mange eksotiske destinationer, forbi fremmede lande med fremmede køkkener, og på et tidspunkt var jeg forbi vældigt fugtige Bergen langt oppe af den norske kyst. Bergen har ikke meget at byde på udover frisk fisk, norske jenter, rigeligt regn, lidt fin natur og så skillingsbollen.

WTF er en skillingsbolle? – i bund og grund er det bare en kanelsnegl, lavet af en dejlig blød dej og en remonce med masser af kanel. Jeg fik serveret sådan en bolle på en restaurant sammen med en rådden norsk ost (lidt stærkere end Blå Castello). Det var en super kombination og siden da har jeg prøvet det til portvin, både tawny og vintage. Det passer perfekt sammen, men portvinen skal have lidt alder hvis det er vintage. På mit skib er kombinationen også ved at være en del af traditionen ved messemiddage…Portvin med skillingsbolle som skjuler rådden ost

Da jeg selv lavede den brugte og gjorde jeg følgende:

Dej:
1/4 L vand
115 g smør
100 g sukker
1 spsk kardemomme
40 g gær
600 g hvedemel
½ tsk salt

Remonce:
Lav en blanding i forholdet 125 g kanel til 1 kg smør (1:8) og ca. et halvt kilo sukker på kilo smør. Jeg tror jeg lavede en mængde på 200 g sidst.

1: Brug en røremaskine. Rør gæren ud i vandet, tilsæt salt, sukker, kardemomme og halvdelen af hvedemelet. Smelt smørret lidt og rør det i dejen sammen med resten af melet. Lad dejen ælte i ca. 20 minutter til den er blød og smidig.

2: Lad dejen stå i 40 minutter.

3: Rul den ud, men ikke for tyndt, og smør remonce på. Rul den sammen og skær den i ca. 2 cm skiver.

4: Lad snejlene hæve i ca. 1,5 time.

5: Strø sukker på toppen og smid bollerne i ovnen med varmluft på 220 grader i ca. 7 minutter. Pas på de ikke får for meget!

6: Nu skal du finde dig en god, ikke for stærk mugost og en lækker flaske portvin!

VELBEKOMME!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.