Forkølelse er bare skidt! Det er ikke kun til irritation, men også utroligt ubelejligt når man skal til smagning. Selv om jeg var klar over at alle smage og lugtesanser var bedøvede, allierede jeg mig alligevel med en næsespray og lommetørklæder og tog afsted. Smagningen jeg skulle til var med fem forskellige champagner fra Philipponat som ligger i et prisleje fra 330 kr. til 1300 hos Løgismose. Den jeg syntes var bedst kostede 500 kr., og derudover ville jeg næsten overveje at dekantere den, men mere om det senere.

Jeg vil beskrive champagnerne i samme rækkefølge vi smagte dem, og hermed indledes med den første ’Royal Réserve Brut’; næsen var ikke begyndt at løbe på dette tidspunkt. Dette var en non vintage, altså ikke årgang, og det der normalt bliver smidt på markedet i en fart. Druerne var plukket i 2006, dosagen (sukkerindholdet) var på 9 g/L og dermed var den en brut vi havde med at gøre. Smagen i denne var ikke fantastisk, men var toasted efter kort tid, havde noget brændt og lakrids efter længere tid og til sidst noget i retning af sprittet marcipan.

Der var kun fem champagner, hvilket gjorde smagningen let og overskuelig, om end lidt hurtigt overstået Nu nævnte jeg dosage, som altså var sukkerindholdet i champagnen. For at give et kort overblik er det noget i retning af følgende: 0-7% ekstra brut; 7-15% brut, som er det mange køber og bliver skuffet over fordi det er surt; 15-30% er sec, og altså halvsød; 30% og opefter er demi sec, og altså sød og dermed noget der nok vil falde i de flestes smag.

Anden flaske vil jeg først nævne til sidst, men det var min ynglings. Tredje flaske derimod var Cuvée <<1522>> Ekstra Brut. Denne var jo ældre end den første, og også den anden, noget man indimellem kan se på en mørkere farve. Denne var mørkere og dens lugt var temmelig sur; jeg tror faktisk at jeg syntes mindst om denne, og dog…

Clos des Goisses fra 2000, nummer fire, var en enkeltmarkschampagne og dyrest af de smagte. Den var langt mørkere end tre’eren og den smagte brændt og af mørk karamel (chokoladekaramel). Selv om det var en enkeltmarksvin, syntes jeg ikke at den var så fantastisk, og når man kan lave et bedre produkt ved at blande bør man gøre det. Det interessante ved en enkeltmarksvin ville være at smage den over for en vin lavet på præcis samme måde, bare fra et andet område.

Den femte champagne vi smagte var en rosé, også non vintage som den første. Her må jeg så indrømme at rosé sjældent siger mig noget, og at det samme var tilfældet med denne. Så derfor vil jeg springe direkte til smagningens bedste; Grand Blanc Brut fra 2004. Lige fra starten lugtede denne champagne rigtig dejligt og jo længere den var i glasset jo mere udviklede den sig. Jeg var godt nok forkølet, men dette glas blev ved med at være godt, og jeg ville ved køb ligefrem overveje at dekantere den så den kunne få ilt til at udvikle sig. For satan et lækkert glas, smagen var fed, kraftig, blød og cremet med stærke af toner af karamel og vanilie… Mmmm!

Afslutningsvis kan jeg fortælle at jeg til sidst var nødt til at rende lidt ind og ud af rummet for at pudse næse. Den ene af gangene jeg kom tilbage lugtede hele rummet af frugtig champagne, dejligt. Næste gang vil jeg komme lidt ind på maloaktisk gæring som også er noget der har relevans for en champagnes smag.

Og kom så ud og drik lidt champagne!