Findeopskrifter.dk, en lover bliver hater

Men kun for en dag. Hvorfor så blive hater? Det er desværre sådan, at nogle er novicer og andre er troldmænd, især når det drejer sig om internettet. De fleste, mig inklusive, må nok gå under betegnelsen novice, og derfor kan vi let blive snydt.

Nogle troldmænd, og madbloggere, har fornylig kigget på en blog-opskrift-formidler kaldet Findeopskrifter.dk (ejet af nogle svenske hedninge). Svenskerne lokker med masser af besøgende hvis man melder sig til deres site – de har bare ikke lokket mig. Dem som er tilmeldt, får også en del besøgende igennem sitet, men på en sådan måde, at de ikke får en bedre placering på søgemaskiner som Google, den får Findeopskrifter.dk derimod.

Og hvad så? Hvis placeringen på Google bliver dårlig, kommer der færre besøgende til bloggen. Til sidst vil bloggen vel kun figurere igennem sitet, og ikke ved egen kraft. Men hvad faen betyder det hele, bare der er besøgende? Arh, det er lidt tarveligt at de vha. reklamer tjener en masse penge på dit og andres arbejde. Men hvis du bare vil ses lidt, så ’go for it’.

Men?

Hvorfor er der så ikke nogen som stjæler eller beder om mine opskrifter? Jeg tror det er fordi, de ligger som .pdf’er eller er rodet ind i en masse vrøvl. Jeg bruger nemlig ikke de smarte opskrift ”app’s” som man kan få til en blog. Dette har måske fjernet mig fra toppen, men sådan er det. Desuden har jeg heller ikke lyst til at have tilfældige reklamer på min blog. Jeg skriver om det der er godt; det er rigeligt med reklame og det er mit budskab.

Nu har jeg vist lavet et temmelig ringe ’hater’ indlæg, så jeg vil i stedet lige smide links efter et par stykker som har skrevet mere og klogere (link-love):

Det er mine Indlæg – Findeopskrifter

Findeopskrifter.dk – Millionomsætning på bloggeres indhold uden at lave noget selv

http://madbevaegelsen.dk/madblogger

http://kasperbergholt.org/findeopskrifter/

http://kasperbergholt.org/findeopskrifter-dokumentation/

Til sidst

Og til sidst, lige lidt reklame som JEG har valgt :)

Er der nogen som vil lave et lignende site med mig? – jeg vil nemlig gerne flytte i hus :) Og, helt ærligt, i andre ’onde’ må også gerne invitere mig, jeg føler mig udenfor.

Hotel Saxkjøbing, en anbefaling!

I efteråret var jeg og nogle venner på et weekendophold og vi var alle godt tilfredse med det. Læs mere her! Nu var det så mine forældres tur. De havde i anledning af 30 års bryllupsdag bestilt et lille ophold, og de var vist også meget tilfredse. Dagen inden de kom derned, ringede jeg til hotellet for at høre om de ville hjælpe med en lille gave til de gamle.
Som da jeg var der, var der helt utroligt meget hjælp at hente. Og jeg fik uden problemer bestilt en flaske champagne, blomster og chokolade til dem. Det var helt fantastisk hjælpsomt, og jeg kan derfor kun fortsætte med at anbefale hotellet!

Du finder hotellets hjemmeside her: http://www.hotel-saxkjobing.dk/default.aspx

Hjernevasket af Meyer?

Jeg har nu et par gange oplevet Claus Meyer holde tale. Første gang var ved Madbloggersymposium 2010, hvor han men kæmpe udstråling og kraft udbredte budskabet om OPUS, et forskningsprojekt i ’Optimal trivsel, Udvikling og Sundhed for danske børn gennem en Ny Nordisk Hverdagsmad’ (citat: http://www.foodoflife.dk/Opus/Om.aspx). I det hele taget super interessant, og Meyers tale mindskede ikke interessen. Jeg har siden hørt fra en af forskerne og direktøren bag projektet Arne Astrup og tænker at det vil være fedt at deltage i eksperimentet som du kan læse mere om her.

Meyer, et par fans og det kinesiske filmhold (foto fra www.nordicfeed.com)

Sidst jeg hørte Meyer tale var på MAD Foodcamp på Refshaleøen. Her talte han om hvor dårlig industriel mad var, lidt om OPUS og om hvor god mormors mad var. Talen han holdt denne gang var lang, og der var derfor tid til at se lidt på måden han talte på. Meyers budskab, præsenteret som ’The dark side of industrial food’, blev næsten sagt en gang hvert minut i en halv time. Og gentagelse øger som bekendt chancen for læring.Anden gang jeg hører Claus tale er i et telt på MAD Foodcamp. Han er en travl travl herre...

En anden ting som Meyer gjorde, var at krølle sine talenotater og skødesløst lade dem falde til jorden. Dette fik hele hans fremstilling til at virke fremadrettet, med fokus på det nye og uden at lade detaljer gå i vejen.

Talen må være skrevet med store bogstaver, for han kom hurtigt igennem de mange papirer. Men det var også en halvlang brandtale.

I fremtiden vil jeg låne lidt af Meyer, for han fik sine tanker præsenteret helt fremragende (det kinesiske filmhold spurgte ligefrem om de kunne få hans krøllede notater :) ) – Jeg tror dog at de fleste i selskabet var enige i tankerne, men det kræver lidt at ændre sine vaner.

For resten Meyer, jeg har stadig ikke fået et svar fra dig…

Hotel Saxkjøbing del 2, fem retter og dejlig meget vin!

Første aften endte med en champagnesmagning og dagen efter startede med en rundtur på Lilleø, men mere om det lidt senere. Først så er her lidt om aftensmaden den anden dag på og det var god mad med lidt gode idéer og overraskelser.

En god selleriskum, men ellers var forretten ikke nogen favorit.

De fleste af os valgte en vinmenu, hvilket skulle vise sig at være et smart træk. Sjældent har man fået fyldt så meget i glasset, og i snit gik der vel en flaske til fem glas, hvilket med en vinmenu på fem glas gav ca. en flaske til hver, dejligt. Desværre havde de fleste af os en smule tømmermænd, så det blev, på trods af vinen, en stille aften.

Og nu til maden; det var som skrevet fem retter, to gange forret, hovedret, ost og dessert. Den første ret bestod vist af røget laks, men der var for lidt røg. Derudover svampechips og selleriskum – og efter denne tur er jeg faktisk blevet ret glad for selleri. Skummet var kraftigt og godt.

En lækker krabbebisque med æblestykker i.

Anden ret, en super og positiv oplevelse, var krabbebisque. Eller i hvert fald bisque der smagte af skaldyr. Der var en super detalje ved suppen, som alle ved bordet vist var enige om var godt, nemlig små æbletern. Det var selvfølgelig Lilleø-æbler som var skåret i terne og kommet i suppen umiddelbart inden servering. En virkelig god detalje.

Hovedret med en god idé, røget kartoffelmos.

Hovedretten som kom efter bestod af langtidsbraiseret svin med en god sovs, grillede rodfrugter og en meget interessant røget toffelmos. Sovsen og den røgede mos var det bedste træk ved retten. Jeg har heller aldrig prøvet røget kartoffelmos og det virkede virkelig godt. Jeg ville dog gerne have haft at røgen var rørt ind i mosen et par gange, så der ikke kun var røgsmag i overfladen. Men stadig, en god og lækker ide!

Tre slags ost, resten står i teksten herunder...

Ostene var i selskab med noget snask jeg ikke lige kan huske og hjemmelavet knækbrød. Der var tre oste, men jeg kan kun huske de to, Thieses Vesterhavsost der altid er et dejligt gensyn samt en fårebrie fra Knuthenlund der overraskede ved faktisk at være lækker (og jeg kan ikke li’ brie).

Desserten, variation af æblekage eller noget i den retning.

Desserten, variation af æblekage, var meget fin, men manglede krydderier synes jeg. Dessertvinen dertil, hvis navn desværre er helt væk, var rigtig god, og lidt anderledes end det sædvanlige.

Maden var færdig, nogle var trætte og resten af os til på den lokale pub. Pubben, Goose Pub, lovede godt med et mørkt lokale og intet rygeforbud. En pub som man kan li’ den, og så bød den på et par overraskelser. Første overraskelse var prisen på øl, 25 kr. for en halv fad og 20 for en flaske. Ganske fine priser. Anden overraskelse kom umiddelbart efter første bestilling – vi var kun lige kommet ind – hvor en fyr spurgte om det var os der havde sat Rasmus Seebach på (nej, det er skodmusik!). Jeg er temmelig sikker på at han ledte efter nogle at bokse på, og han så skuffet ud da det ikke var os der havde bedt om Rasmus.

Jeg tænker lidt at definitionen på Udkantsdanmark bør være ud fra prisen på fadøl og skallefaktoren, og vi var langt ude :)

Afsluttende må det siges at opholdet på Hotel Saxkjøbing var ganske fint og noget jeg gerne ville gøre igen.

En weekend på Saxkjøbing hotel. Del 1

Sammen med Michael fra Madarkitekterne, vores tøser og nogle vennepar er der lavet en madklub. I weekenden inden efterårsferien var så vi på vores første tur, en tur der gik til Hotel Saxkjøbing på Lolland. Det var et såkaldt weekendophold, der inkluderede en tre-retters og en fem-retters aftensmad, samt to gange morgenmad.

Et lille indtryk fra rummet.

Vi var fire par, og fik fire relativt lydhøre værelser ved siden af hinanden, hvilket egentligt var meget godt. Nede i restauranten var vi så heldige at få vores eget rum, med glas i loftet og små blå blomster på væggene. Størstedelen af Hotel Saxkjøbing er en gammel bygning, og det ses tydeligt på de skæve vægge, skæve gelændre og knirkende gulve. Samlet set er hotellet ren hygge og beværtningen sammen med tjenerne gjorde det ikke værre.

Jeg er ikke sikker på at billedet viser hvor hyggeligt loftet var, men store glas/procelæns plader bag guldlister.

For tiden arbejder sydhavshavsøerne på at fremhæve varer derfra, og Hotel Saxkjøbing er ingen undtagelse. Der bliver brugt de lokale råvarer som sæsonen byder på og den første aftens menu bød i den anledning på: høbagt selleri med krenkerup-ølbrasserede svinekæber, lokal vildt (måske) med gulerodspure og pommes anne. Til dessert, variationer af hyldebær.

Forretten: Ølbrasserede svinekæber med røget selleri, og lidt andet snask. Røget selleri er en udemærket ting.

Til hotellet hører en vinbiks hvor man kan købe vin og mod 150 i proppenge, kan få dem serveret i restauranten. Dette benyttede vi den første aften, og vi fik derfor øl til kæberne, lidt rødvin til vildtet og kirsebærvin fra Frederiksdal gods (jep, temmelig lokalt). Øllen, også fra Krenkerup gods, var dejlig og en dobbelt bock – fint kraftig. Rødvinen var lidt tam men selvvalgt. Dessertvinen var faktisk to forskellige, Frederiksdal 2009 og Kirsebærvin Sur lie. Begge to var gode, men jeg kan desværre ikke huske, hvilken var bedst.

Hovedretten, en relativt klassisk en af slagsen. Gulerodspuré, pommes anne, og vildt.

Jeg vil ikke gå nærmere ind på maden, udover at sige retterne var lækre, men små. Der var en del tvivl blandt nogle af bordets deltagere om hvorvidt kødet var vildt, men det smagte nu godt. Senere på aftenen blev lavet en lille champagnesmagning, og det var i meget højt humør at gruppen gik på køjen.

Dessert. Variation af hyldebær. Hyldebærfromagen måtte gerne have smagt mere af bærende. Men en ok dessert.

Hotdog-faktoren var i hvert fald to.

De to kirsebærvin vi drak, og jeg kan desværre ikke huske hvilken var bedst.

Champagnes syv druer og en udemærket flaske på tre af dem

Da jeg var forbi Skål forleden købte jeg to forskellige champagner, en lavet på alle champagnes syv druer og en lavet på fem af dem. Denne gang var det champagnen med fem druer der stod for skud. Flasken blev serveret i selskab med et større pølse- og ostebord som måske var lidt for meget til champagnen. Først kommer der lige lidt om champagnen og derefter en gennemgang af hvad jeg har støvet op omkring de syv druer. Jeg undskylder selvfølgelig for at der er meget få billeder.

Champagnen var en økologisk/biodynamisk en af slagsen, kaldet ’5 sens’, lavet af Olivier Horiot. Druerne i den er vist to almindelige, pinot noir og pinot meunier, samt to mere ukendte, nemlig arbanne og pinot blanc. Som det ses på mærkatet er det en brut nature, hvilket som regel vil sige at den er meget tør – normalt synes jeg faktisk at brut nature og ekstra brut (begge fra 0-7% sukker) på en måde er søde, og utrolig dejlige.

Som skrevet så var pølse- og ostebordet måske lidt for voldsomt til champagnen og meget mere egnet til en rødvin (hvilket der da også blev drukket bagefter). Fordi det var så voldsomt, skulle der flere glas til før jeg kunne genkende en smag, men da det endelig skete var det abrikos. Og endda en rigtig lækker abrikos. Meget i retning af abrikossodavand faktisk. Derudover var champagnen meget frisk og en kende syrerig.

Champagnen som dagens tekst handler om, Olivier Horiot 5 Sens, brut nature.

De syv druer

Hoveddruerne

Der er som bekendt, og tidligere skrevet, tre anerkendte druer som næsten al champagne er lavet med, nemlig chardonnay, pinot noir og pinot meunier. Hvis man kigger i ’Champagnebiblen’, skrevet af folkene bag Skål, står der bl.a. følgende om de tre druer:

Chardonnay: mineralitet og holdbarhed.

Pint noir: krop, elegance og mineralitet.

Pinot meunier: fylde og frugtighed.

De ukendte

De sidste fire druer er Arbanne, Petit Mesleir, Pinot Blanc og Fromenteau, men måske findes der også en femte druesort, for i Richard Julins bog ’4000 Champagner’, er druen Gamay også beskrevet. Den starter vi med. Gamay skulle have en meget let hindbærsmag hvilket lyder meget lækkert. Druen skulle dog være tilsvarende svær at få lov til at bruge. Det er nemlig noget med at champagnehuset skal være over 95 år gammelt, og planterne skal være plantet før 1948.

For de sidste fire druer gælder en gummiparagraf der i sidste ende betyder at de er mulige at plante, men det er noget de fleste holder sig fra. Det følgende om de fire druer er skrevet ud fra Julins ’4000 champagner’:

Arbanne som er den første drue skulle have en meget blomstret bouquet, men bliver kun brugt i små mængder da den skulle påvirke en vin utrolig meget.

Petit meslier bliver hovedsagelig brugt i Aube-delen af champagne, men jeg har ikke rigtig nogen smag at sætte på den. Jeg kan dog fortælle at Jecquesson laver en Blanc de blanc på meslier – spændende!

Pinot blanc er lavet af en kombination mellem pinot gris og pinot noir. Den kan forveksles med chardonnay men skulle give dårligere og mere neutrale vine.

Fromenteau er en lokal navngivning for en variation af pinot gris der bruges meget i Alsace-vine. Den skulle give en frugtig smag, med tropisk note.

Smagning af Ruinart, samt indflydelsen af et duftsæt.

Forleden var Ruinarts nye ønolog på besøg i Danmark, og i den anledning tilbød Theis vine et glas Ruinart Blanc de blanc og flasker sat 25% ned. Champagne på tilbud og et gratis glas er noget jeg sjældent lader min næse gå forbi, så her er lidt om Ruinart Blanc de Blanc.

Billedet er nok Ruinarts, men i anledning at der skrives om dem overlever de nok.

Huset og champagne

Ruinart, som måske ikke umiddelbart er kendt af de fleste, var faktisk det første hus til at lave champagne i 1729. Möet kom først til i 1743 og Clicqout (den gule enke) først i 1772. Grunden til at man ikke lavede champagne inden var nok til dels, at man ikke havde lov til at transportere vin i flasker før 1728. Det var der da også god grund til, da andengæringen (den der laver boblerne) ikke var helt under kontrol. F.eks. arbejde man nærmest iført rustning ved håndtering af flasker pga. eksplosionsfaren. I 1820’erne eksploderede helt op til 80% af flaskerne!

På billedet, som er temmelig ringe, ses nogle af de forskellige dufte der kan findes i Ruinarts Blanc de Blanc

Duftene

Den udstilling af flasker butikken havde bygget op var forsynet med et lille duftsæt. De dufte der var repræsenteret, var de dufte som Ruinart mente var tydelige i champagnen. Jeg syntes som regel at Blanc de blancs indeholder en masse æblenoter, men æble var ikke blandt de forskellige lugte. Jeg spurgte om dette, og svaret var noget i retning af ’at æble var en for tydelig duft’ til de gad have den med, eller også talte vi bare forbi hinanden. Som det måske kan ses på billedet, var de tilstedeværende dufte bl.a. ingefær, kardemomme, rosenpeber og jasmin. Disse dufte havde jeg aldrig nogen sinde fundet i et glas med bobler, men det er måske mest fordi jeg er temmelig begrænset i min evne til at genkende smage.

Nå, men man sprøjter lidt af en duft på en parfumepind som man ser dem i eksempelvis Magasin. Derefter lugter man til pinden og så til champagnen – eller rettere, sådan gjorde jeg. Og det virkede temmelig godt, jeg kunne oven i købet smage de ovenstående fire lugte. Faktisk virkede det så godt at jeg afslutningsvis nærmest kun kunne lugte og smage rosenpeber. Heldigvis er det snart jul og der er derfor kommet et duftsæt på ønskelisten (link), og så satser jeg på at få meget mere ud af mine champagner i fremtiden.

Facts uden formål

Blanc de blanc betyder som de fleste ved at det er en vin lavet kun på hvide druer. I dette tilfælde ren chardonnay. Selv om Ruinart er et af de gamle huse har de kun 17 hektar vinmarker, resten af deres druer køber de hos forskellige bønder.

Champagner fra hele spektret, den alternative, den gennemprøvede og den sidste nye

Så er der lige en hjemmeperiode på to uger og den skal selvfølgelig druknes i champagne. Men det skal jo helst være nye champagner så horisonten bliver udvidet. Det følgende vil give mine oplevelser og nok også lidt fakta, for den første champagne var ikke som de fleste andre.

Det er almen viden at der er tre slags druer man laver champagne på, nemlig chardonnay, pinot noir og pinot meunier. Hvad de fleste ikke ved er at der faktisk er hele syv forskellige. Det er svært at sige hvorfor, men man kan da forledes til at tro de sidste fire er knap så gode som de andre – måske kræver de i stedet bedre vinmagere. De fire sidste druer er Arbanne, Pinot blanc, Fromenteau og pinot meslier. Dem vil jeg dog ikke komme yderligere ind på i dag, men det skal nok komme.

Syv forskellige druer, en champagne. Tung og så har den lyst til mad.

Champagnen som var den første er Les Clos fra Laherte Fréres. Hvis du vil læse noget om huset så tag fat i ’Champagnebiblen’, der er huset temmelig godt beskrevet, og det er selvfølgelig også folkene bag bogen som sælger den, her. Her er hvad jeg skrev om flasken:

”Blev drukket uden noget, og det bør den ikke. Det var en kraftig, nærmest mættende vin. Smagen var først med gamle æbler, så gik den over i friske æbler med grønne druer og smørsyre. Den gav fornemmelsen af at have et lag i ganen.”

Alt i alt, en kraftig vin som trænger til mad, eller mere end to pr. flaske.

En dejlig vintage, der måske var blevet påvirket af at have ligget i varme. Jeg er sQ en stor fan af Möets vintager.

Næste champagne, den gennemprøvede, var en Möet Chandon Grand Vintage 2000. Denne champagne blev købt på en fantastisk tur til champagne for nogle år siden, men den har ikke været opbevaret under de helt rigtige forhold. Dette afspejlede sig måske også lidt i smagen idet den var begyndt at have klassiske noter af toast og brød. Hvad jeg ellers har skrevet var:

”Lugt: Autolytisk, altså brød og toastet, sødlig og efter noget tid kom næsten lakridsagtige noter samt karamel. Smag: hen af andre Möet-vintager, sød men lidt tør i gane og på tungespidsen. Ved gurgling kom vodkasmag?! Dejlig drikkechampagne. Temmelig gul. Flasken var ikke opbevaret ved rigtig temperatur, så det kan have gjort den mindre frisk end de andre vintager.”

Jeg har været så heldig at smage et par andre vintage fra Möet, og de virkede friskere i forhold til denne. Det skal dog siges at flasken var en god og stor fornøjelse som jeg helst ikke vil være foruden.

En helt ny champagne i Danmark... let og god som aperitif

 

Möet’en blev drukket imens vi ventede på at maden blev færdig. Da det ikke skete lige med det samme tog vi endnu en flaske, en flaske der i år for første gang bliver solgt i Danmark, her. Bag flasken, Tange-Gérard, står bl.a. en dansk kvinde Solveig Tange der kører en dejlig blog om, og fra, Champagne. Jeg har de sidste par år fulgt bloggen, og var derfor ude efter flasken lige efter ankomst til Danmark.

Jeg har skrevet følgende notater: ”God og mild aperitifchampagne. En smule brød i lugten. Kæresten siger den er god, smag af æblegrød og i et køkken hvor der bliver lavet flæskesteg lugter den meget frugtig. Den er mild og kan sagtens ligge et par år og udvikle sig.”

En årgangschampagne plejer at være bedre end de normale og derfor valgte jeg deres Blanc de Blanc af druer fra 2004 – 2002 er desværre helt udsolgt :( Lige omkring nu, burde deres reservé være ankommet, og den skal jeg selvfølgelig ud efter… det er jo spændende.

Agorafobisk tur til Torvehallerne

I går kom jeg hjem efter et kortere togt (sejltur). I tiden hvor jeg var væk, nåede Torvehallerne desværre at åbne helt uden mig, men jeg kunne fra havet læse om stor succes og masser af besøgende. For satan jeg var misundelig. I dag gik turen så, langt om længe, til Torvehallerne, og hold kæft hvor var der mange mennesker.

En stor pande med confit, bedre bliver det ikke!

 

Om bord på det skib, hvorpå jeg er påmønstret, er der omkring halvtreds sjæle, men selv om man lever tæt er der meget plads. Det var der derimod ikke i Torvehallerne, og inden for fem minutter nåede min kæreste da også at blive væk to gange. På trods af en betragtelig højde kunne jeg ikke finde hende, men heldigvis kunne kæresten nemt finde mig. Og hvor fandt hun mig så? Ja, jeg var ikke druknet i Agnes’ cupcakes, ej heller i den større fiskeafdeling. Jeg var derimod druknet i mennesker, der alle ville være lige op og ned af mig.

Turen hjem på sidste togt, det er fascinerende at se på men bølgerne gør det sværere at sove.

Selv om der var skræmmende mange mennesker i Torvehallerne blev det dog til et par runder med dertilhørende confit de canard sandwich og et impulskøb af chokolade hos A Xoco.

Confit sandwichen kom fra store pander der blev fyldt af en stor pakke confit, ikke almindelige confiterede lår men omkring to kilo stykker uden ben – ved du hvor man finder dem, så sig endelig til, indtil da kan man købe confiterede andelår på dåse eller lave det selv, her er en opskrift.

Hat eller sandwichholder, 55 for sandwich og 45 for vin...

Samme sted som havde sandwich, havde ost, kyllinger hvor næsten alt var pillet og en anden meget dejlig ting nemlig rilette. Den rilette jeg plejer at foretrække er rilette d’oie – mørkogt gås, trevlet og blandet med krydderier og andefedt.

Afsluttende må jeg indrømme at sandwichen var lidt skuffende, kødet var fint og som det skulle være, men der måtte gerne have været et mere interessant tilbehør. Chololaden fra A Xoco er snart spist og har endnu engang ikke skuffet.

Den bedste kylling siger skiltet, og du får den med hoved og det hele...

Hvis du overvejer at tage til Torvehallerne, så tag derind mens andre er på arbejde, så er der nok lidt mere plads.

Gin, Geranium gin – en weekend med Nordic Feed II

Jeg mener at have læst i ’Hitchikers Guide to the Universe’, at en gin og tonic (GT) er en universel konstant. Dermed menes at der i alle tilpas udviklede kulturer, rundt om i universet findes en ækvivalent til GT, og heldigvis! Sammen med andre skribenter var jeg, i forbindelse med Nordic Feed Konferencen, inviteret på GILT cocktailbar. Her skulle vi i selskab med manden bag den danske Geranium Gin, Henrik Hammer, skulle drikke et par nordisk inspirerede drinks.

Det viste sig at vi ikke fik en GT men i stedet en række efterabninger af kendte drinks. Drinks som jeg ikke har drukket ellers, men det er jo mest min skyld. Vi fik tre drinks; Gin sour, Big five og en Dry martini. Sammen med drinksne blev der serveret en masse historie om gin, og den vigtigste er nok at det er en helsedrink!

Gin Sour var den første drink, og samtidig den af de tre jeg bedst kunne li. Normalt er det noget i retning af en citron, 1 tsk. Sukkerlage og 4 cl gin. Den version vi fik, var med stikkelsbær, honning, citronmelisse og gin. Nu ved jeg som sagt ikke hvordan den normalt smager, men den var faktisk god, og den smagte en masse af citrus, men en anelse for sød. Diskussionen omkring bordet var nu hvorvidt det kunne svare sig at lave noget ”nordisk” i stedet for bare at gøre som vi plejer?

Henrik Hammer i fuld gang med en eller anden god historie om gin. Foto: Nordic Feed

 

Som sagt kom der jo en masse historie om gin og vi fik da også forklaret hvorfor gin var så godt. I gamle dage i London var mælk langt væk på landet, vandet i Themsen var giftigt, øl tog 30 dage og gin tog kun fem. Så derfor drak man gin.

Anden drink var en Big Five, noget jeg aldrig havde hørt om før. Og så vidt jeg lige kan se var det også fri leg. Anyways, Big Five bestod ifølge Henrik af fem hovedgrupper; sprut, grøntsager, dyr, frugt og bær. Drinken bestod derfor af gin, s’føli, fenikkel, æggehvide, pærejuice og hybenmarmelade. Jeg må sige at den ikke faldt i min smag, men omkring bordet var der stor tilfredshed med legen og der kom mange ændringsforslag – og jeg kan ikke huske nogen af dem, undskyld.

De forskellige deltagere blev hurtigt enige om at det ville være en fin idé hvis GILTfortsatte med at lave almindelige drinks bare med nordiske råvarer. Både Henrik Hammer og ejeren, som jeg desværre ikke kan huske navnet på, syntes også at det var en fin idé. De bad i den forbindelse om forslag til ingredienser, og ja, mine er løg og rødbede. Rødbeden er let, men løg…

Dry martini med geranium gin, pære/birkesaft og birkespån. Foto: Nordic Feed

En dry martini var den tredje drink, og det var åbenbart manges favorit. Jeg synes nu at de er lidt for voldsomme. Der findes mange varianter og jeg kan ikke helt huske blandingsforholdet på vores. Dog var det ikke som ”standarten”, 1 del tør hvid vermouth og 2 til 5 dele gin. I stedet for vermouth var der en blanding af birkesaft med hyldeblomst i, og som afslutning en tvist af birkebark.

Inden jeg slutter helt må jeg hellere lige sige at jeg faktisk endte med at købe mig en fin GT. En super helsedrik. Geranium som Henriks gin er lavet med virker ligesom enebær helsende. Tonic er lavet med kinin (som lyser op i UV) der af indianerne er blevet brugt som middel mod malaria. Så afsluttende kan konkluderes at gin er godt for dig, men GT er endnu bedre :)