Som tidligere fortalt holder NIMB vinklub champagnesmagning hver måned i deres Champagneklub. Denne smagning, august, var noget i retning af en forprøve på efterårets ’Top 20 smagning’, og til alt held fik jeg en plads, for jeg sejler selvfølgelig under Top 20 smagningen.
Den store smagning til efteråret ville jeg nok med garanti have forsøgt at deltage i, for som der blev sagt er det ikke kun 20 flasker der blev smagt. Derimod ønsker man at finde de 20 bedste champagner, og i efterårets tilfælde vil det være fra årgangen 1999. Her kan forskellen på flaskerne bl.a. ligge i deres kvalitet og modenhed. Nogle vil ikke være i nærheden af modne mens andre vil være overmodne.
Det var en arabisk smagning i det at man talte fra højre. I glassene er nummer 1, 2 og 3.
For at vende tilbage til smagningen her i starten af august, så var den blind, bestod af fem forskellige champagner og til forskel fra en tidligere champagnesmagning der også var blind, blev flaskerne afsløret til sidst og ikke løbende. Der var dog lighedspunkter mellem de to smagninger, hvoraf det største var overraskelsen over Möet. Begge smagninger havde nemlig vintage Möet, og i begge tilfælde var den bedst eller i hvert fald næstbedst.
Dom Perignon var den bedste champagne ved smagningen, og da jeg besluttede dette vidste jeg endnu ikke der var en Dom med. Som en lille tillægsinfo blev Dom Perignon af den ene svensker ved bordet kaldt for Dompern, med rullen på ’r’, om det er Dom på svensk ved jeg ikke, men jeg bed da mærke i det. Lugten var temmelig syrlig med lidt sure tæer. Smagen var rigtig god, nærmest ligesom slik, og det kan vi li.
I mine øjne, dagens vinder!
Hvis du nu sidder med en Dom derhjemme og tænker at det skal da bare tyres i svælget en stiv aften, så lad være. Syren i lugten, friskheden og syren i smagen viser at en sådan flaske sagtens kan tåle at ligge i længere tid, hvilket også er reglen for dyrere champagner. Lader du flasken lille i længere tid, vil den få en blødere og mere toastagtig smag – det er selvfølgelig en smagssag om det er godt.
Lige i hælene på Dom kom Möet Vintage 1999, altså nr. 2. Igen en fantastisk frisk champagne med tropiske frugter og efter lidt tid rabarber. Efter lidt længere tid var der også noter af lyse rosiner og mere toast. Fordi den var så frisk i forhold til champagnen inden troede jeg ikke den havde gennemgået malolaktisk gæring (frugtsyre/citronsyre omdannes til en blødere mælkesyre), men det havde den, og ja, jeg blev overrasket.
2. pladsen med et lækkert mærkat.
Min nummer tre var den der havde flest tilhængere, en Charlemagne Millesime 1999. Den var meget syrlig med lugt af uristet toast. Derudover var der også julekage (honningkage), æbler og helt sikker noget krydret i smagen. Jeg ville gerne drikke den til noget mad eller evt. lade den ligge nogle flere år.
Nummer fem kunne jeg ikke rigtig li, og det var en Charpentier Chaque. Den var meget påtrængende bag i halsen og var ikke så rar i munden. Lugt af toast og smør. Med tiden holdt den sin oxiderede stil (toast og smør visse gange sherry), men fik en metallisk bismag.
Nu mangler der kun nummer fire, som var fra De Sousa cuvée caullies de vie og som var den eneste jeg gættede rigtigt (som den eneste efter hvad jeg kunne høre). Den var meget grumset, hvilket passer på De Sousa da de ikke filtrerer deres champagner. Den var frugtig med slik og noget fremmed frugt, måske lyche (ad). Boblerne i flasken var nærmest også væk. Det skal siges at denne flaske smagte meget bedre end velkomstchampagnen, der også var fra De Sousa.
Til dem der går op i det, så var alle glas Spiegelaus champagneglas.
