Grønbech & Churchill – en anbefaling fra et sted i nordatlanten

Endelig! I lang, lang tid har jeg gerne villet prøve restauranten Grønbech & Churchill. Sidste gang jeg forsøgte, var til Copenhagen Cooking for et års tid siden, men dengang ville guderne hellere have at jeg sQ være syg. Mine forældre anbefalede det dog kraftigt bagefter.

Første gang jeg hørte om manden bag, Rasmus Grønbech, arbejdede han sammen med Christian Aarø i den nu hedengangne Premisse. Premisse er sidenhen, sammen med Christian Aarø blevet til AOC (mere om AOC findes her). Grønbech hærger nu i sit eget køkken lige over for Mærsk og resterne af Frihedsmuseet; køkkenet og restauranten hedder Grønbech & Churchill.

Da kameramanden tog en fridag er der ingen billeder men kun en anbefaling og lidt tekst. But here it goes. Vi valgte ”Høj cigarføring” med ”Saft & Kraft” menuen. Det betyder 4 x mad, 4 x vin, vand og kaffe til 1000,-. Maden og vinen passede super godt sammen i de to forretter samt desserten. Vinen til hovedretten skulle dog nok have været dekanteret, da den var lidt lukket og først åbnede sig et stykke inde i retten. Da den åbnede sig passede den dog glimrende, men inden var den lige lidt for spids.

Første ret bestod af havtaske med jordskokke vinagrette, pærer og jordskokker. Den passede super godt til vinen, en Chateau Gigognan – Cotes du Rhone Blanc fra 2011 (http://www.vineanordic.com/chateau-gigognan/). Til retten blev der serveret brød glaseret med lakrids.  Også her passede vinen perfekt og jeg var derfor nødt til at gå på rov i kærestens glas…

Glaseret brød var ellers en sej, men lidt fedtet,ting. Det blev vist lavet ved at de først bagte brødet og derefter penslede med en lakridssirup, for så at give det en tur i ovnen.

Anden ret, igen med fisk, bestod af suppe/skum på salatløg og osten havgus, serveret med jomfruhummer og svampe. En virkelig god ret. Den blev serveret med Morillon Blanc fra 2011 af Jeff Carrel. Igen en kanon vinmatch, og igen var jeg på rov i kærestens glas. Heldigvis kom der lidt ventevin i glasset inden hovedretten.

Hovedretten, eller retten med kød, var vildand med fare for hagl, dog desværre uden at vi fandt nogle (det ville have givet en dessertbonus). En fin ret, men retten forinden overgik den. Den var s’føli lækker og da vinen åbnede sig passede den godt til. Vinen var Chianti Classico, San Giusto fra 2011, og var ifølge tjenerinden/sommelieren fra en upcoming vinist.

Desserten var med lakridsrod, masser af lakridsrod. Da bordet ved siden af os fik deres dessert undrede jeg mig lidt over at retten var pyntet med korkpropper, men hvad faen, et køkken skal jo have lov til at lege. Og det havde de gjort for korkproppen var åbenbart plastisk hvid chokolade vendt i lakridsrodspulver (lidt for meget pulver, men fed ide). Derudover var der lakridsrodsis, chokoladeknas og noget blomme. Mit gæt er at plastisk hvid chokolade er lavet ved at smelte skumfiduser og hvid chokolade sammen – men det bliver nok prøvet engang.
Vinen var igen en godt match, og som tidligere blev kærestens glas også hurtigt tømt. Hun skal heller ikke drikke så meget. Vinen var en Pineau Francois 1er, White pineau – jeg har ikke lige kunnet finde en forhandler, men Suenson vin har en der minder om, her. Prøv den evt. til en galia melon (de orange netmeloner), hvor du skærer melonen i skiver, hælder vinen over og lader det trække… Mmmm!

Nå i slap for at se billeder, og må derfor nøjes med en stor anbefaling. Jeg ser frem til at komme igen, og er virkelig glad for jeg nåede at besøge restauranten inden jeg sQ sejle igen.