Findeopskrifter.dk, en lover bliver hater

Men kun for en dag. Hvorfor så blive hater? Det er desværre sådan, at nogle er novicer og andre er troldmænd, især når det drejer sig om internettet. De fleste, mig inklusive, må nok gå under betegnelsen novice, og derfor kan vi let blive snydt.

Nogle troldmænd, og madbloggere, har fornylig kigget på en blog-opskrift-formidler kaldet Findeopskrifter.dk (ejet af nogle svenske hedninge). Svenskerne lokker med masser af besøgende hvis man melder sig til deres site – de har bare ikke lokket mig. Dem som er tilmeldt, får også en del besøgende igennem sitet, men på en sådan måde, at de ikke får en bedre placering på søgemaskiner som Google, den får Findeopskrifter.dk derimod.

Og hvad så? Hvis placeringen på Google bliver dårlig, kommer der færre besøgende til bloggen. Til sidst vil bloggen vel kun figurere igennem sitet, og ikke ved egen kraft. Men hvad faen betyder det hele, bare der er besøgende? Arh, det er lidt tarveligt at de vha. reklamer tjener en masse penge på dit og andres arbejde. Men hvis du bare vil ses lidt, så ’go for it’.

Men?

Hvorfor er der så ikke nogen som stjæler eller beder om mine opskrifter? Jeg tror det er fordi, de ligger som .pdf’er eller er rodet ind i en masse vrøvl. Jeg bruger nemlig ikke de smarte opskrift ”app’s” som man kan få til en blog. Dette har måske fjernet mig fra toppen, men sådan er det. Desuden har jeg heller ikke lyst til at have tilfældige reklamer på min blog. Jeg skriver om det der er godt; det er rigeligt med reklame og det er mit budskab.

Nu har jeg vist lavet et temmelig ringe ’hater’ indlæg, så jeg vil i stedet lige smide links efter et par stykker som har skrevet mere og klogere (link-love):

Det er mine Indlæg – Findeopskrifter

Findeopskrifter.dk – Millionomsætning på bloggeres indhold uden at lave noget selv

http://madbevaegelsen.dk/madblogger

http://kasperbergholt.org/findeopskrifter/

http://kasperbergholt.org/findeopskrifter-dokumentation/

Til sidst

Og til sidst, lige lidt reklame som JEG har valgt :)

Er der nogen som vil lave et lignende site med mig? – jeg vil nemlig gerne flytte i hus :) Og, helt ærligt, i andre ’onde’ må også gerne invitere mig, jeg føler mig udenfor.

Vin festival hos Skjold-Burne – opremsning af de gode vine

Romantikken blev pillet fra vinen da Skjold-Burne, herunder også Taster Wine, viste rundt på deres lager. Romantikken vendte dog tilbage da vi havde smagt omkring halvtreds forskellige vine.

Som min med-drikker engang så fint har sagt det: ”Højst sandsynligt bliver en tredjedel af den bedste vin spyttet ud igen, fordi det er homoer der sidder og smager” Derfor spyttede vi s’føli ikke. Af denne grund blev det heller ikke til grundige notater, men de følgende vine vil jeg gerne drikke igen en gang.

"Chaneteauf" som den kom til at hedde skulle s'føli smages - ingen smagte desværre efter mit ønske, mørke bær og lakrids.

Først præsentationen må jeg nok hellere forklare min lidt hårde udmeldelse. Der er forskellige måder at importere vin på, f.eks. importerer Philipson Wine en vældig mængde flasker og får på den måde en masse rabat. Taster Wine importerer, for en del vines vedkomne, kun vinen og hælder den selv på flasker. Derved spares en masse hos bønderne og transporten bliver nemmere. Der er lidt kedeligt, synes jeg. Det minder dog om gamle dage, hvor eksempelvis portvin kom til landet i tønder, og blev hældt på flaske hos den enkelte vinhandler. Jeg har lige fået at vide at det kun drejer sig om en 5-8 vine hos Skjold-Burne, og at resten drejer sig om vine der bliver solgt i supermarkeder.

Men kan man så se det på flaskerne? – nej, men det spørgsmål må du klare med nogle andre, for ’i´m a drinker, not a thinker´. Og nu til vinene.

Vi startede med champagne, og nåede igennem dem alle. Det var desværre, og s’føli, et meget besøgt bord, så vi fik ikke talt med ”vinbonden” Bruno Mignon som var 4. generation i huset og på dagen langede bobler over bordet. Det var dog ikke en af hans vine som vi fandt bedst, men i stedet Léon Launois Grand Cru Brut, Blanc de Blancs 2004’. Huset Mignon havde dog en ’1. Cru Rosé Brut Non Vintage’ som havde en god smag af bær – ja, dette er en grundig beskrivelse fra smagningen, undskyld.

Nu gik turen så til Alsace hvor vi ikke rigtig fandt noget i vores smag, så vi tog videre til Tyskland og Østrig. Vi skulle dog på rundvisning snart, så det blev til nogle hvide og nogle søde (vi regnede med at det søde ville gå i sig selv i løbet af turen). Af de tyske hvide var Rheingau, Riesling Purist 2011 og Ostricher Lenchen, Riesling Kabinett Trocken 2011 ganske fine, men ellers fandt vi ikke rigtig andre til vores humør. Andert Joseffra Østrig præsenterede til gengæld nogle meget søde vine som var lige os, lige fra den mildeste til den sødeste. Den sødeste havde 200 g sukker pr liter og de anbefalede den til cigar (what?).

De søde vine vi blev meget glade for

Spanien og Italien sprang vi let over. Ved Italien smagte vi hurtigt at par af de mildere rødvine – Amarone og mig er sjovt nok ikke gode venner. Af disse var en Valpolicella Classico Superiore fra Fabiano meget let at drikke – hvilket er en god ting.

Pludselig var vi tilbage i Frankrig, hvor vi fik at vide at det kostede 15,- at have en flaske på fad. Der smagte vi en masse forskellige røde, hvor den ene som i skrivende stund er på tilbud i Skjold-Burne, Ventoux – Hunters Wine 2010. Den smagte af mad/kød og løg, og vil sikkert være en glimrende ledsager til mad.

Vi sprang over et par kontinenter, Sydamerika, Australien og Afrika, og gik videre til Amerika der serverede nogle dejlige rødvine på bl.a. zinfandel-druen. Beyer Ranch Zinfandel 2009 var den bedste, efterfulgt af Knotty Vines Zinfandel 2009 der var lidt mere forstyrret. Russian River Valley Pinot Noir Reserve 2008 var fin og dyr, Brother’s Ridge Cabernet Sauvignon 2007smagte af chokolade og fik en stor fluevinge.

Læg mærke til mærkatet med den gode opfordring.

Fra Amerika gik turen til Portugal og deres portvin, her repræsenteret af Niepoort. Vi smagte næsten alt. Det var selvfølgelig sidst på aftenen, så det kan være at vores dømmeevne var lidt uklar, men det var godt. Det var igen en fra familien der stod og serverede hvilket var super hyggeligt for hun snakkede en masse, og det inspirerede da til et besøg i Portugal. Den bedste fra Niepoort varBioma Vintage 2008.

Nu var det blevet lukketid, men jeg endte med at tale med en vinmand som lige hurtigt skulle ud og smage. Der blev smagt nogle stykke men jeg har ikke skrevet noget som helst om dem, og stopper istedet her. Jeg håber at du, på trods af en meget udetaljeret gennemgang, har fået noget ud af det.

Vi skulle lige hurtigt smage cognac'en til 2500 pr flaske, og det smagte som om vi ikke var gamle nok.

Lørdagschampagnen, kort fortalt.

Lørdagens champagne blev købt uden større kendskab til mærket. Flasken var flot og forhåbentlig ville den være forsynet med en ny ‘kapsel’ til samlingen. Jeg købte den på sommerferien i Champagne og kan ikke rigtig finde den i Danmark.

Champagne Tsarine Rosé sammen med snacks i den lille herskabslejlighed (til salg? - måske)

Indholdet var, som billedet afslører, en Tsarine rosé, bestående af lige dele pinot noir, meunier og chardonnay – fremstillingsmetoden kender jeg ikke til, men skal vi ikke bare gætte på at der er blandet rødvin i ved assemblagen. Lugten var meget mild med svage jordbærtoner (den blev drukket efter en kraftig rødvin, så måske derfor). Jeg kunne ikke rigtig få mere ud af den, den gjorde ingen modstand og var samlet set rigtig behagelig at drikke. Men altså ikke nogen stor champagne, medmindre mildhed er stort for dig.

Under ferien i Champagne undrede vi os over at biler åbenbart sprænger i luften på enkelte veje. Vi oplevede det ikke, men forstår ikke skiltet...

Til champagnen havde jeg lavet en lille, men dejlig, snack, bestående af ristet tyndtskåret franskbrød, ananas, lakridspulver og ‘block de foie gras’ rørt med fløde, salt og peber (evt. en lille smule cognac). Lakridspulveret skal kun drysses let over, da smagen ellers vil blive for kraftig.

Brødrene Price, god mad og en smule smør – beskrivelse af stedet og maden

Forret og hovedret, andet var der ikke plads til. Det er jo helt vildt, men lad mig starte fra ankomst. Vi kom en god halv time for sent, fordi jeg havde husket forkert. I det mindste kom vi den rigtige dag. Den tjener der tog imod os var dog ikke vildt imponeret, men heldigvis fik vi et bord i ’Spisestuen’. Restauranten er delt op i to; på højre side af indgangen er ’Spisekøkkenet’, der ligger op af baren og hvor maden er lidt mere simpel end i ’Spisekøkkenet’, som ligger til venstre for indgangen.

Et relativt anonymt skilt viser hvor restauranten ligger...

Spisestuen

Mit ønske var at få ’Bøf med Bearnaise’, og for at få det, skal man sidde i stuen. Spisestuen som vi sad i, er temmelig tæt pakket med borde og stole, så der er godt med mennesker, men alligevel er støjniveauet ikke særlig højt.

Maden

Da vi bestilte blev vi kun spurgt om forret og hovedret, hvilket undrede os en smule, men det blev meget hurtigt meget tydeligt hvorfor. Som det første havde vi bestilt nogle ventesnacks, så der var noget at lave indtil forretten kom på bordet. Forretten var for alles vedkomne svinerilettes med selleriremoulade og surt. Sammen med forretten kom noget lækkert brød og en lille smule smør, faktisk for lidt. Jeg kan heller ikke finde noget om ’andet steds’ omtalte ’smør menu’ – vi glemte dog også at der måske var en da vi bestilte.
Forretten var lækker og da den var blevet spist op, havde den lagt en meget god og solid bund. Også selv om der ikke var så meget smør.

Rigeligt smør? - Nej.

Hovedretten

Vi var fire afsted og fik tre forskellige hovedretter; bøf og bearnaise til drengene, bøf stroganoff og kaningryde til pigerne. Bøfferne var super gode; bearnaisen var også fin men manglede lidt estragon – jeg er meget glad for estragon. Kaningryden var meget lækker, desværre var der en masse små knoglestykker som ødelagde helheden. Stroganoffen var efter sigende rigtig god, men jeg smagte den ikke.

Derimod var der rigeligt rilette.

Til bøfferne fik vi begge en ’lille pommes frites’, hvilket må siges at være rigeligt. Bearnaisen kom i små portioner, med refill, så det var meget godt. Der var så meget mad at min kammerat endte med at levne af bøffen – det er jo helt tosset.

Efter hovedretten blev vi spurgt om vi skulle have kaffe eller dessert, og alle meldte fra. Og dog, jeg var lige nødt til at smage deres citrontærte. Den var god men fjernede ikke mætheden, tværtimod. Marengslaget ovenpå kunne have været udeladt og derved have gjort kagen lettere – men det er selvfølgelig ikke temaet.

Hotdogfaktoren og dommen

Brdr. Price er en restaurant som jeg meget gerne vil besøge igen. Nu har jeg prøvet bøffen, så næste gang må det være tartaren – og kaviaren. Næste gang jeg vil besøge stedet vil jeg sørge for enten at tage forret eller dessert, evt. bare tage en forret og to gafler. Hvornår jeg kommer igen ved jeg ikke, men der går nok ikke vildt lang tid.

Som sagt, jeg blev meget mæt...

Eftersom jeg stadig var mæt dagen efter besøget, vi gik oven i købet hjem fra restauranten til et stykke ud af Amagerbrogade, sætter jeg hotdogfaktoren til minus en.

Et lille tip

Hos Brødrene Price kan man få en dåse kaviar (den ægte slags) for 400 kr med tilbehør. Det eneste andet sted hvor jeg kender som man kan købe kaviar hos er Magasin, og her er prisen den samme, dog uden tilbehøret af toast, creme fraice og rødløg.

For at få et bredere perspektiv, kan du læse Gastromand.dk’s beskrivelse af et besøg HER.

En dejlig lørdag aften på Restaurant AOC, beskrivelse af maden og stedet.

1875 kroner for syv retter med vin, appetizers, champagne, kaffe og petit fours. Det er måske lidt dyrt i forhold til ‘Jensens bøfhus’, men det man får, er så meget bedre. Min undskyldning for at bruge så mange penge på mad, er at det er en oplevelse. Og det er det da i høj grad også.

Restaurant AOC

Heldigvis var pengene til dette besøg samlet over lang tid, i en madklub der nu er opløst. Det var sQ en smart måde at spare op på. Vi var på AOC, som ligger i den fint hvælvede kælder under Moltkes Palæ, i Dronningens Tværgade. Restauranten har en Michelinstjerne og der arbejdes inden for det ‘nordiske køkken’. Målet for AOC og køkkenchefen Ronny Emborg, er at involvere flest mulige sanser, og de kalder det derfor for ‘det sensoriske køkken’ – vi slap dog for røg og deslige men fik en masse dejlig mad.

Appetizers. Friteret selleri, kalvetatar sandsynligvis i bøgeblade, friteret mælkeskind med syre, makrel og flæskesuppe.

Before

Som det første efter ankomst, fik vi et glas champagne. Her var det ikke kun husets champagne, men tre forskellige, hvor man selv fik lov at vælge. Jeg valgte forkert, en Blanc de blanc fra Pascal Doquet som var lidt for skarp til mig den dag. Kæresten valgte derimod rigtigt ved at tage en champagne på flere druer – jeg kan ikke navnet på den, desværre. Til champagnen blev der serveret fire appetizers; chips af selleri, kalvetatar, friteret/confiteret mælkeskind til suppe på makrel og røget flæsk. Det bedste var skindet eller tataren, suppen levnede jeg af.

Første ret, inden der kommer sovs til. Alle retter var placeret off center på tallerknerne.

Første ret

Første “rigtige” ret, en af de syv, kom på bordet. Den fik en lang præsentation, det samme gjorde de andre retter, og da den var slut havde vi glemt en masse. De gravide piger hørte dog at det var med kongekrabbetatar, og måtte derfor sortere dette fra. Tilgengæld fik de urter, agurk creme fraice og sovs. Krabben var pakket ind i et blad som jeg ikke kender, men som sikkert kan findes i denne bog.

Roden ser ikke særlig vasket ud og jeg var da også mistroisk, men det blev der lavet om på.

Anden ret

Næste ret var meget sjov, og jeg var nødt til at røre stilken (på billedet), for at være sikker på at det ikke var jord der var på. Selvfølgelig var det ikke jord men aske eller noget i den retning. Fed detalje. Vi fandt ikke ud af hvilken spire det var, men mange gættede på noget kål som var et af rettens andre elementer. Retten bestod derudover af saltet helleflynder, hasselnøddecreme og brunet smørsovs – lækker blanding.

grillet/brændt majroe... havde det været hjemme var den nok smidt ud :)

Vinen og tredje ret

Sidder du og tænker på hvilke vine vi drak, er jeg desværre nødt til at være dig svar skyldig. Jeg burde have lagt mere mærke til dem da Sommelieren Christian Aarø går for at være meget dygtig. Det er dog også kun én vin som ikke rigtig passede, men det kommer vi til.
Indtil da lige noget mere mad. Tredje ret var grillet majroe, som var bagt i salt, med forskellig ost til. Udover den godt brændte overflade var det ikke en ret der efterlod det største indtryk. Snakken over bordet gik meget på hvorvidt det brændte fremhævede osten, og om man ikke ville have smidt den brændte rodfrugt ud, hvis man var derhjemme.
Der var ikke nogen der ville smide noget fra de næste to retter ud, de var super dejlige. De var også samtidig hvad man nok ville kalde hovedretterne – også selv om jeg gerne så dem mindst dobbelt så store.

Første lækre hovedret

Hovedretterne

Den første af de to var sprængt oksebryst under et mælkeskind med friteret beef jerky ovenpå. Sovsen dertil var lavet på brændenælder. En rigtig dejlig ret, og det var det møreste stykke kød… det kan vi li.
Næste ret overgik dog, for satan en sovs. Retten bestod af stegt andebryst med rødbede, rødløg og syltede solbær. SOVSEN var lavet af rødbedevin, fedt, og andefond, og den er værd at komme tilbage efter. At de havde lavet rødbedevin og derefter sovs af denne, var ret fedt, og når det munder ud i sådan en velsmag er det intet mindre end fantastisk.

Anden og endnu bedre hovedret, jeg ville gerne have slikket tallerknen.

Desserterne

Enden på ‘hovedretterne’ betød starten på desserterne. Den første af disse var en is på græskarkerneolie med frossen kærnemælk, havtorn og courgetteblomst. En meget lækker blanding, og samtidig en meget kraftig dessert.
Det var ved sidste dessert at vi mødte vores mismatch mellem mad og vin. Desserten bestod af æble, mælk og rosmarin lavet om til pulver og knas. Egentlig mindede den om en dessert fra NaCl kaldet ‘tusind kugler is’, eller noget i den retning. Rosmarinen var desværre for kraftig til vinen, og stak derfor af. Jeg tror at desserten havde været bedre som mellemret tidligere.

Græskerkerneis, en kraftig dessert.

Betjeningen, bedømmelsen og hotdog faktoren

Betjeningen under hele aftenen var kanon god, og hele tiden sørgede de for at pigerne fik serveret først, både af vin, vand og saft. Det var sQ meget fascinerende. Der var et par gravide i selskabet og disse fik en juicemenu af forskellige æblemoste fra Strynø – efter sigende passede de godt til maden.
Slutteligt må jeg sige at det var en rigtig god madaften. Jeg har tidligere sagt at køkkenchefen Ronny Emborgs køkken var meget ferskt. Dette var dog ikke indtrykket jeg gik derfra med. Jeg syntes derimod af de fleste retter var fyldt med masser af smag. Samtidig var ingen af retterne en gentagelse, på nær petit foursne, heldigvis, for dem havde jeg håbet på.
Hotdog faktoren er nul, da jeg konkluderede at det ville være grådigt at slutte aftenen med en hotdog. Skylder jeg måske at sige der var hvælvede lofter på herretoilettet?

Et lille kig i vinkælderen, massere af god dessertvin...