Copenhagen Wine Forum, del 1. Champagnesmagningen.

Det hænder at jeg bliver en smule ebrieret når jeg er på messe. Helt uden det er min skyld, skylden ligger derimod på de folk der står i boderne og insisterer på at jeg starter fra den ene ende og derfra smager sig igennem alt hvad de tilbyder. Lørdag var jeg på Copenhagen Wine Forum og jeg endte som andre gange temmelig ebrieret. Den snu læser burde nu have regnet ud at ebrieret er et lægeterm for at være fuld.

Og så går vi igang. Første champagne en Fleury Brut Nature og ikke min ynglings den dag.

Beskrivelsen af messen må hellere blive delt op i to, da jeg, i løbet af messen, var til champagnesmagning. Og netop champagnesmagningen vil jeg starte med. Den blev holdt i l’Esprit du Vins bod, en gangske fin vinbutik, i samarbejde med klubvin.dk. Den, som har læst bloggen før vil nok genkende Jørgen, der står bag l’Esprit du Vin og champagnesmagningerne i NIMBs vinklub.

Anden vin er bedre og en jeg ofte drikker. Fleury, 100 % Pinot Noir i Brut.

Jørgen, der var i skarp konkurrence med støjen fra messen fortalte at vi skulle igennem en ni forskellige, og så kan man jo ikke andet end være glad. I forhold til NIMB-smagningerne var portionerne mindre, meeen til halv pris og med masser af andre vine som skulle smages gjorde det intet.

Fjerde champagne syntes jeg var meget sur. En Launois Blanc de Blanc.

De to bedste vine var henholdsvis en ’Launois pere et fils, Special Club, 2002’ Og ’Jacques Selosse Initial’. Selossen var en blanc de blanc, lavet på champagner fra en masse årgange – alle årgange fra 1985 mener jeg. Den var degorgeret i december 2010 og burde måske have ligget længere inden smagningen. Dog smagte den rigtig godt, og det var første gang jeg kunne smage ferskner klart og tydeligt – rigtig lækkert.

Snyderen, og en god en af slagsen. Cremant de Bourgogne

Launois’en som var en Special Club og dermed en pendant til større huses cuvée de prestige – det bedste. Var også rigtig dejlig og en som man meget gerne vil drikke mere af. Den havde en blød og lækker lugt, med en smule toast i lugten.

Af gengangere var der bl.a. huset De Sousa, et hus jeg normalt ikke er tosset med. Det var ikke rigtig et glædeligt gensyn med dem, da de ikke rigtig har overrasket positivt. Den ene, De Sousa Brut Reserve, overraskede dog positivt. Det var en blanc de blanc, altså kun chardonnay, og den var degorgeret i december 2010. Den blev serveret efter en Launois blanc de blanc, som jeg slet ikke har taget nogen notater af, så den har nok ikke sagt mig det store :)

Manden bag smagningen, Jørgen Krüff - jeg håber det er stavet rigtigt.

Vi smagte også to champagner fra det biodynamiske hus Fleury. Den første var Fleur de l’Europe brut nature. Smagen var fyldt med friske grønne æbler. Lugten var i retning af æbler som er faldet fra stammen og er begyndt at smårådne. Derudover var den i kraft af syren og boblerne meget cremet i ganen.

Den anden fra Fleury var en almindelig brut og dermed lidt sødere. Det var en blanc de noir, hvilket vil sige at den er lavet på mørke druer. Efter den første var den nærmest slikagtig, og det er da også en champagne jeg er meget glad for.

Michael og mig syntes begge rigtig godt om denne champagne, og den var sammen med Selosse min ynglings på dagen.

Af de første fire vi fik serveret, var den ene blind. Da der blev stemt om hvilken var bedst af de fire, gik en hel del stemmer, inklusive min, til den ukendte. Det viste sig at det ikke var en champagne men en cremant de Burgogne kaldet La Grande Chaume, prestige brut. Jeg syntes den var endnu sødere end Fleurys Blanc de Noir.

Nu da jeg er ved at være igennem champagnerne har jeg et spørgsmål som jeg aldrig fik svar på ved smagningen. Det drejer sig om Fleurys Blanc de Noir. På flasken stod:

L4590 . HT03

13/01/11 02.09.10

Jeg ved at 13/01/11 er degorgeringstidspunktet, men resten er jeg ikke rigtig klar over.

Det var så rækken af smagte champagner. Hånden er ved at tage fat i den eneste 'ikkechampagne'.

Bøgeis med karamelskum – en let men langsom og anderledes dessert.

Så er tiden endelig inde til at en ny opskrift kan se dagens lys på Madarkitekterne.dk, nemlig Bøgeis med karamelskum. Isopskriften er inspireret af Malling og Schmidts egeis, omend det er meget lang tid siden jeg har set og rodet med deres opskrift.

En lille gif der viser hvor simpel retten er, og hvor nem den er at præsentere grimt. Du kan sagtens gøre det bedre!

Det hele er rimelig simpelt at lave, men det vil helt klart være smartest hvis du ejer en eller anden form for ismaskine. Isen der er lavet på en træspåner fra tørret bøgebrænde har en let karamelliseret der bliver kraftigere alt efter hvor længe den bliver tilberedt. Det er en ok og anderledes ret.

Jeg har endnu ikke drukket champagne (tror jeg) til desserten, men hvis man måske har en gammel OG SØD flaske, kunne den bruges, men pas på med det.

Nå men prøv at lav opskriften, og leg lidt. Du kan finde opskriften og mange andre HER.

Bøgeis, et kig gennem skummet!

Blindsmagning af fem champagner fra år 1999

Som tidligere fortalt holder NIMB vinklub champagnesmagning hver måned i deres Champagneklub. Denne smagning, august, var noget i retning af en forprøve på efterårets ’Top 20 smagning’, og til alt held fik jeg en plads, for jeg sejler selvfølgelig under Top 20 smagningen.

Den store smagning til efteråret ville jeg nok med garanti have forsøgt at deltage i, for som der blev sagt er det ikke kun 20 flasker der blev smagt. Derimod ønsker man at finde de 20 bedste champagner, og i efterårets tilfælde vil det være fra årgangen 1999. Her kan forskellen på flaskerne bl.a. ligge i deres kvalitet og modenhed. Nogle vil ikke være i nærheden af modne mens andre vil være overmodne.

Det var en arabisk smagning i det at man talte fra højre. I glassene er nummer 1, 2 og 3.

For at vende tilbage til smagningen her i starten af august, så var den blind, bestod af fem forskellige champagner og til forskel fra en tidligere champagnesmagning der også var blind, blev flaskerne afsløret til sidst og ikke løbende. Der var dog lighedspunkter mellem de to smagninger, hvoraf det største var overraskelsen over Möet. Begge smagninger havde nemlig vintage Möet, og i begge tilfælde var den bedst eller i hvert fald næstbedst.

Dom Perignon var den bedste champagne ved smagningen, og da jeg besluttede dette vidste jeg endnu ikke der var en Dom med. Som en lille tillægsinfo blev Dom Perignon af den ene svensker ved bordet kaldt for Dompern, med rullen på ’r’, om det er Dom på svensk ved jeg ikke, men jeg bed da mærke i det. Lugten var temmelig syrlig med lidt sure tæer. Smagen var rigtig god, nærmest ligesom slik, og det kan vi li.

I mine øjne, dagens vinder!

Hvis du nu sidder med en Dom derhjemme og tænker at det skal da bare tyres i svælget en stiv aften, så lad være. Syren i lugten, friskheden og syren i smagen viser at en sådan flaske sagtens kan tåle at ligge i længere tid, hvilket også er reglen for dyrere champagner. Lader du flasken lille i længere tid, vil den få en blødere og mere toastagtig smag – det er selvfølgelig en smagssag om det er godt.

Lige i hælene på Dom kom Möet Vintage 1999, altså nr. 2. Igen en fantastisk frisk champagne med tropiske frugter og efter lidt tid rabarber. Efter lidt længere tid var der også noter af lyse rosiner og mere toast. Fordi den var så frisk i forhold til champagnen inden troede jeg ikke den havde gennemgået malolaktisk gæring (frugtsyre/citronsyre omdannes til en blødere mælkesyre), men det havde den, og ja, jeg blev overrasket.

2. pladsen med et lækkert mærkat.

Min nummer tre var den der havde flest tilhængere, en Charlemagne Millesime 1999. Den var meget syrlig med lugt af uristet toast. Derudover var der også julekage (honningkage), æbler og helt sikker noget krydret i smagen. Jeg ville gerne drikke den til noget mad eller evt. lade den ligge nogle flere år.

Nummer fem kunne jeg ikke rigtig li, og det var en Charpentier Chaque. Den var meget påtrængende bag i halsen og var ikke så rar i munden. Lugt af toast og smør. Med tiden holdt den sin oxiderede stil (toast og smør visse gange sherry), men fik en metallisk bismag.

Nu mangler der kun nummer fire, som var fra De Sousa cuvée caullies de vie og som var den eneste jeg gættede rigtigt (som den eneste efter hvad jeg kunne høre). Den var meget grumset, hvilket passer på De Sousa da de ikke filtrerer deres champagner. Den var frugtig med slik og noget fremmed frugt, måske lyche (ad). Boblerne i flasken var nærmest også væk. Det skal siges at denne flaske smagte meget bedre end velkomstchampagnen, der også var fra De Sousa.

Til dem der går op i det, så var alle glas Spiegelaus champagneglas.

Eisbein, schweinshaxe og et par gode dönersteder i Berlin

Det hele kan jo ikke være fint og fjollet dyrt, så her er et par tip og et par anbefalinger til nogle gode måltider.

Currywurst som jeg tidligere har brugt som mæthedsfaktor kan findes de fleste steder i Berlin, og dog. Vi var ude ved Charlottenburg (vestlige del af Berlin) en dag, og her skulle vi faktisk lede efter et sted med currywurst, meget mærkeligt. Det sted vi fandt, var meget sørgeligt og kan ikke anbefales. Derimod kan et sted på Kurfürstendam klart anbefales, dette var også et meget velbesøgt sted. Det ligger på hjørnet på denne adresse, google den: Kurfürstendamm 195, Berlin, Deutschland. Det skal siges at det ikke er en gurmetting, men du står op og spiser sammen med gråspurvene.

Currywurst. Det viser sig at man kan få ‘mit oder ohne darm’, hvilket bare er ridser i pølsen som nogle anbefaler da den således bliver grundigere stegt.

I en eller anden form for madblad læste jeg at eisbein skulle være det vilde, og jeg skulle selvfølgelig også smage sådan noget. Min tyske moar (det er nogle år siden hun boede der) sagde at jeg skulle passe på tænderne, men jeg tror hun havde blandet noget sammen. Eisbein er et stykke kogt svineben (skank eller?). Kogt med kød, hud og dog uden hår. På tallerknen er det præsenteret som en kæmpe klump kød med kogt fedt og hud…

Eisbein, et stort stykke kogt svinekød (skank? - hvem ved...)

Nej eisbein er IKKE vejen frem, men det er dets broder/fætter SCHWEINSHAXE derimod. Det er samme stykke kød man roder med, men denne gang er det stegt/bagt i ovn, således at man får en ”svinekølle” med spøde svær og det hele… Så hvis du er i Tyskland og tænker eisbein, så lad være men tænk i stedet schweinshaxe!

Schweunshaxe er MEGET bedre end eisbein, og hvis man vil have noget tyskeragtigt er dette en god ide - få klösse og sauerkraut til.

Nu er jeg så kommet til en af de dejligste ting at spise, og noget som Berlinerne gør godt, nemlig kebab eller som de kalder det, döner. Jeg nåede desværre kun at prøve tre forskellige steder denne gang, og to af dem anbefaler jeg gerne :) Den tyske almindelige döner bliver serveret i et kvart stykke rundt brød og ikke i pita, til dette er der krydderdressing (den bedste), hvidløgsdressing eller noget stærkt – jeg bruger en blanding af krydder og en smule stærkt. Fyldet er, udover kødet, en smule iceberg, rødkål (indimellem) og en tomat-, agurk-, krydderurte- og løg-salat.

Den bedste vi prøvede var på det tyrkiske marked (Tüken markt, åben tirsdag og fredag). Markedet starter i krydset mellem Kottbusser Str./Damm og Maybachufer. Markedet er et hyggeligt halvstort marked med en del madvarer og stof/kvindeting. Der var altså den bedste kebab, den næstbedste lå på Joachimstaler Str., næsten lige ved siden af erotik (læs porno) museet. Den ligger i den ’passage’ hvor erotik museet også ligger.

Et lille tip til stationen (Zoologischer Garten) der ligger lige ved det næstbedste kebabsted, er at der er bagagebokse, så hvis du skal have opbevaret dine tasker inden du skal hjem, så koster det seks euro for et stort bagagerum.

Med dette lille tip afsluttes Berlin-turen, og jeg håber at du kan bruge de sidste par indlæg. Det jeg anbefaler mest er stadig Maremoto, men husk at det er et sted der leges og det ikke er Berlins bedste restaurant – men der er rart at være.

FACIL, hyggelig Michelin i Berlin

Underdressed og øl til maden kan sagtens beskrive lidt af besøget på Berlinturens anden Michelinrestaurant, FACIL. Restauranten ligger i en hyggelig gårdhave på femte sal med store vinduer ud til en masse bambusbuske der indkapsler restauranten og giver den en behagelig almosfære – til frokost i hvert fald.

Hytteost med pesto, tunrilettes og almindeligt smør. De store tallerkner som ser ud som om de er meget tunge, er meget tunge, men jeg ved ikke om det er guldtallerkner.

Kæresten og mig var på restauranten til frokost, og derfor var tanken lidt at man ikke behøvede så fint tøj. Det var dog ikke en tanke som de fleste andre delte, der var i hvert fald en stor mængde jakkesæt til frokost den dag. Nu blev der også skrevet noget om øl, og dette drak vi fordi vinkortet var meget dyrt – selv vinene på glas var dyre. Man kan lidt sammenligne deres vinkort med formelB’s, der også er rigeligt dyrt/fint.

En silde-before, jeg manglede snapsen!

Frokosten på FACIL koster 39 euro for tre retter og den valgte vi (jeg for os). Vi tog desværre den samme forret, men ellers tog vi forskellige retter. Forretten lød på ’labskaus von der ente’, hvilket både lød godt og dårligt. Godt fordi and er lækkert, dårligt fordi labskovs på dansk er noget man får i feltrationer og er ret så kedeligt. Dette var en blanding desværre, så det var en ret kedelig ret med and, tilsat et par forskellige ting. Æv bæv, man skulle være gået efter de andre…

Labskovs med and og diverse grej på siden - langt fra den bedste ret jeg har fået på sådan et fint sted.

Hovedretterne gjorde det hele lidt bedre. Min var et lækkert stykke braiseret vildt med en masse selleri – ifølge menuen skulle der være en ’sauce sierra moreno’, men det ved jeg ikke lige hvad er. Sovsen der var til var dog rigtig lækker og kraftig. Kæresten var blevet forsynet med noget fisk, men det kan jeg sQ ikke huske så meget om udover at det var okaj i smagen. Kæresten syntes dog at sovsen dertil var for syrlig.

Min hovedret, lækkert vildt med en ordentlig sovs

Jeg havde hjemmefra besluttet at jeg SKULLE have desserten med estragon, og så måtte tøsen vælge selv. Min bestod af en chokolade/kage/skum med hindbærskum på og ovenpå denne en rulle af hindbæris. Ved siden af var der rabarber kompot, for lidt estragonpure og noget kikseknas. Min dessert var dejlig, men der var ikke store overraskelser, og jeg var lidt skuffet over mængden af estragon. Lige hurtigt kan jeg nævne at den chokolade og skovmærkedessert jeg fik på Den Røde Cottage var langt bedre. Det var dog en meget pæn dessert.

Min dessert med hindbær, hindbærsorbet, chokoladekage og lidt rabarber...

Tøsens dessert bestod af hendes nu ynglings jordbærsorbet, med en chokolade kage hvor indholdet var en hasselnødecreme. Dertil var der stykker af pistaciebrioche (smørbrød), der ligesom Reinstoffs avocadobrioche ikke smagte af så meget. Chokoladekagen med nøddecremen (IKKE Nutella) var meget lækker og ligeså var sorbeten. Hvis man skulle lave chokoladekagen herhjemme ville jeg foreslå en fondant hvor man kommer en frosset klump nøddecreme i. Nå, den var rigtig god, og jeg gad faenme godt vide hvordan sådan en creme bliver lavet. I afdelingen af fondant findes også en nøddefondant jeg fik på Il Dona i København, MMM, den var lækker, og lavet på nødder i stedet for chokolade.

chokoladekage med nøddecreme og jordbærsorbet

En positiv overraskelse kom efter desserten i form af en ekstra dessert. Et martiniglas med en lækker hindbærsorbet sammen med chokoladeovertrukne nødder. Det var meget fint, og helt klart noget der skal indføres på mange flere restauranter.

Overraskelsesekstra dessert, helt sikkert noget der kan anbefales at gøre for andre restauranter...

For at slutte dette indlæg var der jo ’kun’ tre, ikke vildt store, retter, så currywurst faktoren er oppe på en med fritter på siden. Frokosten løb op på 94 euro, og det var jo nærmest billigt – især når man tænker på at nogle af vores andre aftener med almindelig mad lå på omkring 50 euro…

Jeg glemmer helt at fortælle at jeg fik en skammel til mit kamera. Det er sQ meget frækt at de ligefrem sørger for at man ikke har grej liggende på bordet.