Vinauktion og portvin fra 1900

Torsdag stod dagen på først vinauktion og derefter en portvinssmagning. Til vinauktionen var der en masse champagne som jeg ville have fingrene i og portvinssmagningen var af én flaske der var fra 1900, 111 år :)

Vinauktionen var en del af politiets auktioner, som kan findes på www.topauktioner.dk. Her er det muligt at købe alle mulige vine der på den ene eller anden måde har været beslaglagt af politiet. Da det ikke er sikker at alle vinene er opbevaret korrekt, skal man regne det med som faktor når man byder. Min faktor der, var at jeg ikke ville byde over halvdelen af udsalgsprisen, hvilket for nogle af champagnerne var omkring 300 kr. pr. flaske.

Det var dog ikke alt jeg købte som jeg havde tænkt nærmere over. Og jeg endte derfor også med at få en del rødvin og noget sprut med hjem i tasken :) Jeg vil ikke bruge blækken på at beskrive alle vinene, men i stedet bare nævne dem jeg er mest glad for.

Indkøbet

Jeg købte fire flasker rødvin fra mit fødselsår, 1982. Det var mest for sjov at de blev købt, men stadig i håbet om at de kunne drikkes. Fordi at nysgerrigheden var for stor, og der er over et år til jeg bliver 30, åbnede jeg en dagen efter i selskab med mine forældre (klik her for at se middagen). Det var tydeligt at vinen nok ikke skulle ligge endnu et årti, men på trods af det var det en fin flaske. Duften var meget røget, lidt støvet og hen af tjære. Smagen var af lejerbål, med træ, aske og røg, samtidig også noget der ledte tankerne hen på sejlskibe. Alt i alt en dejlig vin, som jeg faktisk glæder mig til at drikke igen.

Jeg købte fire champagner. En Belle Epoque (den med blomster) som jeg fandt ud af var fra det store champagneår, 1996. En Heidsieck Blue Top, jeg ved ikke lige så meget her. Og to Deutz Blanc de Blanc fra 1993 – man kan købe 2002 eller sårn i Magasin til en masse penge. Jeg åbnede ene Deutz i selskab med mine forældre, og igen var jeg meget spændt, for var den død!?! – Heldigvis var der stadig bobler og det hele. Man kunne godt smage at det var en champagne der havde ligget nogle år, da den virkede som om at den havde udviklet sig i flasken. Smagen var hen af Bollinger RD som er min reference med gamle flasker, om end den var friskere og endnu ikke så sherryagtig som RD’en. Champagnen blev drukket til en ret med jomfruhummerbisque, jomfruhummer og peberfrugt, og det passede den ret fint til.

Efter Auktionen, smagning af gammel gammel gammel portvin :)

Jeg havde efter auktionen inviteret Michael på et glas port i Vinbaren i Stefansgade (facobook link). Porten var fra 1900 og dermed en aldersrekord for os begge. Det var en Hoopers Very rare old tawny port. Det kostede 120 kr. at være med til smagningen og der kunne maks være 12 personer med. Dermed havde jeg forestillet mig at man s’føli kun fik 1/12 af flasken, men det viste sig at være meget anderledes. Da vi kom, var der kun tre andre, inklusive ejeren og hans kone, men de var ikke helt sikker på om der ville komme en mere. Vi fik derfor en ventetidsrundvisning i vinkælderen, som må siges at være et sted hvor man godt ville låses inde i en uge… for satan der var mange gamle lækre flasker, champagner m.v. – uhhh!

Den sidste person kom aldrig og vi åbnede derfor flasken, stadig forestillede jeg mig at vi kun fik den der tolvtedel, men den forestilling forsvandt da der blev fyldt på glasne. Vi fik langt mere, og da vi havde drukket ud blev resten af flasken hældt op, helt vildt fedt. Vi endte derfor med 120 kr. pr. person, for rigtig meget port og en super oplevelse.

På trods af sine mange år smagte porten fantastisk. Den var helt frisk og rosinagtig i smagen, med masser af duftnoter af marcipan, samt fyldt chokolade med likør og igen marcipan. Man fik helt klistrede læber, som om at man havde fået sirup på dem. Det var virkelig et godt glas port, og helt klart noget som sagtens kunne ligge meget længere uden at tage den mindste skade.

Nu er vi jo så nået helt ned til 1900, og så mangler vi bare springet til 18xx, jeg glæder mig :)

Champagnemiddag med moar og far – del I, billederne.

På opfordring lægger jeg billeder af gårsdagens retter på nettet. De slår selvfølgelig ikke det man ser i fjernsynet lige nu (19.44 lørdag, Årets kok), men de var nu nogenlunde. Øhm der var nogle ting som helt klart skal ændres (jeg prøvede at få syre ind i alle retter så de passede bedre til champagne – havtornen jeg brugte var bare ikke så sur)

Første ret, som jeg spurgte om hjælp til: Ristet jomfruhummer, grillet peberfrugt, gul peberfrugtis, appilsinskal kogt fem gange og en jumfruhummerbisque. Til den en Champagne Deutz 1993 Blanc de Blanc, der heldigvis ikke var død.

Anden ret. Stegt brissel, syltede skalotteløg, karseolie, purløg og en løgbouillon. Til den ret, en champagne Mandois 2004, stille og rolig flaske, og meget friskere end den fra 1993.

Tredje ret, hovedret. Oksemørbrad (intervalstegt fordi jeg skulle bruge ovnen til en masse andet), min sovs som er modificeret fra den nye NOMA-kogebog, blå kartofler (kedelige), skorzonerødder (udtale ‘?’), grillede jordskokker, rødbeder i rødbedeglace, syltede skalotteløg ooooog…? Brøndkarse. Champagnen var en Drappier på ren pinot noir, uden svovl hvilket gør den så kraftig at den burde kunne stå imod ihvertfald noget kød…

Præ dessert. Earl grey is med citrusgeranium.

Dessert. hvid chokoladeparfait (som var smeltet fordi den sQ tøes og jeg havde skruet op for køleskabet :( men den var lækker, lakridsrodssirup, brændt hvid chokolade og alt for sød havtornsmousse (den sQ være sur for at stå imod champagnen, men havtornen var sød). Champagne Louis Laurent demi sec, stille og rolig lækker champagne til billig penge.

NIMB og mojitos, en god aften med ganske fin mad

Fredag aften var Michael, hans kæreste og mig på det tredje restaurantbesøg igennem Dining Week. Denne gang var det NIMB Brasserie der stod for skud. Denne gang var det jo muligt at sammenligne med to restaurantbesøg som var helt friske i hukommelsen, og jeg var ikke skuffet. Jeg vil i det følgende beskrive maden, lidt af vinen og så selvfølgelig vil jeg krydre det med lidt beskrivelse af toilettet :)

Vi havde fået bord kl. 1730, men kom et lille kvarter for tidligt, så der var tid til lidt at drikke inden maden. På kortet var der foreslået et glas med noget mousserende, men jeg ville lige høre hvad en mojito kostede. 115 kr. var svaret, så vi hoppede på den mousserende. Efter NIMB tog vi på MICE Bar, for at få stillet mojitotørsten, og her kunne man få tre stk. for 120 kr. Vildt lækker Happy hour tilbud.

Maden og vinen

Maden vi fik var igen tre retter for 200 kr., fordelt på forret med rimmet laks og blomkål, hovedret med kylling og noget rodfrugt, og til sidst dessert med hvid chokoladeparfait (is som er nem at lave selv), estragon og bær. Til maden kunne man vælge en vinmenu til 150 eller en der var lidt dyrere. Man kunne også få en flaske Dom Pérignon for kun 1400, hvilket er super billigt, meeeeeen vi nøjedes med tre gange billig vinmenu.

Toilettet

Det er jo næsten ved at være et fast indlæg med lidt om stedets toilet, så jeg vil da også skrive en smule om NIMB’s. Jeg nåede desværre, og dumt nok, ikke på lokum, men Michael fortalte at det var et temmelig standart pænt hotel toilet. Da jeg ikke lige var derinde vil jeg kort beskrive toilettet på ’Lord Nelson ølbar’, hvor vi var efter MICE bar. Rummet er måske 20 cm bredere end selve kummen og så halvanden meter langt. Alligevel er det lykkedes at presse en håndvask og varmeblæser ind – og vildt nok var der faktisk rent hvad jeg ikke synes man ser så tit på barer.

De enkelte retter

Forretten var som sagt rimmet laks med blomkål og lidt andet. Da jeg smagte laksen for sig selv, var det ikke rigtig en smag der passede mig, den var alt for fisket. Dette gjorde ikke udsigten til retten så god, men sammen med blomkålen og de forskellige tilbehør blev det hele meget bedre. Og det er nu en ret jeg selv gerne ville lave. Michael syntes at der var lidt for meget fisk, og jeg må da også give ham ret i at der var meget, der passede fiskemængden på Formel B bedre (der var halvt så meget fisk). Vinen til denne ret var en chadonnay fra Loire, den passede ok til og blev ikke præsenteret af andre end menukortet…

Hvor vi på The Dining Room skulle vente længe imellem retterne, gik det meget hurtigere her. Grunden til dette lå måske i at der var planlagt to timer pr. sæt. Michael syntes at der godt kunne have gået fem minutter mere imellem hver ret, men vi var alle enige om at det var bedre på denne måde. Hovedretten som kom på bordet var et kyllingebryst, som både Michael og mig syntes manglede salt. Til brystet var der en pure af knoldselleri, nogle syltede løg og noget jordskok. Alt i alt en meget fin ret, men ikke en der skildte sig ud. Vinen vi fik til var merlot fra Limoux. Igen passede den ok til, men det var ikke det vilde match…

Desserten bestod af en hvid chokoladeparfait, som var dejlig fed og cremet. Hertil var der lidt estragonmousse, som vi talte om smagte af en mild bearnaise, og altså for lidt af estragon. Derudover var der tørrede tyttebær og tyttebærgranite (frys en gang saft til en isklump, og riv is af med en gaffel; det er granite), og udover det hele var der revet lakrids. Dessertvinen vi fik til var meget anderledes end det man normalt oplever, den både lugtede og smagte hen af cognac, hvilket var virkelig mærkeligt, og måske ikke dagens favoritvin. For at advare eller anbefale hed vinen: Pineau des Charentes fra Chatêau de Boulon og det var en 5 års.

Inden jeg slutter helt, så er billedet med et væltet glas vand, det jeg syns burde være et vinderbillede i Dining Weeks fotokonkurrence. Det er nemlig anderledes, og da vi hældte vand ud på bordet og begyndte at tage billeder gloede nabobordet olmt. Vi var også nødt til at holde tjenerinden og hendes klud på afstand :) – men helt klart et originalt vinderbillede.

Afslutningsvis skal siges at min hotdogfaktor var 1, Michael var derimod mæt. Tjenerfaktoren var på 33%, og den går som nævnt før på hvor mange kvindelige tjener der sørgede for os.

The Dining Room, vandet, maden og lidt om forventninger

Copenhagen Dining Week kører og Michael, hans tøs og mig var derfor i går oppe i SAS Radisson for at spise på The Dining Room. Menuen var igen tre retter, men denne gang var en af dem en dessert, så det skulle vi ikke have ekstra. TDR havde også været så venlig at lave en vinmenu til 200 kr., med vine fra… det kommer vi til, for først skal vi igennem et par andre ting.

TDR er et super sted at holde møder, der er en fin udsigt og man får fred til at tale sammen. Dette gjaldt især alle os der var mad igennem Dining Week. For os blev retterne nemlig ’kørt ud’ på samme tid, således at man sQ vente på de sidste – og der var vist nogle der spiste viiiiildt langsomt.

Vandet

Al denne ventetid gjorde at vi relativt hurtigt fik drukket vores vand. Da det blev opdaget af tjeneren blev vi spurgt om vi ville have mere, og der blev selvfølgelig sagt ja. Det var ikke mig der sagde ja, men jeg fik en lille klump i halsen for jeg kan godt huske restaurantbesøg hvor vandet kostede 60,- pr snude (Restaurant MR). Vi talte lidt om det, og jeg var overbevist om at vi ville få ”husets vand”, hvilket vi også gjorde, så jeg var meget spændt på regningen… det var heldigvis en behagelig idet at vandet kun kostede 48 kr. Her vil jeg så lave en lille opfordring til alle restauranter, oplys prisen på det i sælger! for der kan sQ være nogle voldsomme og ret irriterende overraskelser. Da jeg kom hjem ledte jeg efter vandpriser og støtte på restauranten RELÆ’s overvejelser omkring vand, for at se dem klik her.

Maden

Vi fik altså de her tre retter hvor den første var fiskebouillon med diverse muslinger. Nummer to var okseflank med en smule pastaniak og toffelmos, og nummer tre var chokolade blinis (kage) med æbler, karamel og pistacieis.

Første ret blev forfulgt af en hvidvin som jeg ikke lige kan huske andet om end at det var pinot gris, og jeg tror at den passede ok til. Det var ikke lige en ret efter mit hjerte, især fordi de havde valgt at komme blåmuslinger i – de havde måske også valgt at komme sand i en af Michaels muslinger. Kammuslingen der var med var også kogt, hvor jeg helst vil have den smørstegt/stegt således at noget af muslingesmagen forsvinder. Alt i alt ikke lige min ynglingsret – men hvis du er et fiskemenneske var den sikkert fin…

Anden ret var meget bedre, masser af kød og lidt rodfrugter! Kødet var i selskab med nogle stegte østershatte (måske), en grillet kvart pastaniak og en kartoffelmos pyntet med forårsløg og pecorinoost. Det var ret godt til kartoffelmosen. Der var som sagt masser af kød, og Michael syntes måske det var lidt for meget da han stadig havde kød tilbage efter at al tilbehøret var væk – jeg syntes det var dejligt, mere kød til mig tak. Der var også en løgsovs/glace på tallerknen, og den var god nok til at Michael prøvede at få de sidste op med et stykke brød :) Vinen vi fik til kom fra en karaffel og blev præsenteret som en ”pinot noir fra Beaujolais”, dem er der nok ikke mange af… eller, en der kendte til området ville nok gerne have vidst liiidt mere. Det kan dog være at de brugte KISS-princippet, der lyder ”keep it simple, stupid!”

Der var jo som sagt masser af ventetid imellem retterne, så Michael og mig gik på lokum i håb om at det fik desserten til at komme. Lokummet var i øvrigt et stille og roligt fint hoteltoilet. Desserten kom så selvfølgelig imens vi var væk, og her må jeg sige at man sQ skal vente med at servere en ret indtil der er gæster ved bordet. Is står f.eks. bare og smelter… Serveringen af desserten viste dog klart at de kørte alle retter ud på samme tid. Det kan sættes over for Formel B som serverede når de enkelte borde var klar, hvilket gjorde at besøget har hurtigt færdigt. Desserten bestod af en ”sandet”-blød chokoladekage med pistacieis og en lækker karamelcreme med æble, og vinen vi fik hertil passede meget bedre en det vi fik til dessert på Formel B.

Hvad er så konklusionen? Jo, maden var god, måske lige på nær fiskesuppen som ikke var mig. Den røde og dessertvinen passede fint til maden, og det var super med en vinmenu. Vi sad desværre ikke ved vinduerne, lidt skuffende, det var jo det man håbede på. Resultatet må være at det var en meget fin aften.

Hotdogfaktor = 1

Tjenerfaktor (antallet af kvindelige tjenere som servicerede os) = 33%

Formel B, tre plus en ret og et toilet med skydedøre

Michael og mig var i aftes på den 1-stjernede restaurant Formel B. Vi var der i forbindelse med Copenhagen Dining Week, en del af Copenhagen Cooking. Med Dining Week får man tre retter for 200 kr., medmindre det er en restaurant med michelinstjerne, så koster det 300, og det var det. I det følgende vil jeg beskrive restauranten, selvfølgelig også maden og så måske noget om priser.

Restauranten og…

Restauranten har for nylig skiftet koncept, således at de ikke længere går efter stjernerne (som de har haft syv år i træk), men i stedet vil lave mad i topklassen som brasserie. Det betyder at de har lavet et menukort hvor alle retter koster 120 kr., ikke uoverkommeligt, men deres vinkort hamrer kontoen i bund… En lille bi-ting er at tre retter normalt vil koste 360, så dette var kun 60 kr. + vand billigere, og så endte vi med at købe en ekstra ret.

Men nu til toilettet; Michael og mig havde været ude og få et par øl inden maden, så da vi kom til restauranten fik vi vores bord og rendte på hver vores lokum. Toiletterne var bag en skydedør som åbnede automatisk når man gik ind, men ikke når man sQ ud igen – nabobordet løb vist ind i et problem der :) De to toiletter der var bag skydedøren, var også forsynet med skydedøre – heldigvis med manuel lås, for hvis teknikken ikke virker…… Der var ikke nogen håndtørrer, men i stedet små håndklæder med logo indgraveret, hvilket Michael også gerne ville have derhjemme til gæster (selvfølgelig også mig, men så skal man til af finde noget mere lyseblåt så det matcher).

Maden

Menuen lød på tre retter som var; et: røget og brændt laks med syltede grønne tomater og avocado, to: løgconsommé med confiterede andekråser, ost og små danske rødløg, tre: entrecôte, tomat, røget marv og skalotteløg.

Første ret var jo nærmest sushi, eller hvad helvede man kalder det. Et stort stykke laks, som var brændt/ristet på overfladen. Laksen smagte af laks og overfladen gjorde noget godt for smagen. Jeg var godt nok lidt overrasket over fiskesmagen, men den var ikke fisket på den dårlige måde, og konsistensen var rigtig dejlig – sashimi? Hvis det hedder sashimi, var den rigtig god sashimiagtig.

Andekråserne i anden ret var en meget positiv overraskelse. Katrinen havde fået nogle da vi var i Paris i efteråret, de var hårde, ikke specielt møre, havde en meget stærk smag og så vidste vi ikke hvad det var. Dem der fulgte med denne ret var super møre og lækre – noget man godt selv kunne prøve. Kråserne var confiterede hvilket betyder noget i retning af at de er kogt møre i eget fedt. Over kråserne og de andre ting blev der hældt en meget lækker løgsupper som jeg meget gerne vil have opskriften på. Osten der var i retten var consommé og den passede i små mængder godt til suppen.

Entrecôte på under en centimeter i tykkelsen var tredje ret. Nabobordet talte om at den måtte være lavet med ukrudtsbrænder siden den stadig var rød indeni og så færdig udenpå. Sovsen sammen med skalotteløg, røget marv og kødet passede super godt sammen, men jeg syntes ikke at tomaterne havde deres berettigelse. Som jeg før har sagt, så er sovsen tegn på hvor god restauranten er – og denne sovs var altså god. Marv plejer heller ikke at være mig, men her var det vildt lækkert.

Vi var jo nødt til at få en dessert, og Michael havde hurtigt set sig lun på en chokolade dessert med mousse, tørret mousse, cremer af diverse ting og pæresorbet. Til desserten fik vi en Krohn 2000 colheita, der dog smagte meget af vintage. Vi regnede med at port ville passe godt til desserten, men den var vist for sød; på nær lige med hensyn til pæresorbeten hvor portvinen passede rigtig godt.

Vi endte med at gå derfra godt tilfredse, om end jeg lige skulle tænke over vores med i forhold til de andre michelin-restauranter jeg har prøvet. Min endelige konklusion er at det var rigtig godt, og at det klart kan anbefales, især når man tænker på at alle retter koster 120 kr., men husk at de har et dyrt vinkort.

Hotdogfaktor: 1, men den blev drukket væk efterfølgende.

Frankrigs oversete søde vine

Madarkitekterne var på banen da Sopexa afholdt deres smagning ”Frankrigs oversete vinregioner og appelationer” i starten af november med Hotel Sct. Petri som fornem kulisse. Som overskriften lød, var smagningen en god blanding af både områder og vintyper – de enkelte cooperativer har gerne et bredt udvalg af deres sortiment med for at vise hvad de kan byde på i forhold til det danske marked. De mange regioner og typer – og den relativt korte tid – gjorde at vi måtte vælge side for at få bare lidt konstruktivt ud af smagningen! Som altid er det jo rart at starte lidt blødt og hvad behager ganen mere end bobler? Så vi begrænsede os til hvide vine overordnet: bobler, hvide og slutteligt søde vine.

Jeg har et særdeles svagt punkt for søde ting – og sørme også for søde vine, nærmere betegnet ”vin doux naturel” og blandt de oversete vinregioner var der Domaine Salvat… (jeg mindes at der var en udmærket smagning kun for Roussillon?!)

Her stod en meget flink pige med nogle ualmindeligt søde dejlige vine, som var med til at gøre det til en helt god oplevelse: Vi havde foruden afgrænsningen valgt en rute blandt bordene, men måtte vende tilbage til bord nr. 8 og de søde vine. Det var meget hyggeligt at snakke med hende og vi kom vidt omkring, men summa summarum var at vi fik en flaske med, som vi skulle lave en langtidssmagning på.

Vinen er/var en Rivesaltes Ambre som var lavet på den traditionelle oxidative metode. Vinen var, som det også er typisk for en Ambre, ravgylden i farven, fløjlsblød smag med noter af honning, abrikos, mandler. Alt i alt blev Lasse og jeg enige om at den lænede sig kraftigt op ad en god portvin.

Efter at have smagt vinen nogle gange på selve smagningen, var vores første tanke at ”sådan en kan man da sagtens komme til at drikke på en aften…!” men hvad så hvis det nu ikke lykkes – hvor længe har man så glæde af en så dejlig vin, efter at proppen er blevet trukket ud første gang??

Smagning over tid

Forsøget startede så at sige ved smagningen, altså d. 4. november 2010 og sluttede ved en julefrokost d. 22. januar, hvor flasken til sidst (desværre) blev tom.

I denne periode blev proppen hevet op, vinen smagt på og proppen på igen flere gange, hvorfor den er blevet iltet meget. Vinen har ikke været på køl på noget tidspunkt i perioden.

Selve smagen ændredes ikke radikalt, alkoholindholdet synes naturligt nok at svinde en smule, uden at dette gjorde noget. Der var ved den sidste dråbe stadig noter af tørrede abrikoser, mandler og varme solstråler!

Så konklusionen må være at, hvis man sjatdrikker af en af denne kaliber kan den sagtens holde sig, bare den bliver proppet hver gang.

Spis det råt – nyt spisested helt uden kød…

Jeg må nok indrømme at jeg i denne beskrivelse er farvet af to ting. For det første bliver der ikke serveret kød, ikke lige noget jeg sympatiserer vildt med. For det andet kender jeg ham der har åbnet stedet og det kan være at jeg derfor er en smule mere positiv – men det vil jeg nu forsøge ikke at være.

Stedet

Spis det råt ligger lige på den anden side af søerne, Åboulevarden 32, og er absolut nyåbnet. Maden der bliver serveret efterlever raw food ”reglerne”. Ejeren, Hans, har valgt ikke at bruge ordet raw for ikke at blive fanget eller begrænset af dogmet. Selv om det er et sundt udgangspunkt bliver der serveret vin (et glas om dagen er vist super sundt). Da jeg spurgte omkring vinen fortalte Hans dog at den ikke kommer over et par og tredive grader under gæringen, så det er da i det mindste under 42 grader.

Nå, jeg var altså forbi i sidste uge, meget kort efter en stille åbning – jeg venter stadig på en reception eller åbningsdag :) Da en af mine venner, Andreas, havde tvunget mig til at træne den dag, valgte jeg at tage ham med for at smage på tingene. Det viste sig oven i købet at han så småt var begyndt rode med raw food opskrifter, så han var lidt mere inde i det end mig…

Maden

Nu er det jo maden det drejer sig om, så det følgende er hvad mig og Andreas syntes (jeg fik ham til maile mig sine meninger). Da vi kom fik vi en kort rundvisning og blev efterfølgende serveret hvad der skulle vise sig at være en voldsomt stor frokost. På hver vores tallerken var marinerede svampe og en squashsalat. Da vi fik præsenteret sqashsalaten, foreslog jeg kækt at cremen var guacamole – hvilket den ikke var, og efterfølgende holdt jeg min kæft :) Cremen var lavet af pinjekerner, cashewnødder, citronsaft og olivenolie, og det passede super godt med squashen. Både Hans og Andreas syntes at den manglede en smule salt, men det nåede jeg ikke lige at opdage for den smagte faenme godt og var væk inden de nåede at kommentere det. De marinerede svampe var ikke noget helt vildt, men Andreas syntes de var gode.

Vi fik to salater på fade, den ene en rødbede-pastaniak salat, som jeg ikke syntes der var så meget smag i  – Andreas foreslår også den burde vendes i noget med kant, eddike eller sårn – derfor vil jeg koncentrere mig og den anden som var vildt god. Den anden salat var en ”pasta” med pebersovs. Her blev jeg som med squash-salaten voldsomt overrasket over hvor god den var, og der var nærmest konkurrence om at få mest imellem mig og Andreas. Jeg kan ikke helt huske hvad pebersovsen bestod af, men vist nok peberfrugt og soltørrede tomater, lidt krydderier og noget olivenolie. Pastaen var lavet af squash og vistnok pastaniak – frugterne var lavet til pasta på en avanceret æbleskræller som lavede lange tynde strimler der ligefrem lignede spagetti.

Efter maden, hvor der var lagt en god bund, skulle vi lige smage de kager som var lavede. De havde selvfølgelig ikke været i ovnen, så det var spændende at smage. Den ene var en chokoladekage der var vildt tung – lidt a la min dødschokoladekage, bare sundere, hvis så meget frugt er sundt. Hvis jeg skal beskrive den kage billedeligt, så forestil dig en kage der er en centimeter høj, hvor et stykke på 3×5 cm nærmest får dig til at gå i gulvet :) Den anden kage er lidt svær for mig at beskrive men jeg synes den smagte meget af honning, Andreas gjorde ikke, men han syntes den var bedst fordi den ikke var så tung. Denne kage havde dog en god chokolade glasur, og jeg foreslår i den sammenhæng at man kombinerer de to kager, så man får den tunge chokoladekage uden bund, men med den bløde glasur som top i stedet, det vil være vildt.

Al vores mad blev selvfølgelig forfulgt af drikkevarer, som var lavet på meget pressede frugter. Nummer et og tre var meget lækre, men nummer forstod hverken Andreas eller mig. Den anden var der kommet noget tangpulver i, således at folk med raw-tendenser kan få deres protein, og det gav en smag som ikke passede mig helt – Andreas syntes den var tung. Den tredje var der noget i som mindede om karamel, vi fik ikke spurgt, men vi gætter på at det var dadel, måske en tørret en?

Hvad var resultatet af besøget så? – jo det er helt klart noget jeg gerne vil igen, men jeg vil dog aldrig give slip på mit kød. Selv om der ikke var kød i, manglede jeg ikke kødet i måltidet. Især ”pastaen” gjorde ønsket af kød nærmest ikke eksisterende da smagen var så fyldig. Squash-salaten gjorde det ikke ud for kød men den var et fantastisk tilbehør og noget som jeg gerne selv vil lave snart. Alt i alt var mit første besøg på en grøntsags/sundhedsbar en rigtig positiv overraskelse, og noget jeg helt klart gerne vil gøre igen…

Hotdogfaktor = 1. Dog skal det siges at jeg ikke havde behovet for mad, men en hotdog kan man altid spise.

Til slut, så håber jeg ikke det var alt for farvet :)

Vanilievodka del 1

Et kort lille hyggeindlæg der bliver opfulgt af opskrifter når vodkaen er færdig.

Tja, en flaske vodka og to vaniliestænger. Målet er at få en vodka der smager af vanilie og som bliver god i drinks – men drinksopskrifterne kan i få næste gang… Billedet er taget efter at vaniliestængerne var været i vodkaen lidt over 24 timer, den ser meget mørkere ud i virkeligheden…

Champagneklub og smagning på NIMB

Hvad står NIMB for? Ja, det finder du ikke ud af denne gang. I stedet vil jeg fortælle om fredagens champagnesmagning på NIMB, blande det med lidt om champagne og lidt om de tanker der er blevet gjort på baggrund af smagningen. Champagnesmagningerne er kun et champagnehus pr. smagning, og denne gang var det huset FLEURY. Alle champagner kom fra l’Esprit du vin.

Smagningen

Selve smagningen var på ti champagner(!), hvilket er en hel del for at sige det mildt. Normalt vil champagneklubsmagningerne være på cirka seks, men på grund af Fleury-husets store varietet røg tallet op på ti (tak!). Flaskerne gik fra non vintage (altså noget blandet af forskellige årgange så man får den ønskede smag) til årgang 1990, det ældste jeg har smagt indtil videre :)

Første champagne var ’Rose de Saignée’. Champagnebiblen siger følgende om saignée: ”I Champagne en betegnelse for, at man har ladet druemosten fra røde druer løbe fra af sig selv, uden egentlig presning eller nogen videre macération. Giver en svagt farvet rosévin”. Nå men hvad fik jeg så ud af den? – den havde en flot farve, og en god lugt af hindbær, andre bløde bær og måske lidt sure tæer (syren). Smagen var fin med en afslutning af jordbær. Jeg syntes at den blev bedre efter at have stået lidt og var blevet lidt varmere.

Nummer to var med til min egen champagsmagning ugen inden, og var Blanc de Noirs Brut, en champagne  udelukkende lavet på druen pinot noir. Jeg synes selv det er en super champagne, og så er den fantastisk med sorte oliven. Lugten var varm og blød, imødekommende og en smule af hvedemel. Smagen var med æble, pære, blomme, sprød og efter lidt tid, rosin.

Næste flaske var helt anderledes fra nummer to. Det var Fleur de l’Europe i en Brut Nature udgave. Brut Nature betyder kort sagt at der ikke er tilsat sukker eller saft efter at man har fjernet bundfaldet i flasken vha. degorgering. Jeg ved desværre ikke hvad man så topper op med, men det kan være det kommer en dag. Jeg syntes vinen var sur, faktisk meget sur, men på en måde så jeg skrev ’sur i kanten og blød ind mod midten’, altså var den blød lidt efter den var kommet ind i munden. Vinens lugt bød på noget gær, lidt sherry og noget koncentreret og kraftigt jeg ikke kunne sætte andre ord på.

Brut naturen blev efterfulgt af Brut i samme Fleur de l’Europe. Dette var den bedste flaske indtil videre. Den havde en behagelig lugt, lidt hen af Blanc de Blanc og så var den friskere end Blanc de Noir’en.

Fleur de l’Europen blev overgået af den næste flaske som var ’Robert Fleury’ fra 2000, en flaske til 400 kr. Denne champagne har inden den kom på flaske ligget på egefad i otte måneder. Den havde en meget blød duft, med træ og rugbrød. Champagnen var rigtig dejlig at drikke, og selv efter jeg havde ’slubret’ hvad der ellers ofte får vin til at være syrlig eller stærk, var den dejlig. Helt klart en ynglingsflaske.

Næste flaske var også fra 2000, en ’Millésime Ekstra brut’. Igen var det en champagne der virkede sød med en svag smag af træ. Duften var syrlig. Selve champagnen var blød at drikke, noget som man ikke nødvendigvis forbinder med ekstra brut, men den havde dog en ret tør afslutning i ganen. Ekstra brut er ikke helt så tør som brut nature, men tæt på.

De næste to flasker var fra 1995, og den første af disse var ekstra brut som flasken inden, for at kunne sammenligne. Michael og mig smagte Bollinger 1996 RD i efteråret, og jeg har siden da brugt den som reference. Denne smagte lidt hen af RD’en, men mere frisk. Lugten var lidt tawny agtig(RD-agtig), med rosiner, vanilie, slikbod i Tivoli og vaniliebolcher.

Da den næste blev serveret, var jeg faktisk nået til et punkt hvor jeg var champagnemæt, men det kommer jeg ind på til sidst. Den næste var som sagt også en 1995’er men bare i brut udgaven, en brut i den meget søde ende vel at mærke. Smagen var af korn, æble og en smule tawny. Duften var med tawny, citrus, madæble og vanilie.

Nu kom vi så niende champagne som var fra 1996 – et fantastisk år ifølge mange, vist nok det bedste siden 1928 eller sårn (det er noget med syreniveau). Desværre havde jeg ikke mere at Robert Fleuryen tilbage, så jeg kunne ikke smage den op imod hvad jeg syntes var bedst indtil da. Jeg har desværre ikke skrevet så meget her, men den blev blødere jo varmere den blev, og den havde en smag af druesaft og æble.

Sidste champagne var jo så fra 1990 – 21 år! (1990 Millésime) Nå med denne champagne skulle vi ud fra smagen gætte hvornår den var degorgeret (der hvor man sætter den endelige prop i, og fjerner gæren der hidtil har ligget sammen med champagnen). Der var mange gæt, hvor de fleste lå på 2005 og opefter. Mit gær var på 2000, og endte med at være det der var tættest på det rigtige som var 1999 – desværre var der ingen præmier til vinderen :( Nå, men der var igen en let sammenligning med RD’en og derudover noget fiskeagtigt og neutralt – igen havde jeg desværre ikke Robert Fleuryen at sammenligne med, men jeg tog et billede af en Fleur de l’Europe, 1995 brut og 1990’eren, og her ser man en fantastisk stor farveforskel.

Efterfølgende tanker om en smagning

Som jeg skrev tidligere var jeg nærmest blevet champagnemæt. Det tror jeg skyldes at der f.eks. ikke var brød på bordet. Hvis der havde været brød ville det have kunnet neutralisere de store mængder alkohol – for det var alligevel ti forskellige.

En anden ting der slog mig meget under denne smagning var temperaturen på champagnerne. Vi skulle jo smage forskel på en del flasker, men de blev for det meste serveret med mellemrum, og således var champagnen i det glas der var hældt op tidligere blevet en del varmere. Når champagnen blev varmere ændrede smag og duft sig også, så det var svært at lave en direkte sammenligning af to forskellige.

Tanker omkring en kommende smagning, notater

Smagning af samme champagne, varm vs. kold.

Smagning af samme årgang champagne med forskelligt degorgeringstidspunkt.

Blanc de Blanc og Blanc di Blanc (di = lavet på flere hvide duer – noget der kun er muligt ved ekstra gamle vinstokke fra før en eller anden lov kom frem)

Champagnesmagning, druer og terroir

I lørdags var scenen sat for en champagnesmagning i den lille herskabslejlighed på Amagerbrogade. Målet var 8 forskellige champagner, og en italiensk flaske jeg havde fået med til at smage. Det efterfølgende vil komme til at handle om champagnerne og smagernes kommentarer, herunder en karakterbedømmelse fra et til ti. Selve smagningen forløb over 3 meget sammenhængende omgange, hvor første omgang var mellem to almindelige champagner og den italienske. Anden omgang var et forsøg på at smage forskel på terroir og tredje omgang gik på at smage de tre hoveddruer som champagne er lavet på, hver for sig.

Den første vi smagte var en Bollinger special cuvee. En, efter min mening, god standartchampagne fra et af de store huse. Bollinger praler med at noget af champagnen under første gæring har ligget på træfade, hvilket ifølge dem oxiderer vinen en smule og derfor burde udvikle aromaerne i den. Farvekommentarerne ved denne flaske svinger fra mørt til gylden og rødlig. Duften er syrlig med blandt andet portvin, let råd, syre og asti. Smagen går fra tør til let tør til normal, med hints af gær, æble sten og frugt. Gennemsnitskarakteren for champagnen var 5,8.

Nu må det nok være på tide at minde den eventuelle læser om at smagenoterne er dannet på baggrund af ti personers meninger. Jeg har valgt at tage de mest generelle indtryk og skrive dem. Champagnen der fulgte efter var en H. Goutorbe Brut Magnum Premier Cru. Jeg ved ikke så meget om flasken, men indtrykkene var som følger; farven var lysere end Bollinger, nogle sagde som Topforn og nogle sagde flot. Duftens kommentarer lød på svag, fersken, mandler, det man forventer og dejlig rund drueduft (selvfølgelig også det sædvanlige æble). Smagen bød på rund, fruity og fyldig, let sur og mindre tør end Bollinger, ikke alverden, samt sød med god tørhed. Karakteren nåede op på 6,1.

Tredje flaske var ikke en champagne men en italiensk, Franciacorta Brut Storcia 62 Berlucchi, lavet efter champagnemetoden på 95% chardonnay og 5% pinot noir. Den røg med i smagningen fordi jeg fik den med til smagningen. Farven var lysere end Goutorben hvilket der var bred enighed om. Duften kunne jeg ikke selv placere, men buddene lyder på topform, hvid vingummi, frugtig og lemon. Smagen var meget mild, jeg syntes det var den var dejlig nem at drikke mens andre mente at den var sød, sød og sød. Den endelige karakter endte på 4,2 – kan det tænkes at det trak ned at den ikke var fra champagne, måske…

Terroir

Første delsmagning endte, og anden smagning bestod af to champagner fra henholdsvis premier og grand cru marker. Men WTF er cru så? – tja, det er en inddeling af marker/områder/landsbyer. Inddelingen går først og fremmest på kvalitet og her er grand cru klassificeret som 100, mens premier cru går fra 90 til 99. Under de 90 procent ved jeg ikke lige hvad det er, men det bliver nok ikke skrevet på flasken. Klassificeringen betyder så hvor meget bønderne får for druerne når det er høst, og grand cru får 100% af den fastsatte pris mens premier cru får mellem 90 og 99 procent.

Champagnerne vi smagte var godt nok ikke fra samme hus, men det var for at se om der var en tydelig forskel. Vi smagte begge flasker blindt, og første champagne var Marguet Pere & Fils Réserve Grand Cru. Champagnen var mørkest af de to og den havde en duft af æble. Smagen var blød, gæret, let syrlig og med pære. Karaktereren for denne flaske var 6, og det var den som jeg syntes bedst om at drikke.

Premier cru champagnen var M. Brugnon Brut Selection.  Det var en champagne lavet på mere end en drue, så grand cru’en var også lavet på mere end en. Nå, men denne flaske var lysest af de to, med masser af duft af æble. Smagen var sur, syrlig og sur på den gode måde. Med denne var der meget stor enighed om at der var masser af citrussmag og folk syntes også at den generelt var god. Karakteren for den blev hele 7,5.

Anden smagning endte med at premier cru vandt, men hvad jeg ikke sagde tidligere var, at cru ikke nødvendigvis er et tegn for kvalitet. Ikke længere anyways. Det er til dels gammel strøm som mange bønder vist lever højt på, og som flere har imod sig.

De forskellige druer

Den sidste smagning drejede sig om druerne som champagne normalt er lavet på, chardonnay, pinot noir og pinot meunier. Derfor var der tre slags champagne, nemlig blanc de blanc lavet på chardonnay, blanc de noir lavet på pinot noir og en lavet på pinot meunier som vist nok også kaldes for blanc de noir. Der var dog to lavet på pinot noir, en lavet med og en uden svovl. Svovl bruges til af fjerne naturlig gær og eddikesyrer. Ved at fjerne den naturlige gær og derefter tilsætte en kendt gær, kan man nemmest styre forvandlingen af druesaft til lækker alkohol…

Nå, flaske nummer et i smagning tre var J. Charpentier lavet på ren meunier. Den var gylden med  et svagt rosa skær og duften var fruity, med æble, noget i retning af Michaels aldrig modne vindruer og frisk. Smagen var ikke så stærk, men frugtig. Mange mente at den var for mild, men at den alligevel var en super drikkechampagne. Den endelige karakter blev 6,7.

Næste flaske der kom på bordet er den, der er min ynglings for tiden, Fleury Blanc de Noirs Brut. Den er lavet på ren pinot noir og passer fantastisk til sorte oliven (kalmataoliven i en gul dåse til 19,- hos Søsterne Grene). Farven på denne er svagt lyserød med noget gulligt, den har i hvert fald et rosa skær. Lugten er frugtig på den røde måde, med rosin og svagt æble. Smagen er god og rund, frugtig med rosin, fad, gær, lidt æble og syre. At den er god, ses også på karakteren, 7,1.

Fleury havde fået noget svovl til at styre gæringen, men den næste, Drappier Brut Nature (en helt tør champagne). Jeg har tidligere smagt denne flaske op mod dens søster hvor der var tilsat svovl, og dette kan læses om her! Denne champagne var mørkere end Fleury, men stadig med det rosa skær. Duften har meget gær, så meget at nogle syntes den lugtede af ost, men ellers også af gyldne blomster. Champagnens smag er lidt hen af sherry, Bollinger 1996 RD, toast, lagret og gæret. Dette var vinderchampagnen, men den er også meget anderledes end de andre… karakteren den endte på var et rent ni-tal.

Yes, nu kommer så den sidste flaske der var en Blanc de Blanc med navnet Launois Pere & Fils Brut Reserve.  Farven på dennes væske var meget lys. Duften var virkelig overraskende. Jeg kunne ikke rigtig lugte noget først, men efter den blev slynget rundt var lugten der… og hvad var lugten så, ja, babyprut, madprut og til sidst sødlig. Smagen var tør men god, syrlig med fantastisk balance, men egentlig var der temmelig delte meninger over denne – meget skyldes dog lugten som ikke havde nogen indvirkning på smagen. Karakteren endte på 6,1.

Hvis du kun er interesseret i smagenoterne, så klik her!

De forskellige forhandlere som jeg havde købt champagner hos var Philipson Wine, l’Esprit du vin, Niche vine og Handy vine.