Mad på Il Dona og super drinks på Nouvel

Katrinen har fået den der ’Two-for-one’ bog, og den måtte da lige afprøves. Efter nærmest at have brugt en hel formiddag, var valget faldet på en ny italiensk restaurant kaldet Il Dona. Bogen gav en CORTO menu, hvis man købte en af samme slags, eller større.

For kort at præsentere Il Dona, så er det køkkenchefen fra det tidligere ERA ORA, der sammen med en anden har åbnet restauranten. Jeg har ikke lige været på ERA ORA, men den fik vist meget ros, da den fandtes… Restauranten ligger i Magstræde i København, en af byens ælste gader, og inde i restauranten er der rustikt med bl.a. store tværbjælker i loftet – tværbjælker der ovenikøbet har små jerntappe stikkende ud af sig, noget som er temmelig farligt hvis man er lidt høj, uopmærksom og skal på lokum.

Vi var blandt de første gæster, men da flere kom til, blev det ret hurtigt tydeligt, at vi ikke var de eneste med bogen. Op til flere begyndte deres bestilling med ”vi har fået den her bog…”, så man må da sige at den får trukket gæster til huset.

Maden

CORTO er den lille menu, men den består alligevel af fem retter, så det er da meget pænt. Vi valgte at tage en vinmenu og en saftmenu til maden, på denne måde blev det lidt billigere og man kunne prøve lidt mere… Saftmenuen bestod desværre ikke af forskellig hjemmelavet saft, men i stedet af NaturFrisk sodavand (som er ret gode).

STUZZICHINI (appetizers), polenta, svampe og pecorino. Inden vi begyndte rigtigt fik vi en lille ret. Polenta er grød lavet på majsmel eller sårn, hverken min eller Katrinens favorit. Den blev dog spist op da svampene var meget lækre.
ANTIPASTI (forretterne), kom ind på samme tid, og bestod af en torskemousse med kartoffel og estragon samt en “gnocco” af ricotta og nødder med rødbede salat. Retterne var okaj, men stadig ikke det store – jeg er efterfølgende kommet frem til at jeg ikke ved noget om det italienske køkken (udover pizza), og derfor ikke kan sige om det smagte som det skulle. Jeg kan dog sige at det køkken der blev præsenteret på Il Dona var simpelt, og uden kraftige krydrede smage.
PRIMI PIATTI (første ret, tagliatelle med grønkål, hvidløg og chili). Det var ikke den vilde ret for mig, mest bare pasta med grønkål.
VERDURE (grøntsager/mundrenser)
fennikel og appelsiner – det lyder som en let ting, men det var det slet ikke. Fenniklerne var braserede og derefter blandet med stykker af appelsinfiletter, med en del olie virkede det som om. Det var i hvert fald oliefølelsen der fjernede det friske…
SECONDI PIATTI (hovedretter), farseret perlehønebryst, savoykål, aubergine, bacon og rødvin sauce. Dette var en god ret, om end jeg syntes at kålen var lidt for spids i smagen i forhold til resten. Sovsen var trukket ud over tallerknen, hvilket er meget pænt, men det betyder desværre også at man ikke får så meget sovs. Og sovsen var god. Vinen til retten var super god, en rossojbleo 2009, gulfi fra Sicilien – mørk og kraftig, om end blød med noter af lakrids.
DOLCE (dessert, hasselnøddefondant med hindbær sauce). Sammen med hovedretten var dette den absolut bedste ret! En fondant er en kage hvor der flyder noget ud når man skærer igennem. Kagen smagte super godt af hasselnødder, og den var dejlig cremet – og fyldet… uha!

Drinks, MICE-bar og NOUVEL

Efter maden gik turen ud for at finde nogle mojito’s, det havde jeg nemlig savnet i meget lang tid. Vi fik et par ganske udemærkede på MICE-bar til 60 kr stykket (den er også med i ’Two-for-one’), så det kan man jo nemt få råd til igen engang.

Efter MICE gik vi på NOUVEL (også i bogen), hvor drinks kostede 80 kr stykket. Jeg fik en lidt anderledes mojito fra deres drinkskort, og Katrinen fik en helt fantastisk drink med blåbærsyltetøj og ahornsirup, nammenammenam… efter dette er NOUVEL på samme højde i gode drinks som UMAMI er. Det kan kun anbefales.

Det kan godt være der ikke lige var nogen rød tråd i det skrevne, men jeg håber det gav et billede af maden og drinksne:)

Billig mad med Copenhagen Dining Week…

Så er det vist tid til at komme med et godt råd til alle som godt vil ud i byen og æde! Copenhagen Dining Week er Copenhagen Cookings vinterarrangement. Her byder en lang række restauranter på en tre-retters menu for kun 200 kr i uge syv. Af deltagende restauranter er blandt andet NIMB Brasserie, Restaurant OPEN, The Dining Room, alle COFOCO-kædens restauranter, SALT og mange mange flere…

Selv skal jeg på NIMB Brasserie og The Dining Room :) – Hvis du vil bestille billetter til noget, så klik her i en fart, billetterne ryger vist hurtigt.

Kastanjer – en totalt mislykket ide…

Indimellem får man forskellige umodne madvarer der er blevet syltet, og derved smager mægtig fint. Jeg har f.eks. fået syltede grønne blommer og syltede umodne og meget små ferskner.

Dette har selvfølgelig inspireret til en smule leg, og da der i starten af sommeren begyndte at være små kastanier/små grønne ting på kastanietræerne, tænkte jeg “hvorfor ik?”. Så i en semibrandert slingrede jeg rundt og plukkede en masse umodne kastanier… Jeg syltede kastanjerne på to måder, den ene med hyldeblomstsaft og sauternes (en slags dessertvin), og den anden med de to ting plus hvidvinseddike. Jeg havde skåret nogle af kastanierne i halve for at se om de ændrede noget. 

Da jeg skrev mit indlæg om kastanierne i ‘Lasses hjørne’ for længe siden, blev det venligt nævnt at kastanier fra almindelige kastanietræer ikke rigtig dur til spise. Jeg tog advarslen til mig, men ville dog først smage dem inden de blev smidt ud. Derfor fik de lov til at hygge sig i køleren.

De blev så smagt til sidst, og ja, almindelige kastanier egner sig IKKE til spise – eller ihvert fald ikke til syltning :) – Selve syltelagen var meget fin i smagen, men samme øjeblik jeg tog en bid at kastanien tørrede min mund fuldstændigt ud og der var en meget sur smag – en sur smag af syrligt træ. Hvis jeg skal sammenligne det med noget, så må det være den mest tørre rødvin, hvor man har fjernet smagen af rødvinen og istedet har mangedoblet taninerne. WUSH, så er man tør i munden…

Som konklussion må det siges at man IKKE skal sylte kastanier – i hvert fald ikke de almindelige :)

Svovl og champagne, årets første blog

Man skal altid starte året med panje, og det vil også ske på denne blog. Jeg vil i dette indlæg beskrive to versioner af den samme champagne. Der var det næsten samme mærkat på flaskerne, den eneste forskel var at der stod ’uden svovl’ på det ene mærkat. Og hvad er forskellen så? – ja, det kommer, men først lidt forhistorie…

Forhistorien

Katrinen og mig var i Paris i efteråret, og på den første restaurant vi var inde i, fik vi champanjen uden svovl. Vi vidste ikke at det var uden svovl på tidspunktet men skidtet smagte rigtig dejligt. For lige at sige lidt om restauranten ’Chez Michel’, så var vi kommet med flyet sent om aftenen. Dette var en af de mange åbne restauranter, men den eneste i nærheden som stod på listen hjemmefra. Det var en Michelin BIB restaurant, hvilket betyder noget i retning at god mad til fornuftige penge. Maden var fin, og eftersom det var første aften i Paris skulle man have lidt panje og det blev denne Drappier Champagne Brut Nature Sans Soufre. Vi prøvede efterfølgende at finde den i Paris, men der fandt vi kun dens svovlede bror. Tilbage i Danmark fandt jeg den sjovt nok hos Philipson Wine – og heldigvis.

Svovlen

Hvad gør svovl i vin så? – jeg var selv i tvivl imens vi smagte, og et opslag i ’Champagnebiblen’, gav ikke noget umiddelbart svar. Heldigvis stod der en gammel ’Politikens vinbog’ på hylderne, og den siger følgende om svovl i vin:

”Man ønsker at undgå vildgæren og eddikesyrebakterierne, og det gør man ved at svovle saften umiddelbart efter presningen. Denne behandling tillader, at vingæren kontrollerer gæringens start. Næsten al vin bliver tilsat svovl i den mængde, loven tillader det.”

Smagningen

Begge champanger var Brut de Noir, og altså kun lavet på Pinot Noir druen. Denne drue skulle gerne være sødmefuld og passe godt til svampe og fisk. Jeg serverede oliven til som jeg syns passer godt – derudover var der også lige chips med rygeostdip og kyllingeskindsdip til, men jeg ikke ved hvor godt det passede til.

Vi smagte de to champagner op ad hinanden, og med det samme var det tydeligt at der var en forskel.  Den med svovl havde en smag af citrusfrugter og dermed også en masse syre i sig. Michael, som var med til at smage, syntes at boblerne i den med svovl var mindre en i den anden. Den uden svovl var meget blødere på tungen, og langt mere frugtig i smagen.  Den havde toner hen ad sherry, mest i lugten, men også lidt i smagen. Michael refererede i den sammenhæng til en Bollinger fra 1996, som vi havde smagt til en Philipsonsmagning, den smagte så meget af sherry at vi troede den var syg.

Resultatet af smagningen: alle syntes den uden svovl var bedst, hvilket er meget heldigt da lige netop den kan købes i Danmark.

Kort om statestik, ingen opskrifter denne gang…

Først og fremmest, glædeligt nytår til alle der finder på at læse dette. Dernæst vil jeg gerne præsentere årets statestik for hvor mange der har kigget forbi. Det er sQ sjovt med sådan en månedsoptælling og det er endnu mere fantastisk at der har været så mange forbi de sidste par måneder hvor jeg har sejlet og Michael har lavet hus. Men værsgo, en statestik som nok er kedelig for det fleste, men sjov for os:

se hvordan besøgstallet stiger :)